Squash Online

Challenger i OSC - fredag

February 12, 2011Kasper Svith

Endnu en challenger er i weekenden undervejs i OSC. Challengeren er meget svagt besat, men på trods af det fik tilskuerne en del nervepirrende kampe at se fredag aften. Der blev trukket lod kl. 18, og en halv time senere var spillerne klar til kampstart i Herre Mester, mens Herre A og Dame Mester fulgte kort tid efter.

En af de mest bemærkelsesværdige kampe fredag var, da 5/8.-seedede Kim Povlsen i første runde skulle møde Tobias Pørtner, netop tilbagevendt fra en lyskenskade. Tobias’ niveau har på det seneste været præget af netop skaden, og derfor er han kun seedet 9/16 ved denne turnering. Kampen startede ud domineret af Kim, som relativt nemt tog 1. sæt mod en Tobias, som fra start så noget modløs ud. Modløsheden forsvandt dog i 2. sæt, hvor han kom bedre med og fik sendt Kim mere rundt på banen, hvilket gjorde, at Tobias vandt sættet. Stillingen var nu 1-1. I 3. sæt kom Kim flyvende fra start, og efter en komfortabel føring kom sættet hurtigt i hus til Kim. 4. sæt kom Tobias igen bedre med. Sættet blev tæt, men Tobias trak akkurat det længste strå med mindst mulig margin. I 5. sæt fik tilskuerne noget af en gyser at se. Tobias styrede Kim godt rundt på banen og kom foran med 10-7, og han lignede unægteligt en vinder. Via et reverse boast i tinnet og to gode vindere fra Kim kæmpede han sig dog op på 10-10, og kampen var nu helt åben igen. Her viste Kim koldblodighed og tog sættet med 12-10 og vandt altså kampen.

I 1. runde i Herre Mester var der ingen andre overraskelser eller tætte kampe, men snart ventede kvartfinaler for de sidste 8 spillere. Her skulle blandt andet Andreas Lambert og Thomas Pilaks kamp vise sig at blive en seværdig affære. Lambert kom bedst ud af 1. sæt med mindst mulig margin, da han vandt det med 12-10. Andet sæt blev ligesom 1. også utroligt tæt. Men endnu en gang sikrede Lambert sig sættet og lignede et godt bud på en vinder. Herlevs stabile 2.-single ville det dog anderledes, og han fightede bravt i 3. sæt, som igen blev tæt. Her trak Pilak dog det længste strå, og han fik reduceret. 4. sæt blev aldrig rigtigt tæt, og Pilak vandt nemt sættet. Dermed skulle endnu en kamp ud i 5. sæt. Andreas, som ellers virkede noget træt i 4. sæt, kom ud med fornyet energi og fik hevet sig selv op på akkurat det niveau, der skulle til for at vinde kampen. Han førte stort langt hen ad vejen i sættet, og ved en 9-2 føring lignede det ikke, at sejren kunne tabes. Det blev den heller ikke, men da Lambert lavede 2-3 fejl, lignede det pludselig en sidste mulighed for Pilak. Koldingspilleren fik dog hurtigt lukket hullet og vandt komfortabelt

  1. sæt med 11-8 og dermed kampen.

Kvartfinalerne i Herre mester endte således:

Morten W. Sørensen - Danny Knudsen 3-0

Thomas Pilak - Andreas Lambert 2-3

Michael Frilund - Rasmus J. Petersen 3-0

Michael Hansen - Kim Povlsen 3-0

I Herre A er der bemærkelsesværdigt også damespillere at finde. Herrerne har nemlig fået selskab af de tre deltagere fra Dame Mester: Sally Skaarenborg, Stephanie Riding og Sissel Trap. På trods af at Sally og Stephanie mødes i Dame Mester, havde de også trukket hinanden i Herre A i 1. runde. Her hev Sally en sikker sejr hjem i 3 sæt. Sidstnævnte af damespillerne, Sissel Trap, måtte trække sig fra turneringen med en skade efter at have ført 1-0 mod Mads Bak.
Kristian Gram måtte ud i en gyser mod Karsten Fuglsang i kvartfinalen. Her skulle de to spillere ud i 5 sæt, før kampen var afgjort. Kristian trak her det længste strå og kunne strække armene i vejret, velvidende at han var i semifinalen.

Semifinalerne i Herre A ser således ud:

Christian Jæger - Jacob Nørmark Hansen

Sally Skaarenborg - Kristian Gram

I morgen skal Stephanie og Sally krydse klinger igen, denne gang i Dame Mester. Da Sissel har været nødsaget til at trække sig med en skade, bliver denne kamp finalen i Dame Mester.

Følg med i turneringen og se alle resultater her:

http://www.tournamentsoftware.com/sport/tournament.aspx?id=CDD6F65B-094E-4CCE-A9BB-D05A7118629B