Squash Online

OPTAKT: DM 2015 I Herning I Weekenden

April 16, 2015Mads Jepsen

Denne weekend byder på DM i squash for både herrer og damer i Herning. Efter et veloverstået Hold-DM i Elitedivisionen og et kommende EM på hjemmebane, så er det individuelle DM for de flestes vedkommende afslutningen og kulminationen på denne sæson. Der vil derfor være intensitet, fight og fokus på netop dette event. SQO.DK er med hele vejen og vil her på sitet og vores Facebook-side opdatere jer løbende.

Storfavoritter er endnu engang Line Hansen og Kristian Frost. Line kan med endnu en titel tage sit 9. guld på stribe og dermed kun være en enkelt guldmedalje fra Ellen Hamborgs rekord på utrolige 10 guldmedaljer. Line Hansen har iflg. SQO.DK kun én udfordrer og det er Sally Skaarenborg. Selvom Sally måske på den optimale dag har en sætgevinst mod Line i sig, så vil det ikke række til en sejr, og SQO.DK ser Line som MEGA-favorit til at tage DM-guldet nok engang.

I Herrerækken må Kristian Frost påtage sig rollen som storfavorit. Frost har vundet DM 4 gange de seneste 5 år, og er med sin rutine på PSA touren og i de hjemlige turneringer nærmest urørlig. SQO.DK bemærker dog at Rasmus Nielsen i år har haft matchbold mod Frost, samt rent faktisk også slået Frost i holdrunderne i Elitedivisionen i år. Rasmus har på dagen spillet til at drille Frost, men har tidligere været præget af nedsat indsats når han har haft kampe i benene. Til DM vil Rasmus sandsynligvis have 3 kampe i benene før et møde med Frost og det taler ikke til hans fordel. Ikke desto mindre vil Rasmus Nielsen være førsteudfordrer til Frost. Som de andre udfordrere ser SQO.DK Morten Sørensen og Thomas Laursen. Caspar Grauballe stiller desværre ikke op da han i weekendens slutspil i Elitedivisionen blev skadet i knæet.

En begivenhedsrig weekend venter i Herning.