April 29, 2011 — Kristian Gram
HURRA! Fredag den 29. April 2011 er en stor dag for dansk squash. De danske drenge i Finland slog Spanien i den afgørende kamp i b-EM Semifinalen. Da der er to hold der rykke op i det fineste selvskab næste år, er en finaleplads altså oprykningsgivende uanset om man vinder i finalen eller ej. Efter dagens kamp mod Spanien kan Danmark derfor nu sige at vi er blandt de bedste 8 nationer i Europa til squash.
Sejr blev sikret, ikke mindst ved en fornem indsats af Kristian Frost, der bragte sig foran 2-0 mod Spaniernes førstemand Borja Golan. En spiller der normalt ligger i verdens top 20. Selvom Frost måtte give sig i 5 sæt 2-3 til Golan skulle det vise sig at få en afgørende betydning. Samtidig på den anden bane sikrede Morten Sørensen nemlig en dansk udligning med en 3-2 sejr over Alejandro Garbi. Det betød at kampen skulle afgøres af Rasmus Nielsen og Michael Frilund der igen var blevet valgt, fremfor Caspar Grauballe om hvem det forlyder har problemer med knæet. Da begge danskere bragte sig foran 2-1 skulle der blot et enkelt sæt mere til i en af kampene og det kom da Frilund sikrede sig sit tredje mod Ivan Flores. En 3-1 sejr her og to sæt for Rasmus Nielsen var nok til at sende Spanierne i gulvet. Danmark vandt oprykningskampen mod Spanien og adgang til B-EM finalen i morgen.
I den anden semifinale skulle Finland og Sverige finde ud af hvem der skal gøre Danmark følgeskab op i det fineste squashselskab næste år. Vores naboer fra Sverige var dog alvorligt overmatchet. Tidligere top15 spiller Olli Tuominen flænsede decideret Birkerøds Danske holdmester Rasmus Hult 11-6 11-0 11-8, og den talentefulde Henrik Mustonen vandt også problemfrit 3-0 over Gustav Detter. Dermed var det nok for finerne at Mathias Tuomi tog et enkelt sæt fra svenskernes mest erfarne spiller, Christian Drakenberg.
Derfor er det afgjort at Danmark spiller EM finale i morgen mod Finland, i en hård kamp hvor de danske drenge skal hive noget helt specielt frem hvis de skal matche et utrolig stærkt hjemmebanehold.