Squash Online

Nicol David verdens bedste nok engang

December 22, 2012Benjamin Dornfeldt

Fra den 13-21. december er der blevet spillet Cayman World Open for kvinder på Grand Cayman. Turneringen var en 188.000 dollars turnering, hvilket gjorde den til den højst indbringende turnering for kvinder i år.

På forhånd var 1. seedede Nicol David fra Malaysia storfavorit. Blandt de andre bejlere til titlen som verdens bedste kvindelige squashspiller var der den

  1. seedede Raneem El Weleily fra Ægypten, 4. seedede Alison Waters fra England og den 3. seedede Laura Massaro, også fra det engelske. Der var ikke de store overraskelser indtil kvartfinalerne, hvor den 8. seedede Nour El Sherbini måtte lade livet mod den 10. seedede Madeline Perry fra Irland, samt Joelle King fra New Zealand, som heller ikke formåede at holde sin seedning, da hun tabte til den rutinerede Natalie Grinham. Ellers bestod kvartfinalerne af de resterende topseedede spillere. Nicol David vandt med lidt besvær sin kvartfinale med 3-1 mod Perry, mens Jenny Duncalf fra England slog sin landsmand Waters i en meget tæt 5-sætter, som Duncalf vandt med 11-9 i sidste sæt. De sidste to kvartfinaler blev vundet af henholdsvis Laura Massaro, som slog Wee Wern Low fra Malaysia i 4 sæt, og Raneem El Weleily, som slog Natalie Grinham i 3 sæt.

Den første semifinale mellem Nicol David og Jenny Duncalf blev aldrig på noget tidspunkt spændende, og David på kun 37 minutter kørte englænderen fuldstændig over med cifrene 11-7, 11-4, 11-2. Den 2. semifinale mellem Raneem El Weleily og Laura Massaro blev dog meget mere interessant. Her vand Massaro en lang kamp med 13-11 i 5. og afgørende sæt! Tænk sig at miste en finaleplads ved et VM ved at tabe med mindst mulig margin i 5. sæt i semifinalen…

Resultaterne i semifinalerne betød, at David skulle op imod Massaro i finalen. Kampen blev desværre heller ikke så tæt som tilskuerne havde håbet. Om det var fordi Massaro var mør efter den lange semifinalekamp, eller om David blot var suveræn vides ikke. Uanset hvad kom Nicol David smertefrit gennem kampen og vandt den med 3-0 (11-6, 11-8, 11-6). Hun vandt dermed sit 7. verdensmesterskab og viste dermed endnu engang, at hun er verdens ubestridt bedste kvindelige squashspiller “by miles”.

Se resultater fra turneringen her: http://www.worldopensquash.com/