Squash Online

Koldings damer på guldkurs?

January 24, 2016Tobias Pørtner

Med en sejr på 2-1 over rivalerne fra Birkerød spillede Kolding sig op som nr. 1 i rækken og ligner nu så småt en favorit til at løbe med DM-titlen.

Flere interessante opgør var i støbeskeen denne weekend i Aarhus, da der både var vaskeægte topopgør og bundgysere på programmet.

Kolding besejrer igen Birkerød
I toppen af rækken holdt Kolding fat i grebet om 1. pladsen, da de besejrede Birkerød med 2-1 i kampe. Line Hansen bragte som forventet sjællænderne på sejrskurs via en 3-0 sejr over Sally Skaarenborg, men herefter vendte Lauridsen-søstrene Mathilde og Sarah den kortvarige glæde til panderynker, da de sejrede med hhv. 3-1 og 3-0 over Cecilie Mayer og Marija Shpakova.

Sejren betyder, at Kolding qua en bedre sætscore er nr. 1 i rækken og desuden har en kamp i baghånden. Det var i øvrigt anden gang i denne sæson, at Kolding besejrede Birkerød med cifrene 2-1 og de ligner så småt en favorit til DM-guldet, hvor meget skal gå galt, hvis ikke netop de to hold skal stå over for hinanden i finalen i april.

Herlev holder liv i håbet

Weekendens helt store taber i damernes elitedivision blev hjemmeholdet Skovbakken, der med en sejr over Herlev så godt som kunne have sikret sig en plads i slutspillet.

Sejr blev det dog ikke til, da rækkens nr. 5 fra Herlev leverede en inspirerende fighterindsat og holdånd, og besejrede Skovbakken med 2-1 i kampe. Rikke Holm og Karina Pilak stod for de to forløsende sejre, begge på 3-1, efter utrolig tætte kampe mod hhv. Millie Søndergaard og Nanna Frederiksen, der begge var et godt stykke fra det niveau, vi tidligere har set de to spillere levere, da de toppede som juniorer.

Senere hen tabte Skovbakken også med 1-2 til City Squash, men til trods for disse nederlag og Herlevs gevinst, er det stadig jyderne, der indtager pladsen i top4 - to point foran netop Herlev, der altså skal levere store ting i den sidste eliterunde i marts mod City Squash og Kolding, hvis de skal med i slutspillet.

Du kan se detaljerede resultater og stillingen på SQUASHPORTALEN.DK