Squash Online

Ærgerligt nederlag til Frost i Kuwait

March 09, 2013Martin Laursen

Efter en noget hektisk optakt til Kuwait PSA Cup 2013, hvor et sent afbud i hovedturneringen betød at Kristian Frost gik fra reserve til deltager, måtte danskeren tage til takke med en enkelt kamp. Finske Olli Tuominen (WR 24) vandt en tæt kamp i fem sæt.

Forberedelserne for den danske mester var langt fra optimale, da han igår spillede første runde ved Kuwait PSA Cup - en turnering med en præmiesum på hele 190.000 $ og deltagelse af hele verdenstoppen. En sent afbud resulterede således i en plads i hovedrunden til danskeren, men den lange rejse til Kuwait betød, at Kristian først var at finde i squashcenteret få timer før kampstart.

Alligevel formåede Frost at presse finske Olli Tuominen godt, i en kamp der konstant svingende frem og tilbage. Efter at have taget et sæt hver, trak Olli fra i tredje sæts begyndelse, og spillede sig foran med 1-6. Kristian arbejdede sig dog stærkt tilbage via skarpt spil i de forreste to hjørner og et par fejl af finnen, og syv point senere, var der pludselig dansk føring med 8-6. De to pointsforspring blev holdt op til 10-8 i dansk favør, men desværre viste Olli her skarpt spil og lukkede sættet til egen fordel efter tiebreak.

Et tæt fjerde sæt gik danskeren vej, og da Frost spillede sig på 7-5 i femte sæt, lignede det en højst overraskende sejr til KSK-spilleren, der pt. er rangeret som nr. 54 i verden. Tuominen ville det dog anderledes. Rutinen trådte til, og via en stroke i det forreste venstre hjørne, hvor Frost forsøgte sig med et risikabelt trickle-boast, lukkede favoritten kampen med 11-9, 6-11, 11-13, 11-9, 8-11 på godt 91 minutter.

Det ærgerlige nederlag til trods, er rejsen dog ikke helt spildt for danskeren. Et nederlag i første runde af Kuwait PSA Cup giver således 120 point til ranglisten, hvilket er gennemsnittet for en spiller rangeret som 42 i verden.