Når en landsholdsudtagelse bliver et politisk statement

KLUMME: I går blev det danske U-19 hold til de forestående Europamesterskaber udtaget og det står nu fast, at de danske farver skal forsvares af Caroline Lyng, Kasper Pedersen og Mikkel Kønigsfeldt. Uden at forklejne disse, kan man med rimelighed stille spørgsmålstegn ved denne udtagelse, hvis vi skeler til det generelle styrkeforhold i dansk ungdomssquash.

Forklaringen på det decimerede landshold skal findes i, at vores to bedste juniorer, Sarah Lauridsen fra Thy og Magnus Laursen fra Skovbakken, pt. ikke er deltagende i forbundstræningen, og derfor ikke er fundet aktuelle til at repræsentere landsholdet. Dette valg er i sig selv forståeligt – ingen hænder, ingen kage, som man siger. Vil man ikke vise sig frem, lægge et systematisk arbejde med landstræneren og sine holdkammerater, kan og bør det have konsekvenser.

Problemet i ovenstående er, at dette ikke har været en fast politik fra forbundet, men et nyt kriterium, der først er blevet meldt ud på dansksquash.dk under én uge før udtagelsen d. 6. februar, hvor man skriver, at ”de spillere, der bliver udtaget vil således fremover være spillere, som forbundets trænerteam har indgående kendskab til fra forbundstræningen”.
Ovenstående er i direkte modstrid med de udmeldinger, som spillerne i løbet af sæsonen har fået fra officiel side i forholdet til udtagelserne af det danske U-19 landshold, hvor meldingen indtil d. 31. januar var, at det stærkest mulige hold blev sendt til EM – uden skelen til deltagelse i forbundstræning. Denne udmelding er bekræftet af spillere både i og udenfor den udtagne trup.

Dansksquash.dk: Udtagelse af ungdomslandshold 2017 (31. januar, 2017)

I forbundets udmelding står der som argumentation for denne beslutning, at man ”ønsker at sikre, at spillerne arbejder med alle elementer af deres squashtræning, såsom fysisk træning, mentale redskaber, planlægning og prioritering samt dedikation til arbejdsopgaven”.

Et validt argument, men hvordan skal man kunne tage en sådan udmelding seriøs, når den først er blevet meldt ud én uge inden udtagelsen?
En sag som denne giver forbundet et seriøst troværdighedsproblem på et tidspunkt, hvor man i forvejen har en forplumret sag og kritik hængende over sig i forbindelse med et skifte til en ny bold, hvor man har vist sig for håndører at ville kaste et hvert krav om kvalitet, samt åben og ren beslutningsproces over rælingen.

Udover at timingen i denne radikale kovending udstiller et stort problem i vores måde at træffe beslutninger, efterlader det også forbundet med et andet spørgsmål, som bør tage yderst alvorligt: Hvordan kan det være, at landets absolut største talenter uden at blinke vælger forbundets træning fra? Hvad er det træningen mangler, for faktisk at kunne tiltrække disse? Det må være forbundets og landstrænerens ypperste opgave, at få mest muligt ud af de spillere vi har – hvordan skal dette arbejde nogensinde lykkes, når det tilbud, der strikkes sammen, skræmmer de største talenter væk?

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens personlige holdning.