Squash Online

Laura Massaro den overraskende vinder af VM for kvinder

March 23, 2014Tobias Pørtner

Normalt vil det ikke ligefrem være at betragte som en sensation, når den 2. seedede spiller i en turnering løber med sejren. En sensation er dog netor hvad Laura Massaros triumf kan kategoriseres som - ikke fordi at hun slog useedede Nour El Sherbini i finalen, men mere fordi at 1. seedede Nicol David blev slået ud i semifinalen af VM på hjemmebane (Malaysia), og dermed satte en stopper for Davids fem-årige monopol på VM-titlen.

I semifinalen slog engelske Laura Massaro egypteren Raneem El Welily og gjorde sig klar til finalen. Turneringens helt store overraskelse indtraf dog i den anden semifinale, da den useedede juniorverdensmester Nour El Sherbini besejrede hjemmefavoritten Nicol David med 11-9 i femte sæt, efter en spændende kamp med skiftende føringer.

I finalen var der endnu engang smæk for skillingen og Sherbini måtte igen ud i en lang gyser. Denne gang var heldet dog på Massaros side, og hun sikrede sig til sidst titlen med 11-7, 6-11, 11-9, 5-11, 11-9 på 68 minutter. Udslagsgivende blev det sidst, at Sherbini fik to hårdtdømte no lets ved stillingen 8-8 i femte og afgørende sæt.

Turneringen havde også, omend kortvarigt, dansk deltagelse i form af Line Hansen. Birkerød-spilleren måtte dog desværre lade livet allerede i 1. runde, hvor hun blev kørt over af canadiske Sam Cornett med 5-11, 7-11, 7-11.



Squash Online © 2025