Squash Online

Kampprogrammet for Danmarksturneringen overraskende offentliggjort

July 14, 2012Tobias Pørtner

Overraskende i forhold til tidligere tiders praksis blev kampprogrammet for Danmarksturneringen for hold for den kommende sæson onsdag offentliggjort gennem Dansk Squashforbunds hjemmeside. Altså kan klubberne allerede nu se samtlige kampe for den kommende sæson.

I sidste sæson trak offentliggørelsen så meget ud, at der fra Turneringsudvalgets side blev givet dispensation til, at alle holdkampe i første sæson kunne rykkes uden for de normale frister. Den hurtigere offentliggørelse bunder hovedsageligt i det forhold, at DSqF har fået udviklet et modul til Squashportalen, som automatiserer en proces, der tidligere har fundet sted manuelt.

Kampprogrammet viser, at der er sket en stigning på fire hold på herresiden (nu i alt 86 hold), imens der til den kommende sæson er tre damehold færre, sådan at der vil være 29 hold i alt. Faldet i antallet af damehold ses særligt i det vestlige Danmark, hvor der nu kun er syv hold uden for Elitedivisionen. Til sammenligning er der øst for Storebælt hele 17 hold uden for Elitedivisionen.

Med OSCs trækning af begge deres i Elitedivisionens dame- og herrerække er der blot fem hold i begge rækker. Dette var også tilfældet i sidste sæson, men er på herresiden et nyt syn. Hvis OSC ikke formår at få styr på økonomien og dermed på et senere tidspunkt vil vende tilbage til Elitedivisionen, står ingen klubber umiddelbart klar til at træde ind og udfylde den nu tomme plads.

Det fulde kampprogram kan ses på Squashportalen.