March 09, 2017 — Rasmus Jessen
Helsinge Squash Klub er traditionen tro vært ved den sidste Grand Prix-turnering inden danmarksmesterskaberne næste måned. 44 spillere har meldt sin ankomst, og i morgen fredag står Jan Skat Borgen klar til at byde velkommen.
Når der skues til de deltagende spillere i mesterrækken for herrer, så er der lagt op til nogle farverige opgør.
De to finalefavoritter er utvivlsomt Herlevs Lau Kiehn og Skovbakkens Rasmus Møller. Lau må indtage favoritværdigheden, da han har besejret den stærke sønderjyde tre gange i streg, og har nu også indtaget førstepladsen på danmarksranglisten. Lige meget hvad bliver det et spændende opgør, som man nødigt vil gå glip af. Derudover har Morten Wiegandt (City Squash), Jesper Ratzer (Herlev) og Thomas Pilak(Herlev) nogle interessante kampe foran sig. Landsholdspladserne må formodes at sidde mere løst, end de plejer at gøre, så stærke resultater i weekendens opgør må klart give nogle point på udtagelseskontoen.
Morten Wiegandt, der har været fast inventar på landsholdet i mange år, har været meget fraværende denne sæson, så der er uvished om hans nuværende niveau. Jesper Ratzer, verdensmesteren der netop har droppet racketlonkarrieren, har stormet frem det sidste års tid, og må med en styrkedemonstration kunne gøre sig gældende i landsholdsovervejelserne. Thomas Pilak har ikke tabt en eneste kamp som 3. single på Herlevs 1. hold denne sæson, og har tidligere været på landsholdet af to omgange.
På damesiden er Line Hansen (Birkerød) klar til kamp. Hun forventes stille og roligt at vifte de resterende deltagere til side med squashketcheren. Hverken Sally Skaarenborg(Kolding) eller Mathilde Lauridsen(Kolding) er med, men begge spillere må også betragtes som faste elementer på damelandsholdet.
Sissel Trap gør comeback i weekenden, og hvis formen er ved at være på plads, så kan hun muligvis presse Cecilie Mayer og måske gøre sig gældende til en landsholdsplads.
En interessant weekend er i vente. Vi vil sørge for at holde dig opdateret på vores Facebook-side, og lørdag kan du følge med på vores Snapchat-kanal (Squashonline)