Squash Online

Skaarenborg ude i Ipswich, Australien

October 21, 2012Benjamin Dornfeldt

Sally Skaarenborg spillede her i weekenden sin første turnering i Australien, siden hun er flyttet derover. Turneringen foregik i Ipswich, en by i Australien med lidt under 200.000 indbyggere. Turneringen var en 5.000 dollar turnering, hvor Skaarenborg først skulle klare sig igennem kvalifikationen for at komme til hovedrunden.

Kvalifikationen gik dog meget let, da danskeren fik en walkover som den eneste af alle kvalifikationsspillere - umiddelbart fordi hendes modstander var blevet skadet eller ikke var mødt op.

I hovedrunden skulle Skaarenborg spille mod den 2. seedede Melody Francis fra Australien, som ligger nr. 50 på verdensranglisten. Francis har tidligere ligget nr. 34 i januar 2012, så hun mænger sig i den gode halvdel af den kvindelige verdenstop i squash. Desværre for Sally viste Francis sig at være for stor en mundfuld, og det blev til et nederlag med cifrene 3-0 (11-5, 11-5, 11-8).

Skaarenborgs overmand tabte i kvartfinalen med 13-11 i 5. sæt til turneringens

  1. seedede. Et noget bittert nederlag!

Det bemærkelsesværdige for turneringen var, at den blot 18-årige Anaka Alankamony fra Indien snød alt og alle, da hun vandt turneringen efter to 5-sættere i henholdsvis kvart- og semifinalen. Hun ligger pt. nr. 91 på verdensranglisten.

Se resultater fra turneringen her: http://www.squashsite.co.uk/2009/ipswichopen2012.htm.