Squash Online

Optakt til 2. runde i Elitedivisionen

October 18, 2012Martin Laursen

Den danske squashsæson anno 2012/13 har nu været i gang i knap to måneder, og efter afviklingen af bl.a. to challengers er vi nu klar til at tage hul på 2. holdrunde i elitedivisionerne. På papiret er der to ting, som er værd at bemærke på forhånd: At to af kampene i specielt herrernes bedste rækker ser ud til at kunne blive meget tætte, er det første der springer i øjnene, men når man herefter dykker ned i opstillingerne, er det også bemærkelsesværdigt, hvor mange af landets bedste spillere, der allerede på dette tidspunkt af sæsonen er ude grundet skader. Således døjer Morten W. Sørensen, Michael Hansen, Mikkel Korsbjerg, Phillip Tran og Thomas Pilak alle med større eller mindre skavanker, hvilket betyder, at de ikke figurerer på holdkortene rundt omkring i de danske squashhaller i denne weekend.

Kolding - Birkerød (herrer)

Paolo Allevato - Rasmus M. Nielsen

Martin Laursen - Michael Frilund

Thomas Laursen - Christian Steffensen

Christian Jæger - Emil Vogt

En yderst tæt holdkamp er i vente i KFUM-hallerne, når sidste års nr. 5 og 6 ramler ind i hinanden i et vitalt opgør for begge klubber. Birkerød kæmper for at bide sig fast i toppen og revanchere sidste års fadæse, men uden deres normale 2’er og 3’er på holdet (Morten W. Sørensen og Alex Christensson), kan det blive en hård og dyr tur til Jylland. Meget bemærkelsesværdigt er det desuden, at Michael Frilund endnu engang gør comeback i dansk squash. Hans præstation kommer til at være udslagsgivende for, om Birkerød skal rejse hjem med en sejr eller ej.

Hjemmeholdet er uden Francesco Busi, der erstattes af en italiener på ca. samme niveau, hvorfor dette ikke bør få større betydning. Umiddelbart ligner en lang række af kampene yderst spændende opgør, men særlig interessant bliver det at følge kampene mellem de spillere, vi ikke så ofte ser på de danske baner, såsom Allevato vs. Frilund, og den nu i London bosatte Jæger vs Steffensen/Vogt.

SQO.dk byder på at de to hold deler i porten og begge får 4 point med fra dette uforudsigelige opgør.

Odense SMK - Skovbakken (herrer)

Mads Korsbjerg - Tobias Pørtner

Kim Poulsen - Andy Lambert

Søren Lund - Kasper Svith

Mikkel Møller - Asger Grønlund

På forhånd var det rutinerede OSMK-hold, der bygger på resterne af OSCs danske mestre, spået gode chancer for en flot sæson og måske endda en medalje. En faktor, som alle dog også nævnte i denne ligning, var vigtigheden af, at holdet forblev skadesfrit, men allerede til 2. holdrunde må OSMK undvære to spillere grundet skader og en enkelt grundet ferie.

Det decimerede hold fra Fyn får derfor sin sag for mod Skovbakken, der pludselig får en rigtig god mulighed for at bide sig fast i top4. Udeholdet må dog undvære et af deres stærkeste kort fra sidste sæson, Phillip Tran, der pt. er ude med en lyskenskade. Skovbakken er et af de svageste hold på de øverste singler, men netop i denne runde får Lambert og Pørtner en kærkommen mulighed for at vise, hvad de er gjort af, når de skal spille de to klart mest interessante kampe i denne holdkamp mod den tidligere danske mester Mads Korsbjerg. OSMKs opstilling ligger endnu ikke 100% fast, så der kan forekomme ændringer.

SQO.dk byder på en udesejr på 1-7, hvis holdopstillingerne stemmer. Hjemmeholdets point kunne meget vel komme fra Mads Korsbjerg, der på de gode dage stadig har niveauet til at være med på allerhøjeste plan i dansk squash.

Herlev - København SK (herrer)

Caspar Grauballe - Kristian Frost

Lau Kiehn - Tristan Eysele

Rasmus Jessen - Mikkel Pedersen

Mikkel Kragholm - Casper Kloster

Opgørene mellem Herlev og KSK er altid fyldt spænding og tænding, og lørdagens kamp i Skinderskovhallen bliver helt sikkert ingen undtagelse. Sidst de to hold mødtes var i semifinalen i slutspillet sidste sæson, hvor bølgerne gik højt. Hjemmeholdet vandt på point og sikrede sig en finaleplads - et resultat som et forstærket KSK-hold vil gøre alt for at revanchere.

Udeholdet har fået en bedre balance på holdet med Mikkel Pedersen på 3’eren, men det ændrer ikke ved, at de fleste point stadig skal samles på de to øverste singler. Her kommer engelske Tristan Eysele på en hård opgave mod hjemmeholdets Kiehn og Grauballe, hvor specielt opgøret mod Kiehn ligner en ren lækkerbisken for tilskuerne. Netop lækkerbiskner er der i det hele taget masser af i dette opgør, hvor også opgørene mellem Grauballe og Frost, samt Jessen og Pedersen bliver guf for øjet - gå ikke glip af dette opgør, hvis du er i nærheden af hovedstadsområdet på lørdag kl. 11.00!

SQO.dk byder på resultatet 4-4, hvor Herlev henter tre af deres point på de lavere singler.

Kolding - Birkerød (damer)

Nanna Frederiksen - Line Hansen

Line Falsig - Neha Kumar

Mathilde Lauridsen - Caroline Lyng

Mens flere af herrernes opgør stinker langt væk af spænding, ligner opgøret mellem Kolding og Birkerød på damesiden ikke det mest sindsoprivende opgør. Udeholdet stiller igen med Danmarks squash-es Line Hansen, der sammen med Neha Kumar bør være garant for fire stensikre point mod Kolding unge danske talenthold. På 3’eren kommer Birkerød med Caroline Lyng, der trods et flot niveau hendes alder taget i betragtning, ligner en spiller, som Falsig og Lauridsen besejrer.

SQO.dk byder på resultatet 2-4 til Birkerød, hvor Hansen og Kumar står for to point hver.

Herlev - Sport92 (damer)

Bine Lind - Millie Søndergaard

Julie Dorn - Trine Engelund

Maria Frandsen - Amalie Bornæs

Klassens nye piger fra Sport92 kommer på noget af en opgave, når de i 2. runde træder ind i dette års elitedivision på udebane mod Herlev. Den lille klub lige uden for Herning stiller med noget så sjældent som et hold bygget op 100% om talenter af egen avl, men mod Herlev kommer dette ikke til at sikre dem mange point. Hjemmeholdet forventes at stille med Bine Lind og Julie Dorn, der uden større svedpletter på ryggen vil sikre de første fire sejre. Mere interessant bliver det om Herlevs 3’er også kan sikre to sejre i nogle opgør, der ser langt mere jævnbyrdige ud.

SQO.dk byder på en hjemmesejr på 6-0, men vil ikke udelukke et point til udeholdet på en af de lavere singler.

Endnu en runde står for døren, og hvis SQO.dks forudsigelser holder stik, vil vi stadig efter denne runde have en yderst tæt stilling i herrernes elitedivision. Også kvindernes elitedivision er en forholdsvis tæt affære, hvor Birkerød dog allerede nu ligner det hold, som de fire andre skal halse efter resten af sæsonen.