February 29, 2012 — Benjamin Dornfeldt
Der er efterhånden gået tre uger, siden Herlev/Hjorten fik indviet Nordens største squashcenter - et center der ifølge formand Peter Gyde “fremstår som et center i absolut verdensklasse”. Ambitionerne for fremtiden i Herlev er store og vidtrækkende, og spørgsmålet er, om nogle af disse ambitioner på blot tre uger er indfiret? Hvad er der sket på de første tre uger, og kan der nå at ske noget på så kort tid?
Hallen blev for alvor åbnet (hvis man ser bort fra den formelle indvielse d. 3. februar, hvor 200-300 mennesker deltog) med en satelite-turnering. Turneringen havde hele 56 deltagere, der alle var med til at ligge rammen for en fantastisk weekend med en masse squash. Der blev spillet på fuld damp, og i sidste ende var det Christian Steffensen og Karina Pilak, der blev vindere af turneringens A-række.
Som noget andet blev det for nyligt publiceret på Dansk Squash Forbunds hjemmeside, at Herlev/Hjorten hvert andet år skal være arrangør af Super Series-turneringen Nordic Junior Open. Turneringen har de seneste år foruden eliten i europæisk juniorsquash også haft deltagelse af unge danske talenter, men med afholdelse i Herlev ser det ud til, at alle danske juniorer får muligheden for at prøve kræfter med de skrappeste udøvere i deres aldersgruppe. Denne turnering har svenskerne tidligere haft monopol på, men med Herlevs nye supercenter må de afgive monopolet og dele arrangørværdigheden.
Med alle de nye baner har klubben også haft mulighed for at få endnu flere medlemmer. Formand Peter Gyde udtaler begejstret:
Det er en fornøjelse allerede at kunne mærke det forøgede aktivitetsniveau i hallen. Dels som følge af, at vores medlemmer kan spille oftere, men også fordi vi allerede har fået en fantastisk tilgang på ca. 120 medlemmer. De nye hyggelige og velplacerede opholdslokaler er med til at sikre hygge uden for banerne, så endnu flere medlemmer forhåbentlig føler sig knyttet ekstra til klubben.
Medaljeslutspil, Junior DM og Double DM er arrangementer, der allerede er programlagt til at blive afholdt i Skinderskovhallen, og alle kommer de til at foregå i Herlevs nye omgivelser, hvor Squash-Danmark for alvor får at se, hvad Herlevs kapacitet råder over.
Det ser ud til, at der er sket meget på tre uger og mon ikke der i fremtiden kommer til at ske endnu mere? Peter Gyde afslutter: “Vi glæder os til at se, hvor stor succesen bliver.”