November 25, 2010 — Martin Laursen
Størstedelen af de danske juniorer samles den kommende weekend i KFUM-hallerne i Kolding, hvor årets sidste JGP vil blive afholdt. Den nuværende lodtrækning er foretaget onsdag aften, men lige meget om den holder stik eller ej, har vi som altid nogle spændende opgør i vente.
Den ældste pigerække er imidlertid præget af afbud fra topspillere som Millie Jensen, som stadig er ude med sin langvarige skade, og Malene Christensen. Alligevel ser denne række ud til at blive noget af en gyser. Den er opdelt i 4 puljer, hvor vinderne går videre til semifinalerne. Maria Korsgaard, Sport92, og Nanna Frederiksen, Åbyhøj, ser ud til at gå sikkert videre fra deres puljer, men i resten kan der sagtens opstå spænding. Amalie Bornæs, Sport92, skal forbi Mathilde Lauridsen, Thy, for at holde sin seedning som 1-4. Amalie er meget hurtig på banen og samler rigtig mange bolde op, mens Mathilde har et aggressivt spil, som har båret hende langt i internationale juniorturneringer. Det skal derfor blive utroligt spændende at se, om Mathilde kan drille Amalie. Derudover er Line Falsig Berthou, Kolding, kommet i pulje med Christine Christoffersen, Herlev. Denne kamp vil helt sikkert også blive seværdig, selvom Line på en god dag har en fordel i de fleste af spillets facetter. Samlet set ville Nanna Frederiksen være det bedste bud på en vinder af denne række.
PU15 er også opdelt i puljer, men har knap så meget spænding. Det ser ud til at de topseedede spillere, Regitze Løkke, Struer, Nanna Jæger, Kolding, og Caroline Christiansen, Birkerød, vil gå videre til semifinalerne, med undtagelse af Katrine Classen, Kolding, som på uheldigste vis er kommet i pulje med lavt seedede Sarah Lauridsen, Thy, som på trods af seedningen kunne være et godt bud på en evt. vinder af turneringen. For at vinde turneringen skal Sarah dog først slå sin evige konkurrent Caroline Christiansen i en evt. semifinale - dette er dog en kamp som ligger til en sejr til Caroline, som slog Sarah i 3 sæt, sidst de mødtes.
DU17/19-rækken er ligesom PU17/19-rækken fyldt med spænding. Christian Jæger, Kolding, er vendt tilbage efter en periode med skader og står med sin seedning som 5/8 til en kvartfinale mod 2.-seedede Kasper Svith, Åbyhøj. Kasper har altid haft godt styr på Christian i deres kampe, men det er alligevel en kamp, som er værd at følge. Den anden tætte kvartfinale kommer sandsynligvis til at stå mellem Christian Steffensen, Birkerød, og Emil Grooss Jeppesen, Åbyhøj. Emil har vist rigtig godt spil på det sidste og vandt da også deres sidste indbyrdes opgør, men hvis Christian har en god dag, vil han helt sikkert have chancen for at gå i semifinalen. Pga. den stærke række er det meget svært at spå om semifinalernes udfald. Thomas Laursen, Kolding, har før slået Kasper Svith i 5 sæt, så denne kamp vil være umulig at gætte udfaldet på. Det ser derimod ud til, at 1.-seedede Martin Laursens, Kolding, vej til finalen er banet, da hans semifinalemodstander, enten Christian Steffensen eller Emil Grooss Jeppesen, oven i købet sandsynligvis vil have en hård kvartfinale siddende i benene. Martin Laursen har vist stabilt spil sæsonen igennem og vil være et godt bud på en vinder.
DU15-rækken bliver spillet i puljer, og her ser det ud til at Casper Kloster, KSK, Tobias Vogt, Birkerød, og Jens-Christian Wegeberg, Silkeborg, vil gå sikkert ind i semifinalerne. Derimod har vi en spændende puljekamp i vente mellem Nicolai Pedersen, Thy, som overraskede alle ved at slå Tobias Vogt til JGP’et i Silkeborg, og Theis Houlberg, Herlev, som også har haft stor fremgang på det sidste. Det er værd at bemærke at Marcus Pedersbæk ikke deltager ved denne turnering, og at der derfor skal findes en “ny” vinder. Finalen kommer sandsynligvis til at stå mellem Jens-Christian Wegeberg og Casper Kloster. Sidst de mødtes vandt Jens-Christian i 5 sæt, så Casper hungrer helt sikkert efter revanche.
I DU13-rækken ser det ud til at finalen endnu engang kommer til at stå mellem altdominerende Rasmus Gyde, Herlev, og Magnus Nørtoft Laursen, Åbyhøj. Kampen om ¾.-pladsen vil derfor sandsynligvis blive overladt til Jacob Jensen, Struer, og Kasper Pedersen, Thy. Rasmus Gyde har vundet de sidste mange finaler, men det bliver spændende at se om Magnus denne gang kan vende det hele til sin fordel.
Turneringen kan følges på dette link:
http://www.tournamentsoftware.com/sport/tournament.aspx?id=9A22209E-02B7-45A5-965F-2A0A5FC0E034