Squash Online

Nytårsleder: Et år i fremskridtets tegn

January 01, 2015Tobias Pørtner

Et år er gået – og hvilket et. For første gang i mange år sidder jeg tilbage med et nytårsstatus, der stort set kun peger i den rigtige retning. Det virker som om, at 2014 var året, hvor alvoren og udfordringerne dansk squash står over for, for alvor gik op forbundet, klubberne og den menige squashentusiast. Skeen blev taget i den anden hånd og tiltrængte ændringer blev igangsat.

Ny struktur – nyt liv

Et af de mest markante skridt, der blev taget i den rigtige retning, var den tiltrængte implementering af en ny struktur i Elitedivisionerne. Ud røg krydsspillet og én holdkamp pr dag fordelt på forskellige centre, og ind kom de såkaldte ”Superweekender”, hvor alle hold fire gange i løbet af året samles for at afvikle grundspillets holdkampe fælles. Alle spillere skal nu desuden kun spille én kamp pr holdkamp, hvilket har resulteret i, at ingen kampe længere bliver ”solgt” – det er ganske enkelt for dyrt og kan koste dit hold muligheden for at få det eftertragtede bonuspoint ved samlet sejr.
En anden positiv effekt ved den nye struktur, er en fantastisk jævnbyrdighed i landet bedste rækker, hvor ingen holdkampe blandt herrerækkens top5-hold er end med større sejrscifre end 3-1 i kampe. Stemningen er ligeledes steget til nye højder, da den nye struktur har skabt mere liv i centrene. Der bliver heppet og jublet, når de vigtige kampe skal afgøres og tilskuere tiltrækkes fra de omkringliggende baner.

Der skal herfra lyde en stor ros til klubberne og initiativtagerne bag strukturen, for at have modet til at tænke nyt. Strukturen er ikke nødvendigvis alene svaret på at løse de udfordringer som Elitedivisionerne har stået over for i en årrække, men den er så sandelig et kvantespring i den helt rigtige retning, hvilket to nye klubber i dette års Elitedivision også er et billede på.

Næste Superweekend afholdes i Skinderskovhallen i Herlev d. 10. januar med kampe fra kl. 11.00 – er du squashentusiast og bor i nærheden, så snyd ikke dig selv for dette overflødighedshorn af squash på absolut nationalt topniveau.

Turneringer med indhold

Et andet tegn på at tingene så småt begynder at pege i den rigtige retning, er de flotte deltagertal ved flere af de i år afholdte Grand Prix-turneringer (tidligere kendt som Challengers). Specielt på Sjælland har vi set en ekstrem positiv opbakning ved Grand Prix’erne, hvor den nye dreng i klassen City Squash (Amager) formåede at trække omkring 70 deltagere, mens Birkerød skyder den nye sæson i gang med en turnering d. 2.-3. januar, hvor hele 99 squashspillere har meldt deres ankomst.

I det hele taget virker det som om, at mange af landets squashklubber har fået øjnene op for, at det kræver mere arbejde at afholde en god turnering end blot at slå den op squashportalen. Tre af de fire snart afholdte Grand Prix-turneringer i denne sæson har således været kendetegnet ved, at arrangørerne har gjort markant mere ud af den samlede pakke, end vi har set i lang tid. Goodie bags, lækre præmier, gratis middag og drikkevarer osv. er så småt på vej tilbage i dansk squash, hvilket ser ud til at bekomme det efterhånden noget kræsne squashfolk godt.

Desværre har de jyske squashspillere markeret sig negativt i denne sammenhæng ved ikke deltagermæssigt at bakke op omkring disse tiltag. Ved det første Grand Prix i Kolding deltog under 20 spillere, mens Skovbakken blot kunne trække omkring 30 spillere til deres ditto, til trods for et stort arbejde med netop at tilbyde deltagerne alle de føromtalte ting, for at sikre en samlet god oplevelse.

Her på sitet har der efterfølgende været megen debat om grunden til, at jyderne er så svære at lokke op ad sofaen. Er der for mange turneringer? Er det for meget at bruge fredag-lørdag (ca. 24 timer i alt) på squash? Er afstandene for store?

Budene er mange, men svarene få. Til trods for jydernes manglende turneringsopbakning i 2014, så håber jeg dog, at alle de arrangerende klubber vil fortsætte med at sætte en ære i at afholde en god turnering – også selvom det måske går ud over overskuddet. At afholde turneringer skal være noget vi gør for at give squashspillere gode oplevelser, og ikke noget der udelukkende bliver set som en nem og hurtig måde, at tjene en nem skilling til klubkassen.

Europamesterskaber og landshold med fremtidsperspektiv

Set med danske briller blev en af årets absolut mest glædelige datoer uden sammenligning d. 5. juni. På denne ellers helt almindelige lørdag valgte det Europæiske Squashforbund (ESF) nemlig at tildele Herning værtsskabet for EM 2015 for hold.

Dermed får vi i Danmark endnu engang muligheden for at opleve squash på et helt unikt niveau, når store dele af verdenseliten slår et smut forbi Sportscenter Herning for at kæmpe om det eftertragtede trofæ d. 29. april –

  1. maj. Spillere som Nick Matthew, Gregory Gaultier og Borja Golan kan nu snart ses på dansk grund for første gang siden 2009, hvor Odense med stor succes var vært for VM.

At de danske herrer til denne tid desværre er at finde i B-rækken efter nedrykning i 2014 er selvfølgelig ærgerligt, men til gengæld kan det så betyde, at vi kan få et dansk hold med helt i toppen, da vi har kvaliteterne til at spille med om titlen i Europas næstbedste division.

Desuden har vi de danske damer med i A-gruppen, hvor de anført af Line Hansen skal kæmpe for at sikre sig endnu en sæson blandt Europas bedste squashnationer.

At turneringen endte i netop Herning er langt fra en tilfældighed. Byen har i mange år markeret sig som et sandt sportsmekka og har i løbet af de seneste år arrangeret en sand perlerække af store sportsbegivenheder såsom håndbold- og bordtennis EM, tennis showkamp mellem ikonet Serena Williams og Ana Ivanovic osv.

I squashklubben har der også været en bemærkelsesværdig udvikling gennem de seneste år, hvor man er gået fra en gang i mellem at afholde en motionistturnering, til at kaste sig over challenger-turneringer, siden hen individuelt DM og slutspil for hold, til nu at kulminere den imponerende rejse med kronen på værket: Europamesterskaberne. At så lille en klub i squashsammenhæng på få år kan gennemgå en sådan udvikling er utroligt og Herning Squashklub bør tjene som et forbillede for alle klubber i dansk squash.

Stiller man i 2015 fortsat spørgsmålet ”hvor fanden er Herning?”, så er man ganske enkelt ikke en rigtig squashentusiast. På dette punkt har den lille klub på Heden formået at gøre opmærksom på sig selv i så eftertrykkelig grad, at de fleste efterhånden bør have fundet ud af, hvor byen er lokaliseret.

En anden positiv nyhed med gode fremtidsperspektiver indtraf d. 22. december, da forbundet udtog en bruttotrup til det kommende EM på hjemmebane. I alle de år jeg har været en del af den danske squashelite, har spillerne skreget på en gennemtænkt tilgang fra forbundets side i forhold til landsholdet. Alt for længe har det fungeret på amatøragtig vis, hvor samtlige spillere har løbet rundt i det uvisse og har kæmpet for en plads blandt de heldige og dygtige. Godt en måned før EM fik de udtagne spillere så en mail, mens alle de andre stod tilbage uden nogen form for anderkendelse eller hjælp.
Denne mangel på kommunikation og fremtidsperspektiv har været frustrerende for mange, jeg selv inklusiv, men året 2014 blev altså året, hvor vi endelig gik en anden vej.

Udtaget d. 22. December blev således en trup bestående af 17 spillere (otte herrer og ni damer), der nu alle ved, at forbundet har et godt øje til deres talent og arbejde. Signalet i dette er større end mange tror og giver et enormt boost til spillere – også selvom de i sidste ende måske ikke bliver udtaget til den endelige trup. Specielt hos damerne er der blevet tænkt langsigtet, da man her bl.a. har udtaget Sarah Lauridsen, Christine Christoffersen og Caroline Lyng, der alle er fremtidens folk i dansk kvindesquash. Ingen af dem har nogen reel mulighed for at komme med til EM i år, men at man fra forbundets side alligevel indlemmer dem i truppen, viser rettidig omhu og kan være med til, at gøre overgangen fra junior til senior markant lettere for talenterne.

I aktivitetskalenderen kan man ligeledes se, at der sågar også skal afholdes landsholdssamlinger, hvilket blot er endnu et skridt i den helt rigtige retning. De planlagte samlinger for 2014 blev desværre ikke afholdt – forhåbentlig bliver det gode initiativ til virkelighed i 2015.

Den altovervejende grund til at disse samlinger ikke blev til en realitet er sandsynligvis, at vi fortsat står uden en landstræner til faktisk at forestår træning af vores bedste spillere. At dette kan være tilfældet, er fortsat et stort mysterium for mig. I stedet har vi til vores, i sammenligning med andre sportsgrene i Danmark, mikroskopiske forbund 2,5 fuldtidsansatte siddende på et kontor i Odense. Denne prioritering kommer til stadighed bag på mig, hvilket er sagt uden at forklejne det arbejde de lægger for dagen.

Nye platforme og turneringsarrangør

Hos SQO.dk har det også været et travlt år. Som altid har vi haft en løbende udskiftning blandt skribenterne, hvor vi takker nogle for deres frivillige tørn og glædes over, at nye er sprunget til. Som altid arbejder vi benhårdt på, at forbedre vores tilbud til jer og glædes over, at så mange bakker op om vores arbejde både her, på facebook og når vi møder jer i de danske squashhaller.

2014 blev desuden også året hvor vores nye design af hjemmesiden endelig stod klar, hvilket gav SQO.dk et tiltrængt ansigtsløft og gjorde siden nemmere at arbejde med bag linjerne.

Udover den nye hjemmeside fik vi også lanceret vores nye youtube-kanal, der dog stadig er i sin opbygningsfase. Vi har i denne sammenhæng investeret i et nyt kamera, så vi i større omfang kan formidle levende billede til det squashhungrende folk. I løbet af 2015 håber vi at få denne service op at køre for alvor, således at det bliver muligt at se de bedste kampe fra diverse holdkampe og Grand Prix-turneringer.

En anden ting vi ser meget frem til i 2015 er datoen 20.-21. februar, hvor SQO.dk springer ud som turneringsarrangør. Vi har således sikret os en Grand Prix-turnering og glæder os helt vildt til at byde jer velkommen i Squashcenter Danmark i Odense, hvor vi arbejde på at skrue et godt arrangement sammen til jer alle.

Godt nytår ønskes i af hele teamet bag SQO.dk – vi håber, at I ser lige så meget frem til 2015 som vi gør!

Tobias Pørtner



Squash Online © 2025