Squash Online

Optakt: Sæsonens første turnering i Mesterrækken afholdes i Kolding i denne weekend

September 02, 2014Mads Jepsen

Efter en lang sommerpause startes denne sæson op med et brag af en Mesterrækketurnering i Kolding i den kommende weekend. Både Caspar Grauballe, Morten Sørensen, Rasmus Nielsen, Rasmus Jessen og Kristian Frost stiller op i samme række. Alle deltog i øvrigt ved dette års EM for landshold.

Frost som gennem de sidste 5-6 år har været danmarks suverænt bedste squashspiller vil være favorit til at tage titlen i en turnering, hvor der spilles 3 kampe over to dage. Kun Rasmus Nielsen forventes ikke at møde op i 100% form og derfor er der rigtigt spændende konstellationer i vente som dog afventer endelig lodtrækning på fredag. Særligt bliver det spændende at se om Caspar Grauballe efter en længere skadesrække kan matche Frost. Caspar har på det seneste vist rigtig god form til træningspassene i Herlev og har spillet til at kunne følge med Frost.

Det er også sæsonen hvor EM for landshold afholdes i Herning, og der vil være stor rift om landsholdspladserne, da man kan forvente, at hele 6 spillere udtages denne gang. Bejlere til de yderste landsholdspladser er større end nogensinde før, og derfor vil resultaterne i netop denne mesterrækketurnering og de kommende, sandsynligvis være afgørende for hvem der bliver udtaget. Omkring 10 spillere er ret jævnbyrdige og har iflg. SQO.DK reelt muligheden for at tilspille sig en plads på det eftertragtede danske landshold, og det vil forhåbentlig gøre kampene allerede her i weekenden endnu mere intense end de plejer at være.

Særligt vil SQO.DK under denne turnering følge og vurdere resultaterne fra to af de spillere som anses for værende kandidater til en landsholdsplads til EM i Herning; Lau Kiehn og Thomas Laursen.

På damesiden er Line Hansen fortsat en klar nr 1. Line som stadig er på WSA touren og fortsat leverer gode resultater er desværre ikke med i en tyndt besat dameturnering med kun 4 deltagere. Under Line Hansen finder vi Sally Skaarenborg og derefter er der endnu et spring ned til en 4-5 jævnbyrdige spillere, hvoraf kun Sissel Trap deltager i Kolding.

Følg med på vores Facebookside og vores Website SQO.DK