Squash Online

Balbo igen for stærk for Nielsen

June 24, 2011Tobias Pørtner

Anden gang var heller ikke lykkens gang for Rasmus M. Nielsen, da franske Julien Balbo for anden gang inden for en måned sejrede over den blonde sønderjyde.

Efter et tæt første sæt i kvartfinalen ved Squash Pro Reunion 2011, hvor spillerne fulgtes ad til 8-8, satte Balbo (verdens nr. 70) for alvor tempo på. Han lukkede således 1. sæt med 11-8, og spillede sig til en komfortabel føring i 2. sæt som Rasmus aldrig formåede at hente tilbage.
Bagud 0-2 og en smule mærket af det som Rasmus selv beskriver som ‘en fugtig varme’, satsede danskeren hele butikken i 3. sæt i et forsøg på at holde sig inde i kampen. Dette sikrede ham også 3. sæt i sikker stil, men derefter var løbet kørt og den rutinerede franskmand kunne forholdsvis simpelt lukke kampe i 4. sæt til stillingen 11-8, 11-6, 3-11, 11-6 på 42 minutter.

Dermed er begge danskere slået ud af $25.000-turneringen på Reunion Island, da Kristian Frost allerede igår måtte lade livet i første runde mod nr. 57 i verden - Mark Krajcsak fra Ungarn.

Begge danskernes overmænd er nu klar til semifinalen i turneringen og til sammenligning ligger Kristian Frost og Rasmus M. Nielsen hhv. 67 og 116 på PSA-ranglisten.