Squash Online

Emil Grooss og Mathilde Lauridsen sejrer i Herlev

March 11, 2013Sebastian Korsgaard

I denne weekend blev der afholdt JGP i Herlev, hvor ca. 85 juniorer var klar til årets anden turnering.

I DU17/19 var Thomas Laursen ikke til at finde på deltagerlisten, hvilket gav plads til de lavere seedede spillere. For første gang i lang tid kunne Emil Grooss fra Skovbakken hædre sig selv som sejrsherre i U17/19 rækken, da han slog Christian Steffensen fra Birkerød i et tæt 3-1 opgør.

Emil udtaler efter kampen: Efter U19-holdets udtagelse til EM har jeg den seneste tid forøget min træningsindsats markant, og jeg er derfor super glad for, at det viser sig at bære frugt. Føler mig fysisk stærkere end længe, hvilket jeg føler gjorde udslaget i weekenden, og i særdeleshed i en tæt og velspillet finale, hvor Steffensen er god til at trykke og gøre det hårdt for mig. Nu håber jeg på, at jeg og resten af holdet bliver helt klar til EM**!

Emil havde dagen forinden slået Jens Christian Wegeberg fra Silkeborg sikkert 3-0, mens Christian havde besejret holdkammeraten Emil Vogt ligeledes 3-0. Kampen om 3./4. pladsen skulle derfor spilles mellem Jens Christian og Emil. En kamp som efter lidt over en times spil blev afgjort i 5. utrolig tætte sæt af birkerødspilleren, som med marginaler trak det længste strå med cifrene 5/11 - 11/7 - 13/11 - 9/11 - 12/10.

I pigernes ældste række PU17/19 viste Mathilde Lauridsen fra Thy ingen slinger i valsen og vandt finalen mod den unge, men velspillende Caroline Lyng fra Birkerød 3-0. Mathilde havde dagen forinden slået Line Falsig fra Kolding med samme sætcifre, mens Caroline havde besejret Mathildes lillesøster Sarah Lauridsen i en 5. sæts thriller. Line og Sarah skulle derfor spille om 3./4. pladsen, hvor det lykkedes Line at hive en tæt 3-0 sejr i hus med cifrene 11/3

  • 12/10 - 12/10.

I DU15-rækken vandt hjemmebanespilleren Rasmus Gyde over Magnus Laursen fra Skovbakken i fem meget tætte sæt. Det lykkedes Rasmus at komme foran 2-0, hvorefter Magnus hev motivationen frem og tog de to næste. Gyde viste dog ingen nåde i det afgørende og sidste sæt og vandt med cifrene 11/7 - 11/9 - 7/11 - 5/11 - 11/3. Kampen om 3. pladsen blev spillet mellem Jacob Jensen fra Struer og Kasper Pedersen fra Thy. Jacob som dagen forinden, havde tabt en utrolig tæt kamp mod Rasmus, viste sit gode spil frem og gjorde kort proces og vandt kampen 3-0.

I PU15 vandt Elisabeth Zornig fra Struer, en tæt kamp i finalen mod Sofie Mygland fra Birkerød. Sofie som ellers vandt sidste opgør, kunne ikke gøre meget overfor den nordjyske Elisabeth og kunne se sig besejret med cifrene 13/11 - 11/5 - 11/6. Kampen og 3. pladsen blev spiller mellem Julie Søndergaard og Sara Svith. Her vandt Julie efter blot 15 minutter 3-0.

De andre resultater fra weekendens JGP kan findes her.