Squash Online

3 på stribe til Rasmus M. Nielsen (med interview)

February 10, 2011Tobias Pørtner

Efter to komfortable sejre i kvalifikationen af Savcor Finnish Open i Mikkeli over australske Justin Beard og schweiziske Reiko Peter, bl.a. med en regulær squashlektion til sidstnævnte der i løbet af kampen måtte indkassere et såkaldt “æg”, havde Rasmus M. Nielsen spillet sig ind i hovedrunden i de tusind søers land.

Her ventede verdens nr. 52, New Zeelands Campbell Grayson. På trods af Rasmus’ forholdsvis beskedne rangering som 133 var der dog ingen grund til at lægge sig på ryggen fra starten, da Rasmus tidligere har slået netop Grayson i et sandt drama.
Helt så dramatisk blev dagens kamp ikke, men heldigvis skyldes dette at den detroniserede danske mester fra Sønderborg fortsatte det stærke spil fra kvalifikationen.
Efter at have tabt et tæt 1. sæt med 9-11 sikrede Nielsen sig 2. sæt med samme cifre, inden han satte trumf på i 3. og 4. og lukkede kampen med 11-7, 11-8 på 55 minutter.
Dermed leverede han dagens helt store overraskelse i det finske og er nu klar til en kvartfinale mod den 2. seedede egypter Omar Abdel Aziz.
Netop Aziz var ude i noget af et drama inden han kunne sikre sig den forventede plads i kvartfinalen. Først i 5. sæt lykkedes det for favoritten at knække hjemlandets Mathias Tuomi med 11-6, 9-11, 11-2, 9-11, 11-9. Dermed lover det godt for at Rasmus også i morgen måske kan levere en solid overraskelse.

Vi fangede efter kampen en euforisk Rasmus til en kommentar:

Jeg er super glad!

God sejr og dejligt at have lidt succes internationalt igen. Nu ser jeg frem til i morgen og glæder mig til at se hvad den kamp bringer…

Rasmus M. Nielsen, Odense SC

Interview med Rasmus kan ses her http://www.youtube.com/watch?v=jNIEI7nH5uA

Udover Nielsen deltog også Caspar Grauballe og Kristian Frost i turneringen. Førstnævnte måtte se sig slået ud efter en tæt kamp i 1. runde af kvalifikationen, mens Kristian qua sin højere rangering var direkte i hovedrunden.
Her måtte han dog også nøjes med en enkelt kamp, da han blev slået ud med 11-8, 11-5, 11-3 af hjemlandets store håb og verdens nr. 64 - Henrik Mustonen.