Squash Online

Lauridsen og Møller vinder Birkerød Grand Prix

January 10, 2016Tobias Pørtner

Birkerød bød endnu en gang velkommen til klubbens traditionsrige nytårsturnering. I denne års udgave blev det i alt til cirka 70 deltagere, hvilket må siges at være ganske fornuftigt for en Grand Prix-turnering så tidligt i det nye år.

Hos damerne var hverken Line Hansen eller Sally Skaarenborg at finde i startopstillingen, hvilket gav Mathilde Lauridsen muligheden for at vinde sin første Grand Prix-turnering. Lauridsen spillede sig uden problemer i finalen, da hun i semifinalen slog Cecilie Mayer 3-0. I den anden ende af lodtrækningen havde Sissel Trap ligeledes ingen problemer med at spille sig i finalen.

I finalen blev Lauridsen dog anderledes presset selvom det nordjyske talent bevægede sig problemfrit rundt på banen og leverede en velovervejet taktisk plan, hvilket gjorde det meget svært for Trap. Lauridsen lavede for mange uprovokerede fejl, og Trap var derfor hele tiden indenfor en overkommelige pointmæssig afstand. Lauridsen var dog køligst i de afgørende situationer og vandt kampen 12-10, 14-12, 11-9.

Hos herrerne var der spænding lige fra allerførste runde, da Thomas Laursen stod overfor Lau Kiehn i første runde fredag aften. Kiehn leverede en flot præstation og vandt kampen 3-1, og derfra så den unge Herlev-dreng sig aldrig tilbage. I semifinalen pressede han Kristian Frost ud i fem sæt. Frost var dog foran 2-0 i sæt, hvorefter Birkerøds første single gik helt i stå, hvilket mildest talt virkede underligt. Frost gav både tredje og fjerde sæt væk, hvorefter han tog 3 minutters skadespause på grund af svimmelhed. Kiehn var tæt på at levere en overraskelse af dimensioner, men Frost formåede alligevel at få vendt kampen til sin fordel 3-2.

I den anden semifinale viste Rasmus Møller ingen nåde i mod Morten W. Trap. Efter spillerne havde fordelt de to første sæt lige i mellem sig, sad Møller efterfølgende på kampen. Møller spillede i et vanvittigt højt tempo, hvor W. Trap ikke kunne følge med. Kampen endte 3-1 til Møller.

I finalen var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Møller slog Frost 3-1 i en kamp den sønderjydske veteran styrede fra start til slut.
I kampen om 3. pladsen leverede Kiehn endnu en overraskelse, da han slog W. Trap 3-1. Kiehn beviste derfor en gang for alle, at han er klar på at spille om medaljer ved dette års DM og er en seriøs bajler til en plads på landsholdet til EM for hold, som spilles i Polen i maj måned.

Magnus Laursen vandt en stærkt besat A-række, hvor han i første runde slog 1. seedede og klubkammerat Kristian DS Nielsen. I finalen mødte Laursen Casper Kloster, men Laursen viste et meget højt niveau og vandt kampen 3-1.



Squash Online © 2025