Squash Online

Endnu en indisk skuffelse for Frost

October 11, 2014Tobias Pørtner

For tredje turnering i træk blev det til et uventet tidligt exit for Kristian Frost, da han som 3. seedet måtte bøje sig i kvartfinalen mod den malaysiske kvalifikationsspiller Sanjay Singh i et sandt 5-sætsdrama ved JSW Indian Circuit #2 i Mumbai.

Det var dog ikke ren nedtur for Kristian Frost, da han spillede sin anden turnering på en uge i Indien. I 1. runde stod han således over for Adam Murrills, der højst overraskende havde besejret Frost ved deres møde for en lille uges tid siden i Jaipur. Dette nederlag fik Birkerød-spilleren revancheret med en sejr på 11-6, 5-11, 11-8, 11-7, og han var derfor klar til at møde malaysiske Singh i kvartfinalen.

Frost og Sanjay Singh stod for den suværent mest spændende kamp i kvartfinalen, da de skulle helt ud i det afgørende sæts tiebreak, for at finde en vinder. Inden da var gået en omskiftelig kamp, hvor danskeren var foran både 1-0 og 2-1 i sæt, inden han til sidst måtte bøje sig med mindst mulig margin i femte og afgørende sæt. Selve kampen tog 89 minutter og blev afgjort med cifrene 11-7, 9-11, 11-9, 5-11, 10-12.