October 09, 2015 — Kasper Pedersen
Så er turen kommet til Nordic Junior Open, hvor 18 unge danskere var klar til start klokken 10 i dag i Malmø. Med middelmådige danske præstationer ved Danish Junior Open i sidste weekend, så har nogle af spillerne virkelig noget at vise i denne weekend.
I DU19 har Danmark 3 spillere stillende til start. Mest spændende bliver her, hvorvidt Herlevs Theis Houlberg formår at spille sig i kvartfinalen. Thies har fået en svær lodtrækning, men han har tidligere vist et højt internationalt niveau. Han møder sandsynligvis schweizere i begge de første to kampe. Først møder han en dygtig schweizer og derefter en endnu dygtigere en.
Theis viste udemærkede takter ved sidste weekends Danish Junior Open, men han skal op i et højere gear, hvis han vil i top 8 ved Nordic.
Magnus Laursen, som er vores anden topspiller i kategorien, har en noget nemmere vej til kvartfinalen. Han har fået bye i førsterunde, hvorefter han møder israeleren Nadav Raziel i anden kamp. Magnus burde slå Nadav, og dermed spille sig i kvartfinalen.
For begge danskere venter en utrolig dygtig franskmand, henholdsvis Benjamin Aubert og Enzo Corigliano, i kvartfinalen. Begge danskere er kæmpe underdogs i disse kampe.
Den sidste dansker i rækken er Jacob Søndergaard, som forventes at ryge ud i første runde, og derefter skal spille mellem placeringerne 16-32.
I PU19 har Danmark kun Mathilde Lauridsen stillende til start.
Mathilde er førsteseedet ved turneringen, og er også favorit til at gå i finalen. Dog venter der lige en svær semifinale først, som sandsynligvis bliver mod Laura Gamblin, som tidligere har voldt Mathilde store vanskeligheder. Mathilde er dog stadigvæk favorit i denne kamp.
Hvis Mathilde skulle komme i finalen, så forventes hun at stå overfor Elin Harlow fra Wales eller Cindy Merlo fra Schweiz. Begge spillere er utrolig dygtige, og Mathilde ville være underdog i begge tilfælde. Dog har hun tidligere slået begge spillere. Mathilde har en chance for en turneringsejr, og da dette er hendes sidste internationale juniorturnering, så forventes hun at gå hårdt efter den.
I DU17 har Danmark 3 spillere stillende til start. Danmark har fået en dårlig lodtrækning for alle spillere i denne pulje, men bedre kunne ikke forventes med danskernes seedning.
Det forventes ikke at nogle danskere skal komme videre fra første runde, men forhåbentligt ser vi dem spille med om platen.
Danmark burde gerne få minimum en 17. plads til enten Mikkel Kønigsfeldt eller Julius Fuglsang.
I PU17 har Danmark Sarah Lauridsen med. Sarah har fået en utrolig uheldig lodtræning, hvor hun, på trods af at hun er 2. seedet, fået en utrolig dygtig modstander allerede i første runde. Sarah møder ireren Hannah Craig, som hun slog i 5 sæt ved sommerens Dutch Junior Open.
Kampen ligner en 50/50, men vi håber meget, at Sarah trækker det længste strå.
Hvis Sarah skulle vinde første runde, så forventes hun at gå i finalen, hvor ukraineren Nadiya Usenko venter. I denne kamp er Nadiya en lille favorit, men Sarah har absolut muligheder.
I DU15 har vi 4 danskere stillende til start. Alle spillere møder gode spillere i første runde af hovedturneringen, hvis de overhovedet kommer i den. Marcus Jepsen er eneste dansker startende i hovedturneringen, men det ser overhovedet ikke nemt ud for ham.
Danmark forventes derfor ikke at have nogen spillere i top 16, men de forventes at være med i den bedste ende af 16-32 laget.
Ligesom i DU17 kan vi godt forvente at mindst én dansker kommer i platefinalen, og Tobias Weel kunne være et godt bud herpå.
I PU15 har vi de to store talenter, Klara Møller og Sabine Petersen, stillende til start. Begge spillere har desværre fået en lidt dårlig lodtrækning, og det forventes derfor ikke, at nogle af dem når længere end anden runde.
Det er yderst ærgerligt, da det blandt andet er disse to piger, vi skal satse på i fremtiden. Forhåbentligt kan de alligevel vinde de fleste kampe om de sekundære placeringer.
I DU13 har Danmark ligeså 3 spillere med. Her forventes Joakim Jepsen (U11 spiller) og William Tranholm at gå i anden runde, men det bliver meget svært for dem at komme længere.
Herefter burde Joakim og William være blandt spillere på deres eget niveau, så de forventes at få nogenlunde sekundære placeringer.
I PU13 er Laura Lauridsen den eneste dansker stillende til start. Laura har en god chance for at få en god placering, men det er aldrig til at vide, når pigerne ikke er ældre, da der nemt kan komme en useedet og gå meget langt. Skulle dette ikke være tilfældet, så burde Laura kunne gå i semifinalen, hvorfra en podieplacering absolut er synlig. Laura har chancen for at gå hele vejen i hendes række, men det ser bestemt ikke nemt ud.
Sidst, men ikke mindst, har vi Joakim Jepsen i hans rette element, DU11. Joakim endte sidste år lige udenfor podiet i denne række, men måske er 2015 året, hvor han bryder ind på podiet? Joakim har vist rigtig gode takter ved Danish Junior Open, og derfor forventes han også at kunne tage en podieplacering i denne pulje.
Kampene er allerede gået i gang i Malmø, og resultaterne kan ses HER.