Squash Online

Adventures down under - part II

December 19, 2012Martin Laursen

Så er SQO.dks nye blogger, Sally Skaarenborg, igen klar med et indlæg om livet i Australien:

Alt på plads - endelig

Alting begynder så småt at ligne noget her i Australien. Det tog noget tid, men siden jeg skrev et indlæg sidst, har vi fået en dejlig stor vennekreds her i Australien, og vi har begge fået arbejde. Jeg skal arbejde i en ‘Raw Energy’ restaurant som sælger af sund fast food, smoothies osv. på strandpromenaden. Jeg er virkelig glad for jobbet. Der er så få jobs her og så mange, der søger jobsene. Jeg har fået at vide mange gange, at et jobopslag kan få op til 2.000(!) ansøgninger (stakkels mennesker der skal sidde og læse alle dem igennem), og at hver eneste arbejdsplads ned af strandpromenaden får op til 200 ansøgninger om ugen. Mange arbejdspladser prøver at snyde med løn og rettigheder for arbejderne, da de ligesom har magten på deres side. Så det er med stor tilfredshed, at jeg nu kan sige, at jeg (efter et par ugers søgen) har fået et job til 135kr i timen lige nede ved vandet. Fantastisk lille sted og jeg kan ikke vente med at komme igang i den kommende uge. Efter en hel del uger på kassekreditten bliver det rart at få nogle penge i kassen ;)

Surfing

Surfing er en livsstil herovre, og når man bor så tæt på stranden, er det jo næsten en forbrydelse ikke at eje i surfboard, så det måtte vi jo også ud og investere i og har nu fået 2 flotte (begynder)surfboards! Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at Benjamin surfer hver eneste dag. I det mindste er der da én af os, der tager sig tid til det. Jeg har dog lidt sværere ved det, for squashen tager en del af min tid - ud over det, så er jeg virkelig dårlig til det, så i stedet for at surfe ligger jeg for det meste bare og padler rundt inde ved vandkanten eller bliver smadret af de store bølger, hvis jeg endelig kommer ud. Men vi bruger også meget tid på bare at sidde på stranden og kigge på alle de kanondygtige surfere ude på vandet. Det er fantastisk, hvad folk kan gøre med et stykke træ og en bølge?

En anden ting, som skræmmer livet af mig, er hajer, kæmpe fisk og brandmænd, der brænder huden, som man aldrig ville komme til at prøve i de danske farvande. Det er ikke unormalt at støde på hajer og ting og sager i havet. Bare tanken om det kan holde mig inde på sandet i stedet for at komme ud på boardet. Jeg er skrækslagen for at skulle stå ansigt til ansigt med sådan en ‘Great White’. Jeg ved, at det er sjældent, sådan noget sker, og der ER folk, der sidder og holder øje med hajerne osv., men altså det sker nu i ny og næ, og jeg skal ikke nyde noget af at komme hjem med et halvt ben eller en halv arm! Hvad fanden, jeg kommer nok ud på et tidspunkt, men for nu er det sådan bare derinde hvor jeg stadig kan stå på bunden og have hovedet over vandet uden at skulle hoppe :) Var der nogen, der sagde kylling? ;)

Ingen jul i 2013

Men for pokker, hvor er julen henne her ? Man forstår slet ikke, at det er juleaften om et par dage. Når det er koldt, er der omkring 28 grader, og i sidste uge havde vi 35-37 grader! Det er så varmt, at folk bliver indenfor. Vi gør, alt hvad vi kan for at se julefilm og spise chokoladejulekalender, men det er bare slet ikke det samme. Forstå mig ret, jeg står inde for at prøve nye ting, og i år skal vi fejre jul på ‘Bondi Beach’ i Sydney, hvor folk fejrer juleaften midt på stranden med bål og det hele. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt, men hold da op, hvor kommer jeg til at savne alt hyggen derhjemme, som er helt speciel hen over julen, og også selvfølgelig min familie. Så det føles lidt mere bare som en sommerferie og ikke som juleaften. Så vi har lidt gjort op med os selv, at julen 2013 ikke bliver det samme, som det plejer at være, og at det ikke behøver at være noget dårligt, men det er bare ikke dansk jul!

Og hvad så med squashen?

Der skulle jo komme lidt om squash på et tidspunkt ;) Og det har allerede været fantastisk at rykke til Australien resultatmæssigt. Før jeg kom hertil, havde jeg kun spillet en enkelt semifinale, men bare i de sidste to turneringer har jeg været i semifinalen hernede, en enkelt matchbold fra min første finale, og rykket til nr. 87 på verdensranglisten, som er 10 pladser højere, end jeg har været derhjemme. Så alt i alt er det allerede meget positivt. Jeg har fundet nogle rigtig gode træningspartnere her, og en anden ting som jeg slet ikke klager over, er jo det faktum, at det er sommer hernede, hvilket betyder sommerferie. Dvs. at jeg først fik sommerferien derhjemme fra Danmark og derefter rykker herned, spiller 4 turneringer (OG rykker længere på verdensranglisten end jeg hidtil har været), og så har jeg dælme også australsk sommerferie. Det kan man da kalde bonus? Så næste turnering er d. 23.-25. januar, hvilket passer helt perfekt, hvad angår verdensranglisteplaceringen.

Så der er ikke så meget andet at sige herfra, at man virkelig lærer at nyde livet her, tage det stille og roligt og bare flyde med flowet! Jeg træner stadig kanon hårdt, og er begyndt til Crossfit, som muligvis er den hårdeste sport jeg nogensinde har deltaget i. Så formen er på plads, jeg venter bare på at kunne komme igang igen i 2013. Men der er ingen stress, her er stress forbudt og jeg elsker det :D

GOD JUL OG GODT NYTÅR ALLESAMMEN !!!