February 10, 2011 — Tobias Pørtner
Efter to komfortable sejre i kvalifikationen af Savcor Finnish Open i Mikkeli over australske Justin Beard og schweiziske Reiko Peter, bl.a. med en regulær squashlektion til sidstnævnte der i løbet af kampen måtte indkassere et såkaldt “æg”, havde Rasmus M. Nielsen spillet sig ind i hovedrunden i de tusind søers land.
Her ventede verdens nr. 52, New Zeelands Campbell Grayson. På trods af
Rasmus’ forholdsvis beskedne rangering som 133 var der dog ingen grund til at
lægge sig på ryggen fra starten, da Rasmus tidligere har slået netop Grayson
i et sandt drama.
Helt så dramatisk blev dagens kamp ikke, men heldigvis skyldes dette at den
detroniserede danske mester fra Sønderborg fortsatte det stærke spil fra
kvalifikationen.
Efter at have tabt et tæt 1. sæt med 9-11 sikrede Nielsen sig 2. sæt med
samme cifre, inden han satte trumf på i 3. og 4. og lukkede kampen med 11-7,
11-8 på 55 minutter.
Dermed leverede han dagens helt store overraskelse i det finske og er nu klar
til en kvartfinale mod den 2. seedede egypter Omar Abdel Aziz.
Netop Aziz var ude i noget af et drama inden han kunne sikre sig den forventede
plads i kvartfinalen. Først i 5. sæt lykkedes det for favoritten at knække
hjemlandets Mathias Tuomi med 11-6, 9-11, 11-2, 9-11, 11-9. Dermed lover det
godt for at Rasmus også i morgen måske kan levere en solid overraskelse.
Vi fangede efter kampen en euforisk Rasmus til en kommentar:
Jeg er super glad!
God sejr og dejligt at have lidt succes internationalt igen. Nu ser jeg frem til i morgen og glæder mig til at se hvad den kamp bringer…
Rasmus M. Nielsen, Odense SC
Interview med Rasmus kan ses her http://www.youtube.com/watch?v=jNIEI7nH5uA
Udover Nielsen deltog også Caspar Grauballe og Kristian Frost i
turneringen. Førstnævnte måtte se sig slået ud efter en tæt kamp i 1. runde
af kvalifikationen, mens Kristian qua sin højere rangering var direkte i
hovedrunden.
Her måtte han dog også nøjes med en enkelt kamp, da han blev slået ud med
11-8, 11-5, 11-3 af hjemlandets store håb og verdens nr. 64 - Henrik Mustonen.