Squash Online

Rent bord af Team Aarhus og Herlev åbner Elitedivisionen op

February 04, 2012Tobias Pørtner

Det var de aparte opstillingers runde i herrernes Elitedivision denne weekend, hvilket resulterede i, at specielt Herlev og Team Aarhus spillede sig helt tæt på topholdene, mens Kolding blev sat endegyldigt af i kampen om en plads i slutspillet.

  • Herrernes Elitedivision

I Aarhus tog hjemmeholdet imod et totalt decimeret Birkerød-hold, der stillede i en opstilling, som normalt ikke engang er stærk nok til at udgøre deres 2. hold. Dette resulterede i en ordentlig omgang tæsk og en sejr på 8-0 til Team Aarhus.
Eneste rigtig opløftende moment for Birkerød var unge Emil Vogt, der tog sæt fra både Phillip Tran og Kasper Svith. Dermed sørgede han for, at ydmygelsen ikke blev total mod et Aarhus-hold tæt på stærkeste opstilling.

I København var der en smule mere spænding i KSKs opgør mod Odense SC. Udeholdet måtte undvære Michael Hansen, Kim Povlsen og Danny Knudsen, hvilket betød, at en samlet sejr aldrig blev et tema.
Det mest imødesete opgør i holdkampen var revanche-kampen mellem de evige rivaler Kristian Frost og Rasmus Nielsen, hvor sidstnævnte for 14 dage siden formåede at besejre den eller normalt så suveræne Frost på dansk grund.
Kampen udviklede sig også til det forventede tætte opgør, men det var hele tiden med Frost et lille skridt foran, og han kunne til sidst lukke kampen i fem sæt med cifrene 12-10, 6-11, 11-8, 7-11, 11-6. Dermed fik han en personligt sandsynligvis yderst tiltrængt revanche og fik igen sat styrkeforholdet i toppen af dansk squash på plads i en kamp, der efter sigende varede hele 1 time og 40 min!
I Nielsens anden kamp måtte han ligeledes se sig besejret, da KSK til denne runde stillede med den stærke inder Siddharth Suchde. Han sikrede med resten af holdet en sejr på 6-2, hvor de eneste point til udeholdet kom i hus via sejre til Mark Povlsen på de lavere singler.
Den markante KSK-sejr betyder, at de nu overtager 2. pladsen i rækken fra Birkerød.

I Skinderskovhallen fejrede Herlev åbningen af det udvidede center med en storsejr på 8-0 over Kolding, der nu med 100 procent sikkerhed ikke kommer i nærheden af slutspillet.
På forhånd var opgøret mellem Lau Kiehn og Andy Lambert af SQO.dk udset som en interessant kamp, men Kiehn var i dag en alt for stor mundfuld for Lambert, der måtte bøje sig med 0-3.
Som altid var der også smæk for skillingen og spænding i Rasmus Jessens kampe, da han mod både Thomas Laursen og Christian Jæger skulle bruge fire sæt på at vinde. Specielt opgøret mod sidstnævnte blev lidt af et drama, da Jessen først lukkede kampen efter en monster-tiebreak i 4. sæt der endte 19-17.

Rundens resultater betyder at OSC trods nederlaget stadig fører rækken med sikker margin til KSK på andenpladsen. Mere spændende er kampen om 3-5. pladsen dog lige nu, hvor Birkerød, Team Aarhus og Herlev er samlet inden for blot 2 point, mens Kolding endegyldigt er hægtet af i bunden og har hele 13 point op til 4. pladsen.

  • Damernes Elitedivision

Hos damerne bød 7. spillerunde på to overraskelser, da KSK besejrede OSC og OSMK viste sig for stærke for Birkerød.
Mest bemærkelsesværdig var sejren til prygelknaben OSMK over Birkerød, deres anden i denne sæson, der nok mest af alt skal tilskrives en tilbagekomst til den tidligere mangedobbelte danske mester Ellen Hamborg-Petersen, der er Danmarks største kvindelige squashnavn til dato.
Hun viste glimrende form trods et længere fravær grundet graviditet, og besejrede både Sissel Trap og Neha Kumah uden sættab. Disse sejre, krydret med to sejre over Birkerøds 3. single, betød, at hjemmeholdet samlet vandt med 4-2.
Dette ændrer dog ikke på, at de stadig ligger isoleret i bunden af rækken med 4 point op til KSK på 4. pladsen, der desuden har en kamp i baghånden.

I rundens sidste kamp blev det til en sejr på 5-1 til København SK over rækkens 1’er fra Odense SC, der til denne runde måtte undvære Line Hansen, som netop har spillet sig i semifinalen af en canadisk turnering.
Dette fravær kom til at koste, da hjemmeholdet, ført an af skotske Lisa Aitken der vandt begge sine kampe, lidt overraskende kunne konstatere, at deres 3. single Sanne Sørensen formåede at gøre rent bord via sejre over Pernille Kildemoes og Nanna Frederiksen.
Sidstnævnte har de sidste uger været påvirket af en knæskade, men at hun endte med at lide et nederlag til en spiller langt fra den danske elite, må betegnes rundens måske største overraskelse.
Udeholdets eneste point kom i hus via en sejr til 1. single Dagmar Feddern over hjemmeholdets Anna Sophie Ørnfeldt.

Trods det bemærkelsesværdige nederlag mod KSK ligger OSC stadig solidt i front med hele 10 point ned til Birkerød på 2. pladsen. Netop kampen om at blive nummer to er dog yderst tæt og vigtig, da alle hold i rækken sandsynligvis vil gøre alt for at undgå en semifinalekamp mod suveræne OSC.
Her ligger Birkerød, Herlev og KSK inden for 3 point, hvor de to sidstnævnte har en kamp i baghånden.

Den samlede stilling i begge rækker kan ses ved at klikke HER