Squash Online

Årets sidste Satellite

December 19, 2011Asger Grønlund Arnklit

Lørdag bød Skovbakken velkommen til årets sidste Satellite. 22 spillere stillede klar til start, hvor Christian Frølund, Skovbakken, som 1. seedet i herre A var forhåndsfavorit, imens Asger Grønlund Andersen, også Skovbakken, var seedet til at møde Frølund i finalen.

Både Frølund og Grønlund kom sikkert igennem de to indledende kampe og stod således over for hinanden i finalen. Her startede Frølund ud som lyn og torden og sikrede sig første sæt, hvor han fuldstændig holdt Grønlund fra fadet. Derefter var kampen tættere, men Frølund trak alligevel fra og spillede sig til tre sætbolde ved 10/7. Grønlund kom dog tilbage og tog sættet 10/12 til stor frustration for Frølund, hvilket så ud til at knække ham en smule. I 3. sæt fortsatte Grønlund de gode takter og tog sættet 8/11, imens fjerde sæt blev en hurtig affære, hvor Grønlund hurtigt skabte sig en stor føring, hvorefter det var en formsag at afgøre sættet og dermed kampen 2/11. Ole Jacobsen, Skovbakken, sluttede på en 3. plads foran Bjarke Møller, Egå/InSport.

I B-rækken fulgte resultaterne også seedningerne, da Anders Skajaa, KSK, besejrede Rune Klitgaard, Skovbakken, 3-1 i finalen. På sin vej til finalen slog Skajaa blandt andet Rasmus Gyde, der normalt spiller U15 blandt juniorer, men i dagens anledning havde taget turen fra Herlev til Aarhus. Gyde sluttede på en fin 5. plads. Stephanie Riding spillede ligeledes med i herre B, hvor hun efter et nederlag til Klitgaard i semifinalen sikrede sig 3. pladsen og dermed også levede op til sin seedning.

I C-rækken kom finalen til at stå mellem to ubeskrevne blade i dansk seniorsquash, Magnus Laursen, der ligesom Gyde normalt spiller U15 blandt juniorerne, og Martin Jensen, begge Skovbakken. På trods af et fysisk overtag, måtte Jensen se sig slået 3-0 af den unge Laursen.

Turneringen runder det danske squashår af. Birkerød er værter for den næste Satellite fra d. 6.-7. januar.



Squash Online © 2025