Squash Online

Martins EM-blog (OPDATERET søndag kl. 23:53)

March 31, 2013Martin Laursen

Søndag

Danmark slog i dag 8.-seedede Irland med 2-1. Vi er selv 15.-seedede, så det var en kanon god og overraskende sejr. Det betyder, at vi slutter som nr. 11 efter sejre mod blandt andre 10-seedede Belgien og altså 8.-seedede Irland - 2 gode skalpe. I må undskylde, hvis dette, mit sidste blog-indlæg i denne omgang (snøft), bliver lidt kort, men jeg skal nå at pakke, børste tænder, sove og møde ved bussen indenfor de næste 5 timer - og det meste forfærdelige er, at morgenmad IKKE er med på den liste.

Thomas lagde ud med en rigtig god sejr mod Michael Craig. Han vandt i 4 velspillede sæt mod den meget tekniske spiller og revancherede derved sit nederlag i 5 sæt ved den individuelle turnering. Steff var oppe imod Sean Conroy. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en rigtig svær kamp, men vi håbede på, at den spinkle irer var ved at være træt. Og træthedstegnene kom

  • dog desværre først efter ireren havde bragt sig foran 2-0 i sæt, og da var det desværre for sent for Steff. 3. sæt gik knebent til modstanderen, og vægten lå nu på Lines skuldre. Heldigvis spillede Line sin bedste kamp ved disse 2 turneringer og bragte sig hurtigt foran 2-0 mod Breanne Flynn. Flynn begyndte dog at spille meget bedre herefter, samtidig med at Lines energiniveau faldt. 2 hurtige sæt til ireren senere befandt vi os i et meget dramatisk 5. sæt. Her formåede Line igen at sætte sin modstander under et sådant pres, at hun kunne hæve armene over en 12-10 sejr i 5. sæt og dermed en 11.-plads til Danmark. Sådan!

England vandt finalen kæmpe stort mod Frankrig - hvis man ser bort fra første sæt i hele holdkampen, som Baptiste Massoti meget overraskende tog fra Oliver Holland. En meget mere interessant kamp var den om 3.-pladsen. Efter at Robin Gadola havde bragt Schweiz på 1-0, vandt Manuel Wanner sin kamp mod Martin Svec med 11-6 i 5. sæt. Undervejs missede han en 4-5 matchbolde i løbet af både 3. og 4. sæt, så I kan forestille Jer stemningen, da han endelig lukkede den til schweizernes fordel.

Om aftenen var vi til Players’ Dinner igen. Vi havde mest set frem til god mad, men desværre var det egentlig bare salat, ris og kylling meget i stil med det, vi har fået under hele turneringen. Eneste forskel var, at vi skulle vente 1½ time på at få hovedretten. Der var dog et fedt indslag med en beatboxer - utroligt! I morgen (nat) er der afgang kl. 05 mod lufthavnen, og så har vi et fly mod København kl. 07:10. Tak for denne gang!

*****************************************************************************************************

Lørdag

Vi tabte her til aften 1-2 mod Portugal. Det var super ærgerligt, for vi var rigtig rigtig tæt på. Vi vidste på forhånd, at Grooss’ kamp mod Pedro Pinto ville blive nøglekampen, og de to spillede noget af et squash-brag. Grooss kom langt bagud i første sæt og var nede med flere sætbolde, før han lukkede sættet til sin fordel - danskeren vandt 7 bolde i streg! De næste 2 sæt gik desværre knebent til portugiseren, og 4. sæt blev en rigtig gyser, som blev afgjort til modstanderens fordel med 12-10. Der var rigtig meget fysisk kontakt i kampen, da Pinto er en stor fyr, der ikke altid ønsker at bevæge sig alt for meget for modstanderen. Det var en utrolig fight at se på og rent uheld, at vi ikke fik sejren. Thomas havde ingen chance mod Claudio Pinto, som kørte danskeren rundt på banen i mange utroligt lange dueller uden at lave nogen fejl. 0-3 og holdkampen var tabt. Line vandt efterfølgende “dead rubber” kampen mod Catarina Nunes med 2-0.

I morgen møder vi Irland i kampen om 11.-pladsen. Vi starter kl. 10:30 og stiller med Thomas, Steff og Line.

England spillede sig i dag sikkert i finalen, hvor de møder Frankrig, som havde lidt mere besvær i deres semifinale. Nu prøver jeg lige med en forudsigelse igen: England vinder finalen - meget meget sikkert og meget meget hurtigt. I morgen bliver der afholdt Players’ Dinner, men vi skal flyve mandag morgen kl. 07:10, så det bliver nok ikke helt så sent for den danske lejr. Lige meget hvad, bliver det som altid dejligt at få varieret kosten lidt :)

*****************************************************************************************************

Jeg kan lige nå at skrive om vores sejr mod Sverige på 2-1, inden jeg skal have frokost (eller “lunsj” som svenskerne kalder det). Morgenen startede lidt søvnigt ud for mig med 1½ times ingenting, før kampene skulle i gang. Det blev ikke meget mere spændende, da Steff utroligt nemt bragte sig foran 2-0 i sæt mod Joel. Men så kom pulsen da også for alvor op. Joel ændrede sit spil til 3. sæt, og Steff kunne slet ikke finde sit eget. 2/11 til svenskeren. Danskeren fik dog skruet tempoet og koncentrationen op til 4. sæt og trak fra midtvejs. Første kamp til Danmark - pyyha. Men faren var ikke ovre - Thomas kom bagud 0-4 i første sæt mod Tor og så ikke godt ud. Derfra tog Thomas de næste 11 points og så sig aldrig tilbage. 3-0 og Danmark havde fundet kampen. Vi besluttede os for, at Caroline skulle spille den sidste “dead rubber” kamp mod Linnea. Caroline spillede godt og gav svenskeren kamp til stregen. Desværre var det ikke nok, og hun tabte 0-2.

Vi har lige fået at vide at live score systemet på 9 baner koster den nette sum af ca. 60.000 kr. at sætte op og køre… Halvdyrt…?

Vi skal møde Portugal kl. 15 i kampen om at gå i top 10. Det bliver en svær kamp, hvor vi stiller med Thomas, Grooss og Line. Umiddelbart ser deres pige svær ud, men både Caroline og Sarah slog hende ved German Junior Open i år. Thomas skal op i mod Claudio Pinto (Mr speedy hard hitter, som han kalder ham), som han har haft mange drabelige opgør med gennem tiderne - Thomas har dog kun vundet ét af dem. Grooss skal forsøge at tage revanche for sit seneste nederlag til Pedro Pinto, men muligheden er der bestemt også mod portugiseren med den lidt underlige spillestil.

*****************************************************************************************************

Fredag

Øv øv øv! Vi havde virkelig håbet på den sejr mod Spanien, og så blev det til et 0-3 nederlag. Resultatet lyder så ubarmhjertigt at skrive, for vi havde faktisk chancen. Thomas lagde ud med virkeligt fremragende spil mod Pascal Gomez og tog første sæt efter virkelig medrivende squash, hvor alle på tilskuerrækken var med. Desværre kunne Gomez blive ved og ved med at løbe - og ikke bare løbe, men hente de meste umulige bolde - og så lavede han ingen fejl. Thomas arbejde virkelig hårdt for at prøve at skaffe en sejr i de næste 3 sæt, men spanierens spil var simpelthen uigennemtrængeligt efterhånden, som han fik drænet danskeren for energi. Kampen endte 1-3.

Håbet var dog stadig i live, hvis Line kunne vinde sin kamp mod Christina Gomez. Hun er en lav men robust hårdtslående pige, og Lines taktik gik ud på at køre hende træt på det dybe spil. Desværre for den ellers velspillende dansker vandt Gomez det første sæt forholdsvist hurtigt. Line kom dog meget bedre med i 2. sæt, hvor hun fik arbejdet Gomez rundt i de bagerste hjørner - det var imidlertid ikke nok til en sætsejr. I 3. sæt øjnede vi alle en mulighed for at chok-come-back, da Gomez begyndte at se meget træt ud, og Line fandt ud af, hvordan hun skulle spille hende optimalt. Desværre for Danmark havde Line ikke heldet med sig på de sidste afgørende points. Dermed var holdkampen tabt.

Grooss havde dog stadig sin kamp tilbage mod Iker Pajares. Selvom stemningen var faldet lidt på den danske bænk, var det fedt at se Grooss spille helt frit og finde nogle rigtigt fede slag frem mod den althentende spanier. Det var en underholdende kamp, som danskeren dog tabte med 1-3. 0-3 nederlaget var en kendsgerning.

Set på bagkant var en top 8 placering nok en ambitiøs målsætning, men vi følte virkelig, at vi kunne gøre det, og vi følte også, at vi ikke var forfærdeligt langt fra. Nå, videre - nu gælder det kampen mod Sverige i morgen kl. 10, hvor vi skal kæmpe om en top 12 placering (ganske hæderlig synes vi). Vi har jo i Danmark en tradition om IKKE at tabe til Sverige, og vi vil gøre vores absolut bedste for at leve op til denne stolte tradition i morgen. Vi stiller med Thomas, Steff og Line som udgangspunkt. Hvis vi kommer ud i dead rubber og fører 2-0, regner vi med at sætte velspillende Caro på banen.

Caro og jeg trænede lidt squash her til aften. Hold da op hvor er banerne varme! Bolden hopper som en sindssyg. Jeg spiller med 10 kg i min ketcher, og bolden fløj bare om ørerne på mig. Hvis jeg havde haft muligheden, ville jeg have spillet med 13-14 kg i stedet. Det handler virkelig bare om at “føle” bolden af sted i stedet for at slå den - modsat det vi gør på Koldings baner (det er ikke bare en dårlig undskyldning for at have tabt til Caro i conditioned længekamp ;) ). Om lidt prøver vi at få et bord nede i den propfyldte lobby for at få en aftensnack og lidt at drikke, inden det går løs i morgen igen. Turneringsledelsen har for resten indkaldt til et møde, hvor de vil informere om live scoring systemet. Det fungerer virkelig peRFekt og kunne være fedt at få med hjem til Danmark.

*****************************************************************************************************

Vi sikrede os her til formiddag en pligtsejr mod Østrig på 2-1. Det er til at se, at folk er midtvejs i anden turnering. Efter 8 kampe på 7 dage havde Thomas’ modstander Paul Mairinger ikke meget at give af i den 9. kamp. Thomas kørte ham fra side til side og frem og tilbage, og østrigeren blev mere og mere træt. Det blev 3-0 til Thomas i en kamp, hvor han ikke skulle arbejde så meget som frygtet - så kan han være klar til Spanien. Line spillede bedre i dag, men det var desværre ikke nok til en sejr mod Østrigs pige. Line bragte sig på 2-1 i sæt og var sågar foran 4-0 i 5. sæt. Desværre tog Jaqueline resten af pointene i den kamp. Øv… Men det ser ud til, at Line kommer tættere og tættere på det niveau, der skal til at slå Spaniens pige. Steff skulle dermed afgøre holdkampen til vores fordel, og det gjorde han med manér. Han gav ikke Patrick Strobl en chance og kørte sikkert kampen hjem 3-0.

Vi har allerede Spanien nu her kl. 14, så vi skyndte os at få noget pasta, og nu slapper vi lidt af og får noget luft inden skæbnekampen - den vigtigste vi kommer til at spille ved denne turnering. Det bliver Thomas, Grooss og Line der skal prøve kræfter med de spanske løbetyper. Vamos!

*****************************************************************************************************

Torsdag

Det blev til et forventet 0-3 nederlag til Frankrig, men ikke uden dramatik. Efter at have set Frankrigs kamp mod Spanien, hvor de kun med nød og næppe fik sejren i hus, var vi pludselig blevet i tvivl, om det mon var de trætte franskmænd, vi skulle forsøge at slå i stedet for de friske spaniere. Grooss, Steff, Palle og jeg hasteindkaldte dermed til det helt store taktikmøde. Efter brug af excel-regneark og gætterier nåede vi dog frem til, at vi, hvis vi skulle gå hen og slå Frankrig, faktisk kunne risikere ikke at kunne bruge sejren til noget og samtidig være blevet for trætte til at slå Spanien. Ergo blev det på trods af de nye overvejelser en kamp uden vores 1.-singler.

Caroline spillede mod Oceane Wadoux, som er deres 2. pige. Selvom Caro var voldsomt undertippet i sin kamp, viste hun fremragende gåpåmod og lige så godt spil. Hun var faktisk tæt på at vinde 3. sæt, som hun dog tabte 7/11. Grooss skulle prøve kræfter med den franske 1. dreng, Baptiste Massoti. Da han allerede havde spillet en 5-sætter i formiddags, gik taktikken på at spille 100 % i første sæt og derefter vurdere, om det var værd at lægge flere kræfter i kampen. Massoti spillede et fremragende første sæt, uden Grooss havde held med at bryde hans spil. Det lykkedes dog bedre i andet sæt, hvor danskeren var med helt til sidste bold og tilmed førte i slutfasen. Desværre lukkede franskmanden sættet på rutineret vis 10/12 og tog det sidste sæt komfortabelt, uden der blev gjort alt for meget modstand fra vores side. Steff skulle forsøge at hive et enkelt point i land med Adrien Grondin. Han lagde meget fokuseret ud og spillede den type spil, som han gør, når det bare kører for ham. Han kom foran i både første og andet sæt, men til vores store ærgrelse var det franskmanden, der vandt begge - Steff var simpelthen bare uheldig ikke at lukke sættene. I 3. sæt viste danskeren virkelig storspillet frem med nick shots i stimevis, men desværre sluttede Grondin bedst og lukkede kampen 6/11.

I morgen møder vi Østrig kl. 10 med Thomas, Steff og Line. Thomas vandt 3-1 mod deres 1.-single i den individuelle turnering og udraderede deres 2.-single, så det tyder på 2 sejre til drengene. Line har en lidt sværere opgave foran sig, men en sejr er mulig, hvis hun finder sit gode spil frem. Den afgørende kamp mod Spanien er kl. 14, med lad os tage én kamp ad gangen.

*****************************************************************************************************

Yeees! Det var lige det vi havde brug for - en højspændt sejr mod Belgien på 2-1, præcis som vi havde håbet og troet på. Hele holdet var en smule stille under morgenmaden i dag. Alle var klar over, at det var nu det gjaldt. Hvis vi ville have en chance for at gå i top 8, hvilket er det ultimative mål, skulle vi vinde mod Belgien.

Line var første kvinde på banen mod Tinne Gillis - lillesøster til Nele Gillis som tabte EM-finalen i tirsdags. Som jeg ser det, virkede Line en smule nervøs og fik aldrig sit spil til at hænge sammen. Gillis udnyttede chancerne og tog kampen nemt. Det var ikke lige den start, vi havde håbet på. Da vi så, at Belgien have valgt at lade Nele holde pause til fordel for Tinne, øjnede vi en lille bitte mulighed for at give dem en lang næse med en 2-0 føring. Vi glemte dog at medregne, hvor godt Tinne egentlig spiller selvom hun blot er deres 2.-single.

Thomas skulle nu op mod Jordy Camps, som spillede belgiernes 1.-single i stedet for Toon. Det virkede som om, Thomas har fået pauset trætheden ud af benene, og han lignede sit gamle fokuserede jeg. De to fulgtes ad til omkring 7/7 i første sæt, inden Thomas fik spillet nogle afgørende dueller og lukket sættet 11/9. Danskeren fik ændret spillet en smule i 2. sæt og pressede belgieren til flere fejl - 11/3. Selvom Jordy hang godt på i 3. sæt, var vi ikke rigtig i tvivl om, at Thomas ville lukke det - og ganske rigtigt - han vandt 11/7 og sendte opgøret ud i en afgørende kamp.

Denne stod mellem Grooss og Tiago Gorielly. Både Steff og Grooss tabte i 5 sæt til Tiago under den individuelle turnering, så vi følte at vi fortjente revanche - og det fik vi. Emil spillede god og fokuseret squash og udnyttede belgiernes svagest punkt - baghånden. 11/8 til Grooss. Ude på sidelinjen begyndte vi at øjne en sejr, og jeg tror, at vi mindst havde lige så høj puls som spillerne på banen. Vi var dog for hurtige. Det lignede at Tiago havde luret Grooss’ taktik med at angribe i baghånden, og belgieren lavede nu ingen fejl. Han vandt 2. sæt, og selvom Grooss kom foran 4/0 i 3. sæt, gik dette også til belgieren. I 4. sæt begyndte Grooss at spille sin modstander mere rundt på hele banen med succes. De næste 2 sæt var næsten fejlfri fra danskerens side, og da han vandt sin matchbold ved 10/6 i 5. sæt, kunne vi storsvedende og med hjertet bankende på højtryk nyde en rigtig vigtig sejr. Sådan!

I aften møder vi Frankrig, hvor vi ikke mener, at vi har en chance. Vi stiller derfor med Grooss, Steff og Caro for at spare vores 1.-singler lidt, inden det går løs i morgen mod Østrig og Spanien. Efter vores kamp var vi til en kort åbningsceremoni, hvor Steff gik ind på banen med det danske flag sammen med de andre repræsentanter for landene. Nu venter vi på at skulle spille i aften kl.

  1. Vi går i supermarkedet, og jeg tror jeg vil smutte en tur i fitness-centeret i mellemtiden.

Følg resultaterne fra turneringen på

http://esf.tournamentsoftware.com/sport/tournament.aspx?id=82E1F892-0DE5-45BA-A365-37AB405A374D

I kan tilmed se live-score på

http://esf.tournamentsoftware.com/livescore/scoreboard.aspx?id=82E1F892-0DE5-45BA-A365-37AB405A374D

*****************************************************************************************************

Onsdag

Jeg er lige kommet hjem fra Managers’ Meeting - det føles egentlig lidt sejt at sidde blandt alle de her landstrænere og lytte til vicepræsidenten for ESF fortælle om afviklingen af EM for U19 hold. Alt er planlagt - hvornår vi skal spise, hvornår vi skal tage bussen, hvornår vi skal træne, og hvornår vi skal indberette holdopstillingen (der går rygter om at Englands træner glemte det et år og var skyld i et smertefuldt nederlag - ups). Vi spiller kun dead rubber (bedst af 3 i ligegyldig kamp), hvis begge managers og turneringsledelsen går med til det, så det lyder som om, det ikke er så sandsynligt. Vi fik også information om maden: Jeg synes, det var ret sjovt, da de sagde, at vi altid kunne få pasta, hvis menuen ikke passede os, når man tænker på, at menuen lige netop har været pasta de sidste 4 dage… Godt man ikke er glutenallergiker. Den engelske landstræner var meget bekymret for, at den først spillende engelske single først kunne spise kl. 12, når kampen var kl.

  1. Han ville gerne have rykket spisning et kvarter frem. ET KVARTER! Dette vidner til dels om professionalismen på det engelske hold meeeen helt ærligt… I øvrigt er det hele tiden muligt for os at få mad, lige meget hvornår vi spørger, og der er gratis frugt hele dagen - det er rigtig fornemt.

Lidt om dagen i dag. Vi slappede af og spiste sen morgenmad kl. 09:30. Vores guidede tur til Zürich startede kl. 12. Vi tog sporvognen og bussen, og så befandt vi os i handelshjertet af Zürich - Bahnhofstrasse. Vi fik spist italiensk (en pizza koster 120 kr) og vandrede lidt rundt, inden vi transporterede os tilbage. Personligt elsker jeg byer, hvor man i løbet af en gåtur kan nå at se 10-15 reklamer / billeder / facader med Roger Federer - mit store idol. Det manglede da også bare, efter de havde en reklame med et kæmpe billede af Andy Murray i ankomsthallen i lufthavnen!?!?!?

Til aftensmad fik vi burgers. Ikke det mest nærende måltid nogensinde, men det var i det mindste ikke pasta. Over aftensmaden holdt vi et møde, hvor vi besluttede vores opstilling for i morgen mod Belgien og Frankrig. Vi stiller med Thomas, Grooss og Line mod Belgien. Hvis de stiller stærkeste opstilling, kommer danskerne op imod Toon, Tiago og Nele. En svær holdkamp hvor vi har oddsene på vores side på 1. herre, imens de har dem på 1. dame. Jeg vurderer at 2. herre er 50/50 - så det er utroligt nervepirrende. Mod Frankrig har vi ingen chance. Vi sparrer derfor vores 1.-singler og stiller med Grooss, Steff og Caro. Spillerækkefølgen i morgen er pige 1, dreng 1, dreng 2. Kryds fingre for os når vi går på kl. 10!

Mht. kommentarerne er Palle, som har været og vil være med som tilskuer under begge turneringer, kommet mig i forkøbet - tilfældigvis :)

En sjov ting som afslutning - vi så Ollie Holland komme gående i sit joggingsæt med en blå hue trukket ned over ørerne i dag og blev enige om, at han var den sidste, man ville gætte på blev europamester i går. Men han er sgu lidt sej alligevel…

*****************************************************************************************************

Det er nu onsdag morgen, og jeg ville lige give Jer en opdatering fra de sidste kampe i går og players’ party, inden vi alle går ned til morgenmadsbuffeten og fylder os inden turen ind til Zürich. Dagens mest spændende øjeblik er dog, når vi kommer hjem til alt vores drivvåde landsholdstøj, der hænger på snore overalt på hotelværelserne. Alle har været i gang med at vaske i hånden - det går fint med at tørre t-shirtsene, men shorts og skirts er alt for tykke til at tørre. De har nu hængt der siden tirsdag eftermiddag og er stadig drivvåde. Okay… tilbage til squashen.

Line spillede vores første kampe mod Nadia Pfister, eller Fister, som vi kalder hende. Line havde dog ikke den bedste kamp, og hun virkede træt i benene. 1-3 til schweizeren (Emil påstår at man ikke bare kan, men SKAL stave Schweiz SVEJTS - men det får I mig altså ikke til…). Steff og Grooss var endnu engang på bane 6 og 7 samtidig og endnu engang mod 2 belgiere. De havde egentlig bare byttet modstander, og resultatet mindede meget om det i går. Steff vandt i 5 sæt mod Jordy Camps, mens Grooss tabte en ubarmhjertig hård kamp til Tiago Gorielly. Vi har dog planer om at vinde mod ham til holdturneringen. Imidlertid er han kun anført som Belgiens 3.-single. Vi har dog på fornemmelsen at de vil bruge ham på 2’eren.

Efter danskernes kampe kørte vi tilbage til hotellet for at klæde om til players’ party og tog ud for at se finalerne bagefter. Den første var Victoria Temple-Murray fra England mod Nele Gilis fra Belgien. I mandags skrev jeg, at Gilis skulle oppe sit niveau med 500 %, hvis hun skulle have nogen som helst chance. Kampen endte 11/9 i 5. til Temple-Murray, så jeg skylder Jer nok en uddybning. I går var jeg så fascineret af englænderens spil - det var præcist, tempofyldt, klogt, og så er hun utroligt hårdtslående. Gilis, som er en rigtig rigtig god spiller, virkede i sin semifinale nærmest slatten ved siden af. I finalen havde de to spilleres niveau dog ændret sig markant. Nu lignede Temple-Murray bare en hardhitter uden nogen form for taktik, eller omtanke for den sags skyld. Gilis på den anden side slog nu lige så hårdt som englænderen, og det virkede som om, hun faktisk havde fysikken på sin side. Under hele kampen var jeg meget forundret over at ingen af spillerne forsøgte sig med bløde præcise bold - det var alt eller intet hele tiden - hvilke resulterede i en masse fejl. Det lykkedes heldigvis Temple-Murray at vinde, så jeg ikke blev gjort helt til grin.

Drengenes finale var Oliver Holland mod Richie Fallows, begge fra England. Jeg er så forbløffet over de engelske spilleres fysik. Tro mig - deres teknik er sindssygt god, men deres fysik er ufattelig. Line, Palle og jeg blev enige om, at de fleste danskere nok ville være gået kolde efter 2-3 dueller. Jeg ved ikke, hvad de gør i England, men det virker! Hvordan skulle man nogensinde kunne dømme en no let mod en spiller, der kan nå ALT (det var nu alligevel det de schweiziske dommere gjorde i schweziske Robin Gadolas opgør mod englænderne…). Det var en utroligt velspillet kamp, hvor alle slag og hele banen blev benyttet. Holland havde dog overtaget over sin landsmand i det meste af kampen og lukkede den 3-0. Jeg har videoer af de afgørende bolde i begge finaler, men min computer siger, at det vil tage 29 dage at uploade dem til internettet, så I må se dem, når vi kommer hjem.

Til players’ party var der dækket op til alle spillerne i et stort rum med en kæmpe buffet. Det var dejligt for en gangs skyld at få noget mad, der ikke var en form for pasta med iceberg. Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvor mange nutrienter vi er i underskud af på nuværende tidspunkt. Håber de varierer menuen lidt til holdturneringen. Det var englænderne der stod for underholdningen den aften. Først dominerede de præmieoverrækkelsen, og senere dansede en af dem “danza kuduro” helt for sig selv foran de flere hundrede deltagere (går ud fra hun har tabt et væddemål). Senere spillede DJ Fallows (yep - ham fra finalen) op til dans. Festen sluttede kl. 23.

Holdturneringen starter i morgen, og hvor er det fedt endelig at komme i gang med det. Selvom vi er rejst af sted som et landshold, spiller man for sig selv ved den individuelle turnering. Ingen er dog i tvivl om, at det er holdturneringen, der virkelig betyder noget. Det eneste problem er så, at vi har brugt 4 dage på at køre os selv fuldstændig trætte i den individuelle turnering, mens hold som Sverige og Spanien kommer fuldstændig udhvilede. Tror kun det er englænderne, der har fysikken til at spille 2 hårde turneringer i træk. Kan ikke lade vær med at tænke på, om det virkelig er værd overhovedet at deltage i den individuelle turnering, hvis det er holdturneringen der betyder mest…?

Heey, jeg var lige ved at glemme det aller fedeste, her inden jeg lukker ned og løber ud til morgenmaden. Da den franske spiller Marie Stephan tabte kampen om 3.-pladsen, kastede hun uden videre sin ketcher op i lampen på center court, så den blev siddende. Bravo… Vi har taget billeder, og de skal nok komme på nettet på et tidspunkt - det tager så ufatteligt lang tid at uploade. I får en melding om turen til Zürich i aften, når jeg har været til Managers’ meeting. Det er for resten en meget interessant kommentar Tobias - følger op i aften :)

*****************************************************************************************************

Mandag

Lad os starte hvor vi slap. Vi skulle have Grooss og Steff på banen samtidig kl. 15:45, mens Thomas var på kl. 16:30. De to førstnævnte danskere havde begge belgiske modstandere i dagens kampe. Grooss vandt i 4 sæt mod Jordy Camps, mens Steff tabte i 5 til Tiago Gorielly. Begge kampe var lange og udmarvende. Thomas tog sig en sejr i dag mod Paul Mairinger i 4 sæt og har en walkover i morgen - dermed blev han nr. 29. Line, Steff og Grooss har hver én sidste kamp i den individuelle turnering i morgen. Vi slappede af om aftenen med at se de to semifinaler i DU19. Det tempo, der blev spillet i, og det tekniske niveau, der bliver vist, er simpelthen utroligt. Første semi var den lokale helt Robin Gadola mod Richie Fallows. Det blev englænderen som tog en enormt tæt, lang og højspændt kamp i 5 sæt på 1 time og 10 minutter. Den anden semi var Oliver Holland mod Ashley Davies (3 englændere ud af 4 semifinalister). De to leverede en fremragende kamp, hvor man kun kunne sidde og drømme om at kunne bevæge sig så godt som dem - helt utroligt. Under kampen kom drawet for holdturneringen. Vi har trukket Frankrig, Spanien, Belgien og Østrig. Hvis alt går som det skal, slår vi Belgien og Østrig. Der er intet at stille op mod franskmændene, og så er der Spanien tilbage - hvis vi slår dem, kommer vi i top 8, men det bliver sindssygt svært. Alle skal ramme topniveauet, hvis vi bare skal have en chance imod dem - men det kan bestemt lade sig gøre. I morgen hører I fra os, når vi har set finalerne og været til players’ party.

*****************************************************************************************************

Klokken er nu halv 3 om eftermiddagen og ingen danskere har været på banen i dag - altså udover Line og jeg som trænede en times tid i morges. Vi har brugt tiden på at sove længe, spise og se pigernes semifinaler. Nele Gilis vandt den første mod Nala Elkalarawi (englænder) i 3 sæt. De skyder godt nok hårdt i forhold til os små søde danskere. Næste semi var Victoria Temple-Murray mod franske Marie Stephan. Nu kommer det til at lyde som om jeg kun fokuserer på spilleres serv - men Temple-Murrays er altså endnu bedre end Harlows. Udover det spiller hun også 10-20 gange bedre, nej, lad os sige 20-30. Hooold da op hun er god. Et monster af en squashmaskine. Hun smadrede franskmanden nemt og er videre til finalen mod Gilis. Jeg kan ikke forestille mig andet end en 3-0 sejr medmindre Gilis opper sit spil med 500 %. Lige nu sidder vi med en tabel over alle holdenes opstilling. Det bliver svært, men med den rigtige lodtrækning kan vi komme i top 10. Det bliver spændende når drawet kommer senere i dag. Grooss, Steff og Thomas er på banen senere. I morgen har Thomas en walkover, så han får 2 hviledage i træk - lad os se om det ikke er nok restitution. Caro har allerede afsluttet turneringen med en 38.-plads i et 64 draw.

*****************************************************************************************************

Søndag

Anden halvdel af dagen var ikke den største succes for danskerne. Caroline tabte til en polak i en velspillet kamp, der dog gik sikkert til “fjenden”. Line spillede mod, den af danskerne velkendte, Elin Harlow (Mathilde plejer at møde hende ved samtlige turneringer). Harlow har den fedeste serv jeg og Grooss nogensinde har set hos en pige - hun sætter konsekvent bolden en centimeter under out-linien og lopper bolden ned til modstanderen. Banen sagde tilmed en underlig lyd, når bolden ramte væggen så højt oppe, at vi adskillige gange hørte bolden ude, men så den inde… forvirrende. Udover en god serv har Harlow altså også en habil spillestil, og hun slog danskeren 3-1, men Line har lovet os, at hun tager revanche i holdturneringen.

Steffe var ude i en meget hård 5-sætter mod Owain Taylor. I de sæt hvor han kunne sætte sit sædvanlige høje tempo, kørte hans mentale spil og shot-making fremragende, men desværre var der nogle dyk i performance, og dette udnyttede Taylor i sin 5-sæt-sejr mod den høje dansker. Jeg vandrede direkte fra Steffes kamp over til banen ved siden af for at se Grooss. Han var oppe imod en gammel kending - hollandske Roshan Barros. Barros er en hurtig lille spiller, som kan blive ved og ved og ved med at spille i et super højt tempo. Han fik skovlen under Emil i de to første sæt, men danskeren hev derefter noget af et marathon-sæt hjem. Barros kom dog igen i 4. sæt og forårsagede dermed endnu et danskernederlag (vi er allerede begyndt at spekulere i, om det mon ikke bliver et danskermøde mellem Steffe og Grooss tirsdag?). Sidste mand på banen var Thomas med de trætte ben. Kampen blev dog alligevel interessant, da hans modstander tidligere på dagen havde misset 4 matchbolde i 3. sæt mod Claudio Pinto og efterfølgende tabt i 5. De to spillere var altså nogenlunde lige trætte, men det var ireren, som formåede at trække fra i 5. sæt. Hård dag for Thomas.

Jeg blev inspireret af spillernes styrten rundt på banerne i dag, så jeg så mit snit til at gå i fitness-rummet efter sidste kamp- kun for ledere J Nåede lige at løfte lidt vægte i 30 minutter, inden vi skulle med bussen. Man skal jo også passe på med at lave for meget. I morgen har Line fået en walkover, så første danske kamp er kl. 15:45. Vi tager vist en lang morgenmad. Godnat!

*********************************************************************************************

Så kom jeg til Schweiz! Lad os lige tage en hurtig opdatering på lørdagskampene. Caroline formåede at vinde første sæt i sin kamp, men hendes hårdtslående modstander satte derefter tempoet lidt for højt til, at danskeren kunne være med. Line tabte 0-3, efter en bye i første runde, i en kamp hvor hun efter eget udsagn “spillede lige lovlig mange Ålborg over servelinjen”… Steff eller “Steffe”, som scoreboardene kalder ham hernede, tabte 3-0 til finnen Jami Äijänen efter en hård kamp. Grooss bragte sig foran 2-0 mod Olsien Logan med fremragende spil, men blev slået på fysikken i de 3 sidste sæt. Specielt ærgerligt når man tænker på at vinderen fra den anden kamp, som han ville have mødt, trak sig efterfølgende. Øv. Thomas var hurtigt videre til top 32, med der blev han stoppet af Andre Ergenz - tyskeren med lår på størrelse med… ja, jeg ved ikke hvad - de er fandme store. Thomas blev snydt af dommeren på Ergenz’ matchbold i 4. sæt, og da tyskeren afslørede at Thomas rigtig nok havde vundet bolden, kunne han ikke dy sig for at sende nogle tyske gloser afsted.. Grooss og Steffe vandt efterfølgende deres anden kamp. Det var lørdag - kortere kan det vist ikke gøres.

I dag lagde Danmark ud med en win streak på 4 kampe. Caro vandt i 5 efter rigtig godt spil i de 3 sidste sæt, efter hun var blevet varm. Line vandt i 4 sæt og Steffe ligeså. Grooss slog en belgier ved navn Tun Bagel (eller noget lignende) i 5 sæt - super. Thomas tabte dog til Jami efter en fysisk indsats, der slet ikke matchede finnen - forhåbentligt kan en omgang pasta carbonara lade batterierne op. Maden er super fin. Fik en lille forskrækkelse da mit navn ikke stod på listen, men det viste sig at lederne ikke behøver krydse sig af. Pyyyyha…Nu skal vi se Caro spille. Alle har én mere kamp i dag.

*********************************************************************************************

Lørdag

Jeg har fået den enorme ære at rejse med til Schweiz som leder for Danmarks U19-landshold ved individuelt EM og den prestigefulde holdturnering, som ligger i forlængelse af hinanden. Og når man nu har valgt at sende en halvnørdet squashinteresseret leder til et sted med masser af squash og gratis internet på hotellet, hvorfor så ikke skrive en blog om det hele? Jeg håber at I, læserne på SQO.dk, vil hjælpe mig med at støtte vores U19-landshold i bestræbelserne på at bringe hæder til Danmark.

Landsholdet består af

Thomas Laursen, Kolding

Emil Grooss Jeppesen, Skovbakken

Christian Steffensen, Birkerød

Line Falsig Berthou, Kolding

Caroline Lyng Christiansen, Birkerød

I rollen som Team Manager finder vi mig, Martin Laursen, og min far, Palle Laursen, som vil træde i mit sted den første dag af den individuelle turnering, da jeg skal spille en holdkamp her om et par timer. Da jeg ikke har noget interessant at fortælle om de danske spillere, før jeg kommer ned til dem, og ingen har lyst til at høre detaljerne om min tog- og flyrejse til Schweiz, tænkte jeg, at I skal vide lidt om turneringen.

Indtrykket af det hele, før jeg er kommet derned, er utroligt godt. Der er blevet lagt fokus på en miljøvenlig turnering fra arrangørernes side - men ikke den kedelige type miljøvenlighed. Dette betyder blandt andet, at alle spillere har fået udleveret én drikkekop, som de skal bruge under hele turneringen, og at der ikke bliver brugt unødig papir på fx dommersedler - løsningen er tablets! Samtlige baner i Tennis & Squash Center Sihltal er udstyret med en dommer-tablet, som opdaterer live-scoren til en monitor, der hænger ved banen samt en hjemmeside og sidst men ikke mindst - opdaterer kampen på tournament software, så snart den er færdig. Og som om dette ikke skulle være nok, er der også blevet lavet en app til iPod og iPhone, som viser kommende kampe. Jeg har en hemmelig dagsorden om at undersøge, hvordan de har stablet det her system på benene og tage det med hjem til Danmark J

Hjemmesiden med live-score hedder http://esf.tournamentsoftware.com/livescore/scoreboard.aspx?id=D52DBD7C-DC08-4207-8C4E-E9C501877F80

Alle resultater for den individuelle turnering kan findes på http://esf.tournamentsoftware.com/sport/tournament.aspx?id=D52DBD7C-DC08-4207-8C4E-E9C501877F80

Følg bloggen her på SQO.dk for flere indtryk og insider-viden om danskerne…



Squash Online © 2025