Squash Online

Squashsite overtager SQO.dk

April 01, 2015Tobias Pørtner

I 2007 startede et nyt og ambitiøst projekt i de danske squashkredse: En gruppe unge squashentusiaster med Kristian Frost og Tobias Pørtner i spidsen, satte sig for at udvikle et medie, der udbød nyheder om squash på dansk. Otte år er der gået og SQO.dk er vokset fra ukendt til en af de mest centrale aktører i dansk squash, hvilket også er blevet bemærket uden for landets grænser.

Denne udvikling er også blevet bemærket af andre, fortæller ejer Kristian Frost: “Vi har i takt med at vores side er vokset også modtage købstilbud, som vi dog indtil nu har afvist. Skulle vi sælge SQO.dk, skulle prisen ikke bare være den rigtige, men det skulle også være det rigtige firma eller de rigtige personer som overtog sitet, så vi med god samvittighed kunne give faklen videre”.

En sådan køber meldte sig for nogle måneder siden på banen, da det internationale nyhedssite Squashsite henvendte som interesseret køber. Squashsite dækker alle events, store som små, på den internationale squashscene og bringer derudover en lang række dybdegående interviews og reportager og har fungeret som forbillede for SQO.dk gennem de seneste otte år på mange punker.

Forhandlingerne om prisen og betingelserne for overtagelsen af SQO.dk var hurtigt overstået fortæller redaktør Tobias Pørtner: “Da Squashsite meldte sig på banen som seriøs køber af SQO.dk, vidste Kristian og jeg med det samme, at dette godt kunne blive tidspunktet, hvor vi sagde farvel vores projekt. Vi er blevet tilbudt et beløb som vi ikke kunne sige nej til og har samtidig sikret os i kontrakten, at Squashsite vil fortsætte dækningen af dansk squash på en måde, så de danske squashentusiaster, som har bakket os op gennem hele forløbet, ikke bliver ladt tilbage uden nyheder på dansk om vores sport”.

Interessen fra Squashsite for at overtage SQO.dk skal bl.a. findes i det faktum, at en af hovedmændene bag, Steve Cubbins, grundet ægteskab med en dansker har revet teltpælene op og flytter fra England til den fynske by Svendborg. Herfra vil Cubbins være ansvarlig for at videreføre SQO.dk, der dog forventes at skifte navn til Squashsite.dk.

Mens salget af SQO.dk betyder et endegyldigt farvel til Kristian og Tobias, der ikke har ønsket at indgå i redaktionen efter salget til trods for et tilbud om dette, fortsætter flere af de andre frivillige kræfter fra SQO.dk under den nye ledelse. Specielt Rasmus J. Petersen glæder sig til at komme under Steve Cubbins’ vinger: “Jeg har altid beundret det arbejde som Squashsite har gjort for squash på verdensplan og glæder mig helt vildt til at lære af kompetente folk som Steve Cubbins og Framboise Gommendy. Tiden på SQO.dk har været god, men også i stor grad været præget af, at det har været ledet af lallende amatører, så det bliver dejligt at få en ledelse, der faktisk ved hvad de gør og ikke bare famler i blinde”, fortæller den spirrende journalist.

Squashsite overtager SQO.dk endegyldigt d. 15. april, hvorfor dækningen af ex individuelt DM vil være styret af de nye ejere.

Aprilsnar!