Squash Online

French Junior Open - lørdag

February 19, 2011Martin Laursen

De danske semifinaledrømme blev skudt i sænk lørdag morgen, hvor både Mathilde Lauridsen, Sarah Lauridsen og Caroline Christiansen blev slået klart.

Mathilde havde ikke meget at stille op mod 2.-seedede Tinne Gilis fra Belgien og tabte 0-3. Sarah havde en rigtig svær modstander i 2.-seedede Cindy Merlo fra Schweiz og tabte stort i 3 sæt. Caroline, som på forhånd umiddelbart havde den bedste chance for at nå semifinalen, kom aldrig rigtig i gang og tabte i 4 sæt til Stephanie Ryan fra Irland, som hun før havde slået 3-0.

Christine Christoffersen vandt dagens første kamp nemt i 3 sæt, men i anden kamp var hun oppe mod en robust og hårdtslående franskmand, som kun tillod Christine 7 points i hvert af de 3 sæt, kampen varede.

Marcus Pedersbæk mødte tidligt lørdag morgen Mathias Grondin fra Frankrig. Denne kamp så på forhånd svær ud for Marcus, men han spillede en god kamp, hvor han fik spillet Grondin godt taktisk. Desværre gik en række af dueller i slutningen af 4. sæt til modstanderen, og Marcus tabte kampen 1-3.

Jens-Christian Wegeberg spillede mod en lille, men teknisk dygtig, franskmand. Silkeborg-spilleren fik lagt et rigtig godt tryk fra start, som resulterede i 2 hurtige sæt. Herefter begyndte modstanderen dog at finde sig mere tilrette på banen, men Jens-Christian fik lukket et tæt 4. sæt til sin fordel og tog sejren hjem 3-1.

I DU17-rækken pløjede Christian Steffensen al modstand ned og vandt begge sine kampe nemt i 3 sæt. Emil Grooss Jeppesen havde lidt mere besvær, men fik også trukket 2 sejre hjem - dog begge i 5 sæt. Thomas Laursen spillede en lang og underholdende kamp mod franske Auguste Dussourd. De to spillere pressede hinanden til det yderste og blev ved med at kæmpe. Ved 12-12 i 5. sæt servede Dussourd en løs serv til Thomas’ baghånd, som blev sendt direkte i nicket. Matchbolden blev en lang duel, som endte til Kolding-spillerens fordel på et lidt heldigt ramme-slag i nicket.

Nanna Frederiksen stod for endnu en gyser af en 5-sætter, da hun spillede mod Eszter Csokasi fra Ungarn. Nanna kom foran 2-1 i sæt, men kunne desværre ikke lukke kampen i 4., som endte 11-13 til modstanderen. 5. sæt blev en nem affære, som ungareren trak sig sejrrigt ud af med 5-11.

Martin Laursen spillede en lang kamp mod schweiziske Michael Shpakov, som Martin før har slået i 3 sæt. Desværre kunne danskeren ikke rigtig finde sit angrebsspil, hvilket betød, at duellerne blev længere og længere. Desværre trak Shpakov det længste strå i de fleste af dem, og Martin måtte se sig slået 1-3.

I morgen er sidste spilledag ved French Junior Open 2011 - SQO er med, hvor det sker!

Resultater og information kan ses her:

http://www.frenchjunioropen.com/GB/index.htm