Squash Online

Frost færdig - Sally videre i Santiago

November 17, 2010Tobias Pørtner

Useedede Sally Skaarenborg, der til dagligt slår sine folder i Kolding KFUM, var dagens danske højdepunkt, da hun sejrede i nabo-opgøret mod svenske Josefa Bertilsson. Til gengæld måtte en fysisk mærket Kristian Frost se sig slået ud af Santiago Open.

Sally Skaarenborg, der ellers ud fra WISPA-ranglisten var klar underdog, vandt uden slinger i valsen over sin skandinaviske modstander. Blot 14 minutter blev det til på banen inden Kolding-pigen stensikkert havde spillet sig i kvartfinalen via en sejr på 11/4, 11/5, 11/4.
Imorgen står Sally over for tjekkiske Olga Ertlova (seedet 4), hvilket sandsynligvis bliver en noget sværere opgave.

Til gengæld måtte Kristian Frost efter to sejre i kvalifikationen sande at 8. seedede Arturo Salazar fra Mexico var for stor en mundfuld. Efter at have tabt et tæt 2. sæt i tiebreak var der udsolgt hos Kristian, der var tydeligt mærket af sin lange kamp igår mod finske Henrik Mustonen. Ciffermæssigt blev nederlaget på 3/11, 10/12, 7/11 til verdens nr. 37.