Squash Online

#1 Stjerner i svøb - Sarah Lauridsen

November 15, 2014Kasper Pedersen

Her på SQO vil vi nu starte en ny nyhedsserie med navnet “Stjerne i svøb”. Her vil vi fokusere på de danske juniorspillere, som vi tror har mulighed for at få en fremtid indenfor sporten. Vi starter her med Sarah Lauridsen.

Navn og alder? Sarah Hilligsø Lauridsen
17.febuar 1999, 15 år.

Hvor, hvornår og hvorfor startede du med at spille squash og hvem spiller du for i dag? Jeg tror, jeg var cirka 7 eller 8 år gammel, da jeg startede med at spille squash. Jeg startede med sporten squash, primært fordi det er lidt anderledes, og så havde jeg bare lyst til at prøve noget nyt.
Jeg stod første gang på en squashbane i Vestervig, som på det tidspunkt ikke rigtig havde en klub. Efter nogle måneder, hvor mange frivillige havde gjort et stort stykke arbejde, blev klubben Thy Squash oprettet. Klubben tiltrak hurtigt mange spillere, og det blev et hyggeligt sted at være, hvilket også er en af grundene til, at jeg stadig spiller i dag. Vi har et fantastisk sammenhold, og et super godt træningsmiljø.

I dag spiller jeg stadig som junior for klubben Thy Squash, hvilket jeg selvfølgelig vil blive ved med. For 1,5 år siden startede jeg med at spille for Koldings Elitehold, som jeg også er rigtig glad for.

Hvad er din aktuelle rangering på diverse ranglister?(Din aldersgruppe i DK, din aldersgruppe i Europa og Danmarksranglisten? - PU17-19 i Danmark – nummer 1
- PU17 i Europa – nummer 3
- Danmarksranglisten – nummer 10

Hvilke mål har du for sæsonen? Hvad vil du gøre for at opnå dem? Jeg ved ikke om jeg har nogle bestemte mål for sæsonen, men jeg drømmer selvfølgelig om at kommer højere op på den europæiske rangliste, og måske vinde en Super Series turnering, inden sæsonen er forbi. Derudover vil jeg forsøge at blive stærkere mentalt, som måske kan gøre mit spil lidt bedre.
Grundlaget for at opnå målene, er vel god træning og så opbakning og støtte fra venner og familie.

Hvilke mål har du for din squash karriere generelt? Vil du forsøge at blive professionel? Jeg synes på nuværende tidspunkt at det er et svært spørgsmål, da jeg kun er 15 år gammel, og så langt er jeg overhovedet ikke kommet i mine planer endnu. Jeg synes det skal være lysten som driver mig, og som skal gøre mig til en god squashspiller. Lige nu synes jeg sporten er sjov, og jeg nyder at bruge mange af mine timer på squashbanen med forskellige trænere og spillere.

Hvis jeg stadig har lysten om nogle år, når jeg er færdig som junior, vil jeg da ikke udelukke, at det er noget jeg vil gå efter, men lysten er klart det vigtigste.

Hvad er din største oplevelse og resultat nogensinde squashmæssigt? Jeg tror, min største squashmæssige oplevelse og det største resultat var til Dutch Junior Open for 1,5 år siden. Jeg blev nummer 2, men jeg havde på ingen måde regnet med at komme så langt. Jeg mødte allerede i kvartfinalen en rigtig dygtig spiller, som jeg ikke havde regnet med at slå. Så da jeg stod i finalen, var det en ubeskrivelig følelse.

Hvad er din største squashmæssige styrke og svaghed? Jeg tror min største squashmæssige styrke er min fysik, mens min største svaghed nok er mentalt. Jeg er ikke altid god til at holde fokus på banen og tænkte rigtigt.

Er du sponsoreret? Hvis ja, af hvem? Hvilken ketcher bruger du? Hvilke sko spiller du i? Jeg er på nuværende tidspunkt sponsoreret af Dunlop. Jeg bruger ketcheren Dunlop Biomimetic Evolution 130, og spiller i Asics sko.

Hvorfor bruger du netop det, udstyr du bruger? Jeg spiller primært med Dunlop ketcheren fordi jeg godt kan lide den, og fordi jeg er sponsoreret af Dunlop.
Jeg har altid godt kunnet lide Asics sko og har spillet i dem i mange år. Jeg tror ikke der er noget bestemt grund til at jeg lige præcis spiller i de sko, de passer bare godt på min fod og så er de flotte.

Hvem ser du op til som squashspiller? Christian Steffensen – ej jeg ved det ikke.

Hvad er din pinligste oplevelse i squashmæssig sammenhæng? (Det kan være dine shorts er flækket under kamp, alt mellem himmel og jord). Jeg har aldrig prøvet at min nederdel er gået i stykker eller noget lignende under en kamp, men jeg har for nylig tabt til Kristian Gram, hvilket må siges at være ret pinligt!

Når du ikke bruger tiden på squash, hvad beskæftiger du dig så med? (Det kan være en hobby du bruger meget tid på) Jeg bruger primært min fritid sammen med mine venner og laver en masse sjove ting sammen med dem, men jeg har også et arbejde. Jeg arbejder som opvasker på en kro, som ligger i Vestervig, med dejlige kolleger så det er dejligt.

Hvad foretager du dig i din hverdag? (Folkeskole, gymnasium osv.) Til hverdag går jeg på gymnasiet i Struer. Jeg startede i sommers, og er rigtig glad for det. Jeg har valgt at tage Team Danmark med indover min uddannelse, så jeg kan få lov at tage gymnasiet over 4 år.

Hvad er din yndlingsfilm? Dear John er nok min yndlingsfilm.

Hvad er din livret? Lasagne tror jeg.

Hvad har været din største oplevelse til dato? (Ikke squashmæssigt) Jeg tror min største oplevelse var i 8.klasse, da vi havde udveksling med en skole fra Mallorca. Vi skabte på 10 dage helt fantastiske venskaber og nogle rigtig store oplevelser, som man ikke bare lige kan glemme

Hvis du skulle ud på en øde ø, hvilke tre ting ville du medbringe? Hvorfor
Hvis jeg skulle ud på en øde ø, ville jeg som den første ting tage Emma med. Emma er en af mine rigtig gode venner, og det ville bare være hyggeligt med lidt selskab. Den anden ting jeg ville tage med, skulle være min iPhone med evigt strøm, så har vi noget som kan underholde os. Som den sidste og tredje ting ville jeg tage mad med, så vi ikke skulle dø af sult.

Som afslutning, fortæl os noget vi ikke ved om dig? Jeg bider negle, elsker rød neglelak, hader stramme cowboybukser og så har jeg en skøn familie som altid støtter mig og bakker mig op i de ting jeg foretager mig.



Squash Online © 2025