Squash Online

Birkerød 1'er - Skovbakken ude

April 07, 2013Kristian De Silva Nielsen

Med to 8-0 sejre til KSK mod OSMK og Birkerød mod Skovbakken ligger det nu fast, at Birkerød går ind i slutspillet som 1’er, og KSK har sikret sin plads. Søndagens kamp mellem Herlev og Kolding er dermed overflødig i forhold til slutspillet, da Herlev er sikker 2’er, og Kolding også har sikret sin plads.

KSK - OSMK (herrer) 8-0

8-0 resultatet er en klar indikator på styrkeforskellen i dette opgør. KSK stillede med deres sædvanlige hold bortset fra en udskiftning af Jack Jago, som er blevet opereret for en skade i sit knæ, med Tristan Eysele. OSMK derimod mødte op i København med det på papiret svageste elitedivisionshold, jeg kan huske at have set. Den eneste vante mand på holdet var Mads Korsbjerg, men han fik stryg af både Kristian Frost og Tristan. OSMK var helt nede og runde nr. 427 på ranglisten med Sven Erik Møller. Kim Madsen stod for Odense-klubbens eneste sæt mod Casper Kloster - ellers endte alle kampe legende nemt 3-0 til sjællænderne.

Skovbakken - Birkerød (herrer) 0-8

Birkerød havde tilsyneladende ingen intentioner om at overlade spørgsmålet om besættelsen af 1.-pladsen til Herlev. At Skovbakkens Phillip Tran trak sig med en skade efter første sæt mod Morten Sørensen gjorde ikke jobbet nemmere for århusianerne, men havde næppe nogen betydning. I de resterende kampe på de øverste singler slog Sørensen Tobias Pørtner med 3-0 efter at have været nede med sætbold 7-10 i første sæt. Rasmus Nielsen slog ligeledes Pørtner i 3 sæt.

I første kryds på 3.- og 4.-singlerne tog Alex Christensson og Christian Steffensen 2 forventede sejre til Birkerød mod henholdsvis Emil Grooss og Christian Frølund. I andet kryds slog Christensson Frølund med 3-0, imens der var langt mere spænding i junioropgøret mellem Grooss og Steffensen. SQO.dk havde på forhånd spået Grooss som vinder af kampen, men Steffensen viste styrke, da han afværgede 2 matchbolde i 5. sæt og sikrede Birkerød en samlet sejr på 8-0 med 12-10 i 5. sæt.

Sport 92 - OSMK (damer) 2-4

OSMK fik deres første sejr i danmarksturneringen i år mod et svækket Sport 92, der både mangler Millie Jensen og Amalie Bornæs. Trine Engelund stod for 2 vunde kampe til hjemmeholdet mod Line Sjodsholm og Louise Jørgensen. OSMK vandt resten af kampene 3-0.

I dag spiller Herlev og Kolding den afgørende kamp om 2.-pladsen i grundspillet og dermed retten til ikke at møde Birkerød i semifinalen. Herlev holdt liv i håbet med en 6-0 sejr mod OSMK sidste runde, men skal vinde minimum 5-1 i dag for at overtage Koldings andenplads, mens koldingenserne altså “bare” skal klare et 2-4 nederlag.