England og Egypten i giganternes finale

Da jeg stod op tidlig fredag morgen for at begynde den lange køretur til Paderborn og VM i squash, havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, hvor stort det ville blive. Ahorn-Sportpark, hvor turneringen afholdes, er et overvældende stort sportscenter. Efter at have betalt den ret billige indgangspris bliver man som tilskuer mødt af et kæmpe salgsområde på størrelse med en håndboldhal med stande fra de største squash brands samt boder, hvor man kan købe mad, drikke og souvenirs. Udover dette har centeret 6 normale baner, en center court med plads til 100 tilskuere og i centerets hjerte en glasbane med plads til 1000 tilskuere. At befinde mig som tilskuer midt i dette show er noget af det fedeste, jeg nogensinde har oplevet. Da de professionelle kommentatorer præsenterede det australske landshold med David Palmer i spidsen alt imens musikken spillede, lysshowet kørte og de forventningsfulde tilskuere larmede, vidste jeg, at det ville blive stort. Set-up’et, som tyskerne har lavet, kan på ingen måde sammenlignes med noget, jeg har set i squash før. Hvis dette ikke er værdigt til OL, ved jeg ikke, hvad der er.

England - Australien

Da den fantastiske kulisse var sat, var det nu op til spillerne at levere underholdningen. England stillede meget stærkt med deres tre verdensstjerner Nick Matthew[1], James Willstrop [4] og Peter Barker [7] mod Australiens David Palmer [10], Cameron Pilley [14] og Stewart Boswell [21].

Willstrop og Pilley var første semifinalekamp. De fulgtes ad i starten af første sæt og spillede begge fantastisk squash. Midt i sættet begyndte Willstrop dog at trække fra med sit stabile og sikre spil, mens Pilley tog nogle chancer og søgte lidt for meget efter at afgøre bolden i en fart. 11-7 til Willstrop. I andet sæt kom den høje englænder skidt fra start, men sættet blev dog udlignet omkring midten. Willstrop spillede nu med et fantastisk overblik. Han sendte Pilley rundt i de bagerste hjørner og ventede på en løs længde - hver eneste gang den kom, droppede han den i nicket fra bagvæggen. 11-8 til Willstrop. I tredje sæt fortsatte Willstrop sit fantastiske dropspil fra primært den bagerste del af banen, og den australske modstander mistede troen på, at det kunne lade sig gøre. 11-2 til Willstrop og England tog den første kamp.

Da Matthew og Palmer trådte på banen til 1.-singlernes kamp, sydede stemningen. Den australske kæmpe, kaldet “The Marine” blandt spillerne, skulle levere noget af en overraskelse for at holde sit land inde i kampen. Verdens nr. 1 gjorde det dog ikke nemt for ham. Matthew spillede en fantastisk kamp med meget få fejl. Tilskuerne nikkede forstummede til hinanden med et smil på læben, hver gang Matthew reddede det ene fantastiske angrebsskud efter det andet fra den australske squashmaskine. De to spillere dækkede banen fantastisk, men der var ingen tvivl om, at Matthew er i bedre form end Palmer, og kampen gik til England med 11-5 11-8 11-5.

Hermed havde England vundet holdkampen, og den tredje kamp var irrelevant. Den blev derfor spillet bedst af 3 sæt. Peter Barker gjorde englændernes sejr komplet, da han slog Stewart Boswell 12-10 11-7. Efter et kort interview på banen skulle den nu overlades til Frankrig og Egypten.

Frankrig - Egypten

Frankrig stillede med Gregory Gaultier [6], Thierry Lincou [8] og Mathieu Castagnet [56] mod egyptens Ramy Ashour [2], Karim Darwish [3] og Mohamed El Shorbagy [9]. En kamp som umiddelbart lå til Egypten, men som Frankrig uden tvivl havde en chance for at vinde.

Lincou og Darwish leverede den bedste squashkamp, jeg i mit liv har set. Hvis nogle af læserne har den samme hobby som min bror med at samle på squash DVD’er, er dette et must-buy. Lincou må have spillet squash på sit absolut højeste niveau. Franskmanden, som er kendt for sit fantastiske bevægelsesmønster, bevægede sig fejlfrit på banen og spillede også fejlfrit i første sæt. Den egyptiske modstander blev jagtet rundt på banen og havde ingen anden mulighed end blot at vente på, at franskmanden droppede et af hans pick-ups i nicket. 11-7 til Lincou. I andet sæt lykkedes det Darwish at dominere kampen med sit spil, og Lincou kom aldrig rigtig i gang. 11-3 og Egypten var tilbage i kampen. Tredje sæt blev rigtig tæt. Lincou fandt sit helt igennem utrolige dropspil igen og vandt næsten alle dueller på den forreste del af banen. Forskellen fra første sæt var, at der også sneg sig nogle få uprovokerede fejl ind i den stærke franskmands spil, men de slag, der lykkedes, var så gode, at de var nok til at give ham sættet. 12-10 til Lincou. Fjerde sæt var det samme mønster som i andet, hvor Lincou aldrig rigtig fik udnyttet det overtag, han egentlig havde i duellerne. 11-4 til Darwish. Kampen skulle nu afgøres i femte sæt. Ville Lincou kunne udnytte det initiativ, som han havde taget gennem hele kampen? Han startede som lyn og torden og kom hurtigt foran, men Darwish kom tilbage og udlignede sættet. Herfra viste franskmanden dog hvilken squashspiller, han stadig er og åbnede op for en lavine af intet mindre end perfekt squash. 11-6 til Lincou og under et brøl fra det franske landshold, mens blitzene oplyste Lincou uden for banen og Darwish forlod os uden at give interview, kunne vi konstatere, at Frankrig nu kun var én kamp fra at gøre det umulige - vinde over de forsvarende mestre fra Egypten og gå i finalen.

Mange havde set frem til kampen mellem Gaultier og Ramy, som nævnes ved fornavn, fordi hans bror faktisk også spiller på det egyptiske landshold. Den egyptiske verdensstjerne var dog alt for god til, at kampen på noget tidspunkt blev spændende. Gaultier spillede rigtig god squash, men efterhånden som han indså, at lige meget hvilket slag han spillede, returnerede Ramy det med et endnu bedre slag, begyndte han at lave fejl. Ramy pressede sin modstander til at overforcere sit spil og kombineret med franskmandens til tider opgivende mentalitet på banen, blev det til en relativt hurtig sejr til Ramy. Det var på ingen måder en dårlig kamp. Begge spillere spillede verdensklasse squash - Ramy Ashour er bare i en klasse for sig selv, når det gælder om at spille hurtig og hektisk squash.

Nu skulle det hele altså afgøres i 3.-singlernes kamp mellem Castagnet og Shorbagy. Kampens niveau var meget lavere end de to foregående, men faktummet at kampens udfald ville afgøre holdkampen holdt spændingen inde i kampen. Duellerne var helt fra start rigtig lange, og de to spillere hentede alt, men manglede evnen til at afgøre boldene ordentligt. Der blev givet rigtig mange lets, og til tider blev der fisket en del efter strokes. Da Castagnet formøblede et par sætbolde i første sæt og Shorbagy tog det 14-12, lignede det en egyptisk sejr, men til alles forbløffelse kæmpede Castagnet sig tilbage i kampen og tog de to næste sæt med 11-9. Franskmændene var ved at gå til af spænding, da den unge 3.-single tilmed førte 4. sæt med 7-5. Herfra hævede Shorbagy dog sit niveau og tog de næste 6 bolde og sættet med 11-7. Der var lagt op til et brag af et altafgørende femte sæt, men Castagnet var tilsyneladende gået lidt ned i kadence. Den egyptiske føring blev udbygget lidt efter lidt og efterhånden, som det franske holds tilråb stoppede, lå det i kortene, at Egypten ville vinde 5. sæt og dermed holdkampen. 11-6 til Shorbagy.

Lørdag har Egypten altså mulighed for at forsvare deres verdensmesterskab, men de er oppe mod et stærkt engelsk hold, som vil gøre alt for at vinde. Der er lagt op til et brag af en kamp.

Martin S. Laursen