February 02, 2013 — Kristian De Silva Nielsen
4.-sidste runde i danmarksturneringen blev påbegyndt denne lørdag med 2 herrekampe mellem Birkerød og Kolding samt Skovbakken og OSMK. Både Birkerød og OSMK var alvorligt svækket i deres normalt ellers meget stærke opstillinger. På kvindesiden spillede Birkerød mod Kolding.
Birkerød - Kolding (herrer) 2-6
Det så på forhånd ud til, at Birkerød blev nødt til at stille med et svækket hold mod Koldings italiensk forstærkede trup i dag. Line Hansen spillede dermed Birkerøds 2.-single under Rasmus Nielsen, imens Mads Jepsen og Christian Steffensen skulle forsvare holdet på de laveste singler.
Nielsen viste sig som forventet alt for stærk for Koldings Francesco Busi og Paolo Allevato, som måtte indkassere et par 0-3 nederlag. Hansen startede udmærket med at tage første sæt mod Allevato. Imidlertid formåede italieneren at vende kampen med taktisk snilde og fysikken på sin side, så han hev den forventede sejr hjem til Kolding med 3-1. I næste runde havde Hansen ingen chance mod Busi, der overmatchede hende fysisk på trods af nogle meget velplacerede kill-shots fra Hansens side.
Det var på forhånd spået, at kampen skulle afgøres på de nederste singler med Jepsen og Steffensen oppe imod Martin og Thomas Laursen. Her formåede Kolding at vinde samtlige 4 opgør, hvor det kun var 3-1 sejren til Thomas mod Steffensen, der blev spændende. 6-2 til Kolding.
Skovbakken - OSMK (herrer) 7-1
I første kryds tog Skovbakkens tysker Norman Junge en overbevisende 3-0 sejr mod Mads Korsbjerg med cifrene 11/9 11/4 11/1. Det så ud til, at Tobias Pørtner skulle levere overraskelsen mod Danny Knudsen, da deres kamp gik i 5. sæt. Overraskelsen blev dog udskudt til senere, da Knudsen trak sættet hjem til OSMK med 11-8. På 3.-singlen var Kasper Svith oppe imod Michael Hansen, som er tilbagevendt efter en skade, og det blev til en 3-1 sejr til den unge Skovbakken-spiller. Phillip Tran havde samtidig ingen problemer med at nedlægge Mikkel Møller.
I andet kryds slog Junge OSMK’s Knudsen overbevisende med 3-0. Pørtner leverede en kæmpe overraskelse, da han med sit bedste spil hidtil slog Korsbjerg med 3-0 og bragte Skovbakken snublende tæt på en samlet 7-1 sejr. Svith og Tran cementerede dette resultat med to stensikre 3-0 sejre mod henholdsvis Møller og Hansen.
Birkerød - Kolding (damer) 5-1
Line Hansen, der samtidig var travlt optaget med sine kampe på herresiden, vandt som forventet nemt sine to kampe mod Nanna Frederiksen og Line Falsig Berthou med 3-0. Birkerøds 2.-single Lotte Eriksen bekræftede Birkerøds dominans med sejre over Frederiksen og Mathilde Lauridsen - dog med sættab til førstnævnte. Overraskelsen og Koldings eneste point mod Birkerøds stærke trup faldt dog som forventet på 3.-singlen mod Cecilie Mayer. Lauridsen formåede at hive en utroligt spændende kamp hjem med 13-11 i 5. sæt, hvilket må beskrives som en af det unge talents største sejre på dansk grund indtil videre. Mayer kunne dog tage revanche mod Koldings halvskadede Line Falsig med en nem 3-0 sejr. 5-1 til Birkerød.
På søndag spiller Sport92 mod Herlev/Hjorten på kvindesiden, imens opgøret mellem KSK og Herlev/Hjorten på herresiden er udskudt til tirsdag aften.