Squash Online

Top præstation af det danske U17 hold i Portugal

May 19, 2015Casper Kloster

Danskerne var seedet 7. hvilket de også næsten, som minimum, var sikre på at blive, efter deres sejr mod Slovakiet på førstedagen. De skulle dog slå Frankrig, for at have en chance for at spille sig i en semifinale. Danmarks pulje blev nemlig parret med Englands pulje. Det vil sige at 2’eren i puljen ville møde England, som måtte anses for at være for stor en mundfuld for det danske hold.

Kampen mod Frankrig endte desværre til fransk fordel efter god kamp af danskerne. Sarah Lauridsen formåede at få danskerne på tavlen, men mere blev det desværre ikke til. Danskerne stod derfor overfor England i kvartfinalen.

I kvartfinalen stillede Danmark med reserver, da de ikke mente de ville have en chance selv med de bedste spillere. Hvilket vi nok også må give dem ret i, på trods af det ville have rart at se dem kæmpe lidt mere for overraskelsen. Men lad nu det være, for herefter så danskerne sig ikke tilbage!

Efter det forventede nederlag til England, skulle Danmark op imod Tjekkiet. Denne opgave tog de i stiv arm, da Magnus Lauersen og Sarah bragte Danmark på 2-0 via to sikre 3-0 sejre. Derfor kom Julius Fuglsang på banen, som desværre tabte 2-0. Det havde dog ingen betydning, og Danmrk skulle nu spille 5/6 mod Tyskland.

I kampen om 5. pladsen, blev danskerne virkelig sat på prøve. Magnus var første mand på banen, og havde spillet en rigtig solid turnering indtil nu. Han fik den værst tænklige start på kampen, ved at komme bagud 2-0. Han leverede dog en mandfolks indsats, ved at kæmpe sig tilbage i kampen, og vendte kampen til hans og Danmarks fordel med 3-2. Efter denne gyser, var det Jacob Søndergård der kunne lukke det til dansk sejr. Det skulle desværre ikke gå så nemt, da Jacob måtte se sig slået 3-0. Nu lå alt presset på Sarah. Sarah leverede et super flot resultat ved at slå Saskia Beinhard. Saskia, som har presset Mathilde Lauridsen ud i fem sæt, ved U19 EM. Så at hive en 3-1 sejr op af hatten i den afgørende kamp, må man sige virkelig var klasse.

Nu kan de fem spillere og landstræner David McAlpine, se tilbage på et EM hvor de gjorde absolut det bedste man kunne forvente af dem. Kun at tabe til nr. 1 og 2 ved turneringen, må ses som værende mere end godkendt.

Vi siger stort tillykke til holdet, for det fine resultat, her fra SQO.dk!



Squash Online © 2025