Squash Online

Mere dansk succes ved Nordic Junior Open

October 14, 2011Martin Laursen

I sidste uge afholdtes Nordic Junior Open 2011 i Malmö, Sverige. Turneringen har status som en super series event, men den må betegnes som en af de svageste ud af de 8 årlige turneringer, som kan sammenlignes med tennis’ grand slams.

De 8 turneringer, som er højdepunkterne i de danske juniorers squashkalender, har flere og bedre deltagere end de laverestående grand prixer og circuit events. De afholdes i Sverige, Belgien, Schweiz, England, Frankrig, Holland og to i Tyskland. British Junior Open var førhen en golden event - det højeste niveau for en juniorturnering. Imidlertid er turneringens status blevet degraderet til en super series event. Alligevel er British Junior Open, som går under at være det uofficielle VM, den mest ærefulde turnering at vinde. Typisk stiller “toppen af poppen” op til denne turnering som den eneste i løbet af en hel sæson. Det betyder, at de allerbedste juniorer fra eksempelvis Egypten ligger forholdsvist lavt på ranglisten på trods af deres dominans.

Efter denne lille introduktion til de største turneringer i Europa kan vi kaste os over resultaterne fra vores, næsten lokale, Nordic Junior Open 2011. De danske piger har det seneste års tid haft stor succes i udlandet, så der var store forventninger til dem.

Caroline Christiansen fra Birkerød og Sarah Lauridsen fra Thy fik i deres 4 første kampe ingen modstand overhovedet. De afgav faktisk kun gennemsnitligt 3 point per sæt i løbet af de første 24, som de spillede. Den spænding, som så sandelig manglede i starten, kom dog til sidst, da de to danskere skulle mødes i en suveræn finale. Caroline lagde stærkt ud og vandt første sæt 11-5 uden problemer. Sarah tog dog initiativet i de to næste og var nu foran 2-1. Caroline kom dog tilbage og vandt 11-9 i fjerde. De samme cifre gjorde sig gældende i femte sæt, men denne gang var det Sarah, der kunne forlade banen sejrende. Dermed stjal hun titlen fra Caroline, som vandt turneringen sidste år.

Mathilde Lauridsen fra Thy skulle blot vinde sin først kamp for at gå i semifinalen, og det klarede hun uden problemer. Derefter “bombede” hun belgiske Tinne Gilis ud af en tæt semifinale. I finalen skulle hun møde førsteseedede Elin Harlow, som Mathilde blandt andet tabte til ved Pioneer Junior Open 2011. Denne gang tog Mathilde dog overtaget, da hun vandt første sæt efter at have reddet en del sætbolde. Efter dette virkede Harlow ude af balance, og Mathilde profiterede af modstanderens mange fejl og vandt titlen i 3 sæt.

I drengerækkerne klarede Magnus Laursen og Kasper Svith fra Skovbakken samt Thomas Laursen fra Kolding sig nævneværdigt godt. Efter sejre i første og anden runde i DU15 tabte Magnus i 4 sæt til Tess Jutte, som Casper Kloster vandt over i 5 sæt i finalen ved Danish Junior Open 2011. Herefter tilspillede han sig en flot 6.-plads. Thomas klarede sig igennem til tredje runde i DU17, inden han tabte 11-9 i 5. sæt til en hårdt kæmpende tjekke. Thomas blev nr. 13 i rækken med 52 deltagere. Kasper fra DU19 blev efter en sejr i anden runde slået ud af velspillende Marc Ter Sluis. Kasper fortsatte dog ufortrødent og skaffede sig en 11.-plads ved sejre over blandt andre David Jones med 11-9 i 5. sæt.

Der er præcis 2 uger til, at næste danske junior grand prix afholdes i Skovbakken. Den næste internationale juniorturnering er Belgian Junior Open, som spilles mellem den 3. og 6. november.