Squash Online

Nederlag til Holland

August 25, 2011Tobias Pørtner

Et ærgeligt nederlag i fem sæt til Rasmus M. Nielsen og en regulær lektion i squash på verdensklasseniveau til Kristian Frost betød at de danske drenge måtte se sig besejret med 0-2 i kampe mod Holland.

Først på banen var Kristian Frost mod Hollands stjerne Laurens Anjema. Her kom Kristian aldrig i nærheden af sejren og måtte indkassere et stort nederlag på 4-11, 1-11, 5-11.
Frost fortalte selv efter kampen at han fik det han betegnede som “en ordentlig lektion i squash” af verdens nr. 15.

Langt tættere blev det mellem Rasmus M. Nielsen (WR 96) og Dylan Bennett (WR 102), der kom ud i fem sæt. Bagud 0-1 i sæt havde Rasmus to sætbolde i 2. sæt, men desværre formøblede han disse og var nu under stort pres. Han kæmpede sig tilbage i kampen og sikrede sig sikkert de to næste sæt og fremtvang et afgørende sæt, men her blev en række løse slag og fejl afgørende for kampen, der til sidst gik til Bennett som dermed sikrede samlet hollandsk sejr.

For det danske hold er lyspunktet i dette resultat at Morten W. Sørensen slap for at komme i kamp og dermed kunne spare sit skadede højre ben til morgendagens kamp mod Mexico. Morgendagens modstander tabte til en anden af turneringens positive overraskelser Hong Kong, der sammen med Danmark var det eneste useedede hold som spillede sig i top16.