Squash Online

Grand Prix Helsinge: Opsummering

March 13, 2016Rasmus Jessen

Rasmus Møller og Line Hansen løb som forventet med sejrerne i mesterrækkerne. Men derudover var der faktisk et par overraskende resultater ind i mellem.

Herre Mester:
Rasmus Møller fløj igennem turneringen, og tabte kun et sæt til Thomas Laursen i finalen. Denne finale var særdeles seværdig, og de mange publikummer så også ud til at nyde den. Møller var fysisk ovenpå hele tiden, men hans modstander formåede alligevel at presse ham godt i perioder. Thomas havde mødt Jesper Ratzer i semifinalen, hvor koldingenseren havde vundet 3-0 hvor Ratzer igen viste gode takter, efter han dagen før havde slået Morten T. Wiegandt med 3-2 i sæt. Møller havde mødt Lau Kiehn i sin semifinale, og her formåede Kiehn ikke at forskrække Møller, som han fik gjort da de spillede 5 sæt ved City Squash Grand Prix. I kampen om tredjepladsen mødtes Lau og Ratzer, og selvom den endte 3-0 til Lau, så kom Ratzer dog op og havde en sætbold eller to i løbet af kampen.

I placeringskampene mødte Rasmus Jessen så Morten Wiegandt, hvor Jessen kunne lukke kampen 3-0. Thomas Pilak mødte Christian Steffensen, som gjorde et godt indtryk ved at komme foran 2-0 og havde hele 4 matchbolde i løbet af kampen. Men Pilak hev lidt rutine frem og vandt kampen 3-2. Jessen mødte så Pilak i kampen om 5. pladsen, og den kamp fik Jessen hevet hjem, selvom de to første sæt var i tie-break. Endnu en overraskelse dukkede op i kampen om 7. pladsen, for her fik Christian Steffensen skovlen under Wiegandt og vandt med 3-2 i sæt.

Dame Mester:
Line var ikke til at rokke denne weekend. Hun fejede Christine Christoffersen af banen i første runde, og så havde hun en bye i anden runde, da Sissel Trap Wiegandt var blevet syg. Og i finalen mødte Line som sædvanlig Sally Skaarenborg, hvor kampen kun blev 3 sæt lang. Cecilie Mayer slog Karina Pilak ud i første runde, men måtte lide et 3-0 nederlag til Sally i semifinalen, og hun skulle så have spillet om 3. pladsen, men fik så også en bye pga. Sissels afbud. Christine slog både Stephanie Riding og Karina Pilak om lørdagen, og endte derfor på en flot 5. plads.

Herre A
Der var lagt op til et brag af en finale, da Theis Houlberg og Kristian De Silva mødtes lørdag eftermiddag. Men De Silva viste ingen svaghedstegn og kørte sejren hele vejen hjem i et stabilt tempo. Theis spillede fornuftigt, men hans våben havde ikke den store effekt mod den hurtige og boast-glade Århusianer. Theis havde spillet en flot semifinale mod Casper Kloster hvor han havde vundet 3-0, i en ellers meget seværdig kamp med flere flotte dives fra Klosters side. De Silva havde slået Christian Brevadt i semifinalen 3-0. Kloster vandt så kampen om 3. pladsen over Brevadt med 3-0 i sæt.

I dame A vandt Maria Borgen hele puljen og dermed fik 1. pladsen. Jakob Martens vandt en velspillet finale over Flemming Bøgh i finalen i Herre B. Martin Groth Hjelmsø snuppede 3. pladsen i sin kamp mor Thomas Allin. I c-rækken hos herrerne vandt Morten Vendelboe finalen over Jack Nielsen med 3-1. Og i d-rækken hos herrerne vandt Karina Pilak, som havde stillet op i 2 rækker.

For at se alle resultater, så gå ind på Squashportalen.dk og tryk dig ind under turneringsresultater. Jan Borgen formåede, sammen med sine søde døtre, at holde en fantastisk turnering, hvor der absolut ikke manglede noget. Der var massere af slik, frugt, mad og vand. Og noget som har været savnet, var især Jans initiativ til at have pengepræmier til top-2 i alle rækker. Og derudover blev der trukket lod om 2 fine gavekort til Jensens Bøfhus. Disse initiativer blev der virkelig sat pris på fra spillernes side. Vi glæder os allerede til næste års turnering i Helsinge!



Squash Online © 2025