February 22, 2016 — Kasper Pedersen
I lørdags afholdte Thysquash sin tredje seniorturnering i klubbens korte historie. Turneringen blev den største succes nogensinde for klubben, som havde i alt 27 deltagere. Selvom de kun havde meldt plads til 24, så fandt de alligevel plads til alle spillerne.
Herre A-rækken tog den førsteseedede storfavorit, Ulrik Kristensen, for tredje gang i turneringens tre år lange historie. Ulrik kom dog under et noget større pres ved denne turnering end ranglisteplaceringerne umiddelbart antød. Ulrik vandt en tæt 5-sætter i første runde over junioren, Kasper Pedersen, mens han i semifinalen vandt 3-1 over Danmarks tredjebedste dame, Mathilde Lauridsen. I finalen mødte han endnu en lokal, Rasmus Bjerge, som dog ikke på dagen kunne presse Ulrik ud i mere end 3 sæt.
Den lokale junior, Klara Møller, på bare 14 år spillede sig til klar sejr i B-rækken, hvor hun ikke afgav et eneste sæt. Klara er snart klar til at gøre sig i seniorrækkerne med sådan en præstation.
Den største succes ved turneringen var dog de forholdsvis mange damedeltagere. Der var ved denne turnering 7 lokale damer på alt fra begynder til let-øvet niveau. Disse damer plus flere deltog weekenden forinden i en hyggeturnering i Struer, mens der i morgen (onsdag red.) er endnu en hyggeturnering i Sport 92, hvor hele 29 (!!) spillere stiller til start. Der er dermed super godt gang i damesquashen i Midt- og Vestjylland, hvilket må synes som en stor succes i et ellers lidt gråt senior Squashdanmark.