Squash Online

Den danske titeldrøm slukket efter tæt fight

May 01, 2015Tobias Pørtner

De danske piger var ikke spået mange chancer i kampen mod England, men til trods for prædikatet underdog, bed det danske hold anført af Line Hansen godt fra sig i semifinalenederlaget til storfavoritterne.

Line Hansen åbnede ballet mod verdens nr. 3 Alison Waters. På forhånd var Line ikke spået mange chancer, men personligt havde Birkerød-spilleren god tro på sagen:

- Jeg har tidligere haft nogle gode kampe med hende. Nogle spillere ligger bare bedre til en end andre og jeg har altid haft det godt med at spille mod Alison.

Det skulle også vise sig, at Hansens analyse var helt rigtig, for de to spillere leverede en flot morgenbrag i Herning, hvor der trods kampstart allerede kl. 9.00, var godt fyldt op på tilskuerpladserne omkring den pompøse glasbane.

Efter både at have været bagud med 0-1 og 1-2 i sæt, pressede Line kampen ud i et femte og afgørende sæt og overraskelsen lurede. Desværre ramte danskeren aldrig rigtig spillet i et femte sæt, som hun selv betegnede som hendes klart ringeste i kampen.

Lines tætte nederlag var noget af en bet for de i forvejen begrænsede danske muligheder, men landstræner David McAlpine var imponeret over Hansens indsats:

- Man kan nemt komme til at gå ind til en kamp mod England med indstillingen om, at de er alt for stærke for os, men det vi så i den første kamp var, at kampen blev rigtig tæt og at Line spillede rigtig godt.
Havde Line vundet den, så var der måske kommet noget tvivl i hovederne på de engelske piger og det var derfor en påmindelse om, aldrig at dømme sig selv som taber inden kampen er spillet.

Efter nederlaget på 1. singlen blev det samlede semifinalenederlag hurtigt en realitet, da Sally Skaarenborg fik en regulær squashlektion af den store og teknisk velfunderede Sarah-Jane Perry, der pt. er englændernes absolut største talent på kvindesiden.

Den fremadstormende Perry, der er på himmelfart op gennem WSA-ranglisten, spillede klogt og kontrolleret Skaarenborg fra hjørne til hjørne og lavede kun få fejl. Kolding-pigen kæmpede forbilledligt, men måtte præcis som Cecilie Mayer, der i dag var med som 3. single, sande, at talentet ikke rakte til at overraskede mod englænderne.

- Pigerne fik en god oplevelse og der var ingen forventninger til dem. De gik ind og havde det sjovt og alle præsterede flot, fortalte McAlpine efterfølgende til SQO.dk.

I morgen møder pigerne enten Irland eller Frankrig i kampen om bronzemedaljerne – de to hold spiller netop nu semifinale.

- Chancerne er gode for at få en medalje i morgen. Uanset hvem vi møder, så vil vi gå ind og gøre vores bedste og tage det én kamp ad gangen. Det lyder lidt som en kliché, men specielt ved en holdevent som denne er det sandt. Spillerækkefølgen kan have indflydelse, da holdkampene kan forme sig forskelligt, alt efter om det er første-, anden- eller tredjesinglen, der spiller først.
Vi har én kamp tilbage og vi sigter efter at få en medalje med hjem fra EM – det ville være en fantastisk bedrift.