Squash Online

Challenger #2 i KSK - optakt

October 24, 2013Asger Grønlund Arnklit

Den kommende weekend står atter i Challengerens tegn. Københavns Squash Klub lægger baner til årets anden Challenger. Opsigtsvækkende har klubben valgt kun at invitere herrerne. Imens debatten kører, har Turneringsudvalget meddelt, at det teknisk ikke er i overensstemmelse med reglerne, men at turneringen bliver afviklet som annonceret. Uagtet den øvrige optakt til turneringen, ser weekenden ud til at byde på spændende kampe. Det bliver dog næppe om førstepladsen, da Morten W. Sørensen er klar favorit i fraværet af Kristian Frost, Rasmus M. Nielsen og Caspar Grauballe.

Sørensen er førsteseedet, imens Thomas Pilak har fornøjelsen af at være andenseedet. Lau Kiehn og Tobias Pørtner følger efter i næste seedningslag. De fire sidste spillere er Rasmus Jessen Petersen, Martin Laursen, Kasper Svith og Jesper Ratzer. De tre sidste er relativt nye navne, som endnu ikke for alvor har markeret sig i Challengerrækken. Særligt Ratzer har vist gode takter på det seneste med gode sejre mod Skovbakken i første runde og Birkerød i anden runde, så hans vej igennem turneringen bliver særligt interessant at følge.

Alle vil håbe på at undgå Sørensens halvdel af turneringen, da han ser for stærk for samtlige øvrige deltagere. Pilak vil således med spænding afvente, om det bliver Pørtner eller Kiehn, som seedes til at møde ham i semifinalen. For alle tre spilleres vedkommende vil det, så vidt denne skribent er bekendt, være deres første Challengerfinale nogensinde. Tobias Pørtner viste gode takter i kampen mod Herlev med sejre over både Kiehn og Jessen Petersen, og da Pilak er tredjesingle hos Herlev, er der tegn på, at hans form ikke er i top. SQO.dk tipper derfor Pørtner eller Kiehn til at gå i finalen mod Sørensen, alt efter hvordan lodtrækningen udvikler sig.

Fra det nederste seedningslag ser SQO.dk kun Jessen Petersen som en trussel mod de højst seedede spillere. Pilak måtte igennem fem sæt mod Kasper Svith i første runde af Danmarksturneringen, men SQO.dk ser de højere seedede spillere som værende for rutinerede til at lade unge Svith gå i sin første semifinale ved en Challenger. Laursen fik sig i sidste sæson en god skalp, da han for cirka et år siden slog Kiehn, men siden da har der været langt mellem snapsene. Ratzer har som nævnt vist gode takter, og han får i weekenden virkelig chancen for at vise, hvilket stof han er gjort af. Særligt Svith og Laursen skal passe på, hvis ikke de skal se sig slået af racketlonspilleren.

Kampstart er sat til fredag kl. 18.00, imens Herre Mester finalen er programsat til lørdag kl. 17.40. Vester Søgade 58 Gården er adressen for de interesserede. SQO.dk rapporterer løbende fra turneringen på facebook og følger op på resultaterne i løbet af weekenden.