February 21, 2011 — Kristian Gram
I anledning af en velafholdt turnering i OSC, vil jeg gerne bruge lidt plads her på siden til at diskutere et fænomen i dansk squash, der igennem de sidste par år har været et særdeles hot emne: 2- eller 3-dagsturneringer?
I denne artikel eksemplificerer jeg nogle pointer ved at fremhæve specifikke personer, der deltog i challengeren i Odense. Det er ikke for at hænge bestemte personer ud, men alene for at illustrere, at selv dygtige og seriøse spillere bliver ramt af de strukturelle problemer, jeg her forsøger at beskrive.
OSC valgte i denne weekend, som stort set alle andre arrangører gennem det sidste år, at afholde en challenger over to dage. Det flotte center i Odense kan sagtens huse en challenger på to dage, og det dygtige personale kan, ihvertfald i de fleste tilfælde, planlægge det, så alle får de pauser, de har brug for. Endnu en fordel er selvfølgelig anledningen til et brag af en bytur lørdag aften, eller mulighed for en søndag i familiens skød, lektiernes vold eller bare sofaens tegn. Det er fordele, som mange har efterspurgt, og det er helt klart mit indtryk, at 2-dages challengers, og endog 1-dags satelites, er en stor succes.
Denne succes mener jeg, at vi primært kan tillægge to ting:
Men hvad så med challengerne? I hvert fald deltog en stor majoritet af elitespillerne, der i sin tid var fortalere for 2 dages turneringer, i weekendens challenger, og jeg mener, at denne challenger er et glimrende eksempel på, hvordan en velplanlagt turnering alligvel kan gå i vasken med dette 2-dagskoncept.
Problemet er sådan set ikke fredagskampene. Jovel, to kampe på én aften er hårdt, men det er jo ikke anderledes end til holdkampene, og når vi har så store centre som Squash Center Danmark, kan vi sagtens give spillerne nok pause mellem de første to kampe.
Problemet er langt mere eksplicit om lørdagen. Stort set ingen spillere var i stand til at levere kvalitet i den fjerde kamp i turneringen. Rigtig mange spillere var simpelthen fysisk slidte og for trætte til egentlig at yde modstand, til at sætte tryk i bolden, til at yde et pres på modstanderen og levere den intensitet, som vores sport lever af. Vi så fysisk stærke spillere som Andy Lambert blive fuldstændig udspillet i 3.-4. plads kampen mod Michael Hansen i en uskøn kamp, hvor det, vi i virkeligheden fandt ud af, var, hvem af de to der var bedst til at spille squash - stillestående. Selv de utrættelige juniorspillere blev kørt i sænk. Unge Thomas Laursen måtte lægge sig ned med krampe i sætpausen, og storebror Martin Laursen så stort ikke bedre ud på banen overfor.
Det var så den fysiske del af det. Nuvel, vi ser dygtige sportsmennesker, der svømmer flere kilometer, cykler flere hundrede kilometer og slutter af med en marathon. Det kan man vel bare træne sig op til, og der er jo tale om elitesquash her. Men vi så også en uskøn kamp mellem Kim Povlsen og Thomas Pilak. Povlsen kunne stort set ikke gå rundt på banen, mens Pilak lignede én med masser af kræfter. Alligvel mislykkedes det for ham. Han var egentlig bedst; spillede de bedste slag, løb hurtigst og rigtigst, men hovedet, hvor var det? Glemt på banen efter tredje kamp? Og var det måske også mere psyken end fysikken, der slog squashdanmarks fysiske pragteksemplar, Lambert, ud?
Kritiske toner vil måske spørge: “Hvad er alternativet?” Tjo, det er jo søndagskampe. Så må vi undvære sofaen, børn, familie osv., og vi må også undvære byturen lørdag, eller hvad? Skrækscenariet er jo selvfølgelig, at spillerne alligevel tager i byen lørdag, kommer fulde til kampene og derfor er lige så meget fysisk og mentalt ude af stand til at spille som i 2-dagsturneringerne - eller bare trækker sig søndag morgen.
Det er da rigtigt, men jeg mener altså, at det i højere grad er spillernes egen beslutning, om de vil drikke sig selv ud af stand til at spille en søndagskamp. Jeg synes, at vi bør give dem, der er seriøse med deres squash, de bedste muligheder. Det er ikke rimeligt, at turneringsstrukturen skal bevirke, at man fysisk og/eller psykisk skal presses ud i kampe, der bliver af for lav kvalitet.
Jeg vil gerne pointere, at jeg ikke er ude efter et forbundsforbud mod 2-dagschallengers, men måske kunne man åbne op og tænke mere ud af boksen. Et forslag kunne f.eks. være, at man i stedet lavede nogle ‘Majors’ i dansk squash. Danish Open, DM eller lignende, hvor man var garenteret store 3-dagsturneringer med mange deltagere. Så kunne man have mindre turneringer, hvor man f.eks. kunne spille 8-monrader. På den måde vil vi rent faktisk kunne afholde 2-dagsturneringer, som vi jo ved folk ønsker, uden at ødelægge kvaliteten af squashen og uden at ødelægge spillerne. Men bagsider af der jo af alle medaljer, og et muligt problem med 8-monrad løsningen er, at den nye, og efterhånden meget udskældte, rangliste, vil komme endnu mere til kort i smallere rækker, hvor mulighederne for at flytte sig på ranglisten vil blive endnu mindre.
Jeg vil gerne åbne op for en debat, herunder i kommentarsporet eller endnu bedre i forummet her på siden. Er 2-dagsstrukturen ødelæggende for sporten, eller er den til glæde for spillerne? Er løsningen 8-monrader, eller er det en falliterklæring for dansk squash? Meld jer gerne på banen og giv jeres syn på sagen!