Squash Online

Danske podiepladser ved Finish Junior Open

September 21, 2011Martin Laursen

5 danske drenge spillede i weekenden Finish Junior Open i Espoo nær Helsinki. Turneringen, som er samme rang som Danish Junior Open, havde blot 62 deltagere, og der var derfor gode chancer for at danskerne kunne få nogle topplaceringer.

Casper Kloster fra KSK vandt da også sin indledende pulje og afgav kun ét sæt undervejs. Herefter vandt han sin semifinale uden at afgive mere end 5 points gennem hele kampen. Kloster måtte dog nøjes med 2.-pladsen, da han tabte stort til den 1.-seedede finne i finalen.

Christian Steffensen fra Birkerød tabte en tæt kamp til finnen Kristian Rautiainen og vandt komfortabelt over en svensker i sin indledende pulje. Christian skulle derfor spille om placeringerne 4-6. Her vandt han over en ukrainer men tabte til engelske Alex Noakes og fik derfor 5.-pladsen.

I DU19, som var den eneste række med monrad draw, havde Danmark 3 repræsentanter. Niclas Dissing fra KSK blev slået ud i første runde af svenske Michael Babra med 11-13 i 5. sæt mens Emil Vogt fra Birkerød tabte i 3 sæt til 2.-seedede Tommy Ekholm fra Finland - dog i 2. runde. Kasper Svith fra Skovbakken gik hele vejen til semifinalen, hvor han blev slået ud i 4 sæt af den 1.-seedede finne. Kasper vandt 3.-pladsen ved at slå Tommy Ekholm i 3 sæt.

Næste internationale turnering med dansk deltagelse er på “hjemmebane” i Herlev, hvor der bliver afholdt Danish Junior Open.