Squash Online

Slidte danskere tabte til Indien

August 24, 2011Tobias Pørtner

1/8-finalen mod Indien blev endestationen ved VM for det danske herrehold, hvor Kristian Frost netop har tabt 1. singlen mod verdens nr. 26 - Saurav Ghosal.

Inden Kristian gik på banen var det dog Morten W. Sørensen der først skulle i aktion, men han kom aldrig i nærheden af sejren mod den lynhurtige inder Harinder Pal Sandhu og tabte 6-11, 1-11, 8-11. På verdensranglisten frister Sandhu en tilværelse som nr. 113, mens vi skal nogle år tilbage for at huske dengang hvor Morten rejste kloden rundt på PSA-touren i jagten på point.

Nede 0-1 i kampe var der præcis som igår stort pres på Kristian Frost, men desværre fik han slet ikke den samme start som mod Pakistan. Saurav Ghosal bragte Indien foran med 0-2 i sæt og Frost skulle nu levere et mirakel lignende det Morten gjorde i gårsdagens kamp.
Efter et tæt 3. sæt holdte Frost liv i håbet og sikrede sig reduceringen med 11-9, og 4. sæt blev ligeledes ulidelig spændende. Kristian bragte sig foran 9-8, men tre point senere var det danske håb slukket, da Ghosal lukkede kampen med 9-11.

Dermed er Danmark ude af kampen om de rigtig sjove pladser og skal fra imorgen spille om placeringerne 9-16, hvilket dog stadig må siges af være et flot resultat af de danske drenge.