Squash Online

Blog: Round-up af den internationale scene

June 03, 2015Rasmus Jessen

Hvad angår international topsquash, så har bølgerne ikke gået lavt i år. Vi ser en stigende tendens, der tyder på, at flere og flere ‘up coming’ spillere er begyndt at kunne bryde med toppen. Ramy Ashour imponerer og overrasker det meste af squashverdenen denne sæson, og spillere som Miguel Rodriguez og Fares Dessouki løber op af den internationale rangliste, imens spotlightet prøver at følge med dem. Frankrig slår England til hold EM for første gang nogensinde og endda i vores egen baghave, Herning. Hos damerne åbner førerefeltet sig også op, for Nicol David sidder ikke lige så godt fast på tronen som i de tidligere år. Camille Serme leverer sit livs indsats og vinder British Open, samt flere unge kvindelige egyptere stormer mod toppen med en anderledes og mere shot-orienteret spillestil. De danske herrer misser chancen ved EM for hold, alt imens de danske kvinder skriver historie i Herning.


Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men nogle af dem som har gjort størst indtryk på mig denne sæson, er Fares Dessouki og Mazen Hesham. Dessouki er allerede kåret af mange squasheksperter, til at blive ‘the next big thing’. Han er blot 21 år gammel, og ligger allerede nr. 20 på PSA-ranglisten. Han nåede kvartfinalen sidste år ved British Open, og besejrede bl.a. Karim Darwish og Karim Abdel Gawad. Han er klart en spiller, der bliver interessant at følge næste sæson. Han er vidst tidligere gymnast, og det ses på hans bevægelse og stærke fysik. Hesham var junior sammen med Dessouki, men han har ikke været opfattet ligeså talentfuld. Men i slutningen af denne sæson har Hesham leveret nogle fantastiske resultater, og er nok den der har leveret de største overraskelser denne sæson. Hans finurlige spillestil der byder på mange trickshots, holdte bolde og hurtige bevægelser har indbragt ham sejre over Simon Rosner (WR:6) Stephen Coppinger (WR:17) og Omar Mosaad (WR:7). Han er imponerende på mange måder, og har leveret resultater jeg troede var umulige for ham.


Ramy, Ramy, Ramy. Han har haft flere skader end squashkampe de sidste to sæsoner, men alligevel bliver han ved med at imponere. Efter at have været ude hele sæsonen med en skade i baglåret, stiller han alligevel op til VM. Han starter turneringen meget skidt, men ender alligevel med at slå Greg Gaultier 3-0 i semifinalen, og i finalen formåede han at slå verdensetteren, Mohamed El Shorbagy, med 3-2 i sæt. Efter han var millimeter fra at tabte til Borja Golan i kvartfinalen, var der ikke meget håb for han ville vinde turneringen, men det gjorde han nu alligevel.

Den vildeste kamp jeg har set på SquashTV denne sæson, var finalen i El Gouna. En Super Series turnering som bød på alle verdens bedste spillere, og Ramy var igen med i drawen, selvom han havde holdt pause efter VM-sejren. Det er en kamp, alle bør se på et eller andet tidspunkt. Den kan puttes i samme kasse, som den finale Jonathon Power og Peter Nicol spillede, ved Super Series Finals i 2003, som vidst nok blev kåret til en af de bedste kampe nogensinde. Ramy tilkæmper sig fire matchbolde i fjerde sæt, og han mangler blot at slå det sidste søm i kisten. Men Shorbagy kom til live igen, vinder sættet og stormer af sted i femte sæt. Shorbagy kommer hurtigt på 10-6, og begynder ligeledes at famle rundt med hammeren, og får derfor aldrig lukket kampen, men det gør Ramy til gengæld, på hel mirakuløs vis. Han tager seks point i streg og viser igen hele verden, at han er den bedste squashspiller.


Miguel Angel Rodriguez er pludselig blevet en superstjerne i squashmiljøet, men det har han også fortjent. Netop denne måned er han rykket op som nr. 4 på PSA-ranglisten, hans bedste placering hidtil. Han er desuden også den sydamerikaner, der har klaret sig bedst nogensinde. Han er så elskværdig, at selv Kristan De Silva fra Skovbakken fylder sin Facebook-profil med billeder af ham. ‘The Flying Columbian’, som han ofte refereres til, vandt denne sæsons udgave af Motor City Open i Detroit, USA, hvor han slog Stephen Coppinger, Saurav Ghosal og Mathieu Castagnet. Desuden gjorde han sig specielt bemærket, da han besejrede Greg Gaultier ved Tournament of Champions meget tidligt på sæsonen. Han har en unik fyisk, unik spillestil og en unik attitude, hvilket gør ham til en crowd-pleaser, men også en man får lyst til at heppe på.


Karsten Fuglsang og company rystede for kort tid siden et spektakulært EM for hold ud af ærmet. Herning blev for en uge hele europas squashcentrum. Jeg var selv med og oplevede herlighederne på første hånd sammen med landsholdet. Desværre var det på baggrund af at min gode kammerat, Caspar Grauballe, måtte trække sig grundet skadesværk i knæet. Men oplevelser var der nok af, og at overvære Frankrigs enestående sejr over England var virkelig en fornøjelse. England manglede deres stærkeste kort i dækket, nemlig deres es, Nick Matthew. Med ham på hånden havde resultatet nok været anderledes, men lad nu det ligge. Frankrig medbragte bl.a. de to unge og fremstormende stjerner, Gregoire Marche og Lucas Serme. De leverede en mandeindsats, der var med til at sikre en fransk sejr. Den mest afgørende sejr var nok, da Castagnet slog Daryl Selby, men det som fik mest opmærksomhed, var da Lucas Serme fik et sæt mod Chris Simpson fra England, og derved lukkede han landskampen til egen fordel. De ellers beskedne og rolige franskmænd stormede nu ind på banen og jublede mens de smed Lucas så højt op i vejret, at jeg begyndte at frygte for hans sikkerhed. Magen til jubelscene har jeg ikke set siden 2010, hvor jeg slog Mikkel Korsbjerg i femte sæt, om tredjepladsen ved slutspillet i Odense. Selvom det måske ikke er helt sammenligneligt.


På PSA-ranglisten slutter Mohamed El shorbagy på førstepladsen, og blev bl.a. kåre som den mest dominerende squashspiller dette år. Nick Matthew kommer ind på andenpladsen, og havde en fantastisk sæson lige indtil han blev skadet ved årsskiftet. Før hans ankelskade vandt han to Super Series events i træk, og slog blandt andre Mohamed El Shorbagy. På tredjepladsen ses Gregory Gaultier som også har holdt et stabilt niveau, men han har dog ikke rigtig kunne konkurrer med Ramy, Nick og Shorbagy. James Willstrop sidder fast på en

  1. plads, og har endnu ikke fundet sit top spil frem, efter han blev opereret i hoften for godt et års tid siden. Med fem ud af ti spillere i top-10, udmærker Egypten sig som den mest dominerende squashnation i verden.

Camille Serme var foruden lykkelig, men også overrasket, da hun for nyligt vandt British Open. Det er en af de mest prestigefyldte trofæer man kan tage med hjem, hvis ikke det mest prestigefyldte. Hun udtalte til Squashsite efterfølgende, at hun klarede sig skidt året før, og nu ville hun bare klare sig videre fra anden runde. Det må man så sige hun gjorde til punkt og prikke. Nicol David deltog ved samme turnering, men blev slået ud af Laura Massaro fra England. Camille slog Massaro 3-1 i finalen og vandt sin første Super Series turnering. Nicol David som har siddet som limet fast på tronen, er på det sidste blevet alvorligt udfordret af både englændere og egyptere. Specielt nogle af de yngre egyptere gør sig bemærket for tiden. Raneem El Welily er kommet op på en andenplads på WSA-ranglisten, og slog Nicol David i finalen ved Windy City Open tidligere på sæsonen. Spillere som Nour El Tayeb, Alison Waters og Nour El Sherbini bevæger sig også stødt mod toppen, og bliver helt sikkert spændende at følge den kommende sæson.

De sidste par år har det tyndet ud med danske spillere på den internationale scene. Men de to vi har tilbage, er nu værd at være stolte over. Line Hansen og Kristian Frost rejser hyppigt, og gør alt hvad der står i deres magt for at komme til tops. Tidligt på året lavede Line sit første gennembrud til verdens top 20, en yderst anerkendt indsats, som hun har kæmpet for i lang tid. Frost har ikke nået samme høje placering på PSA-ranglisten som forrige år, men han har til gengæld vundet et par turneringer med super flotte resultater. Han bevæger sig omkring nr. 70 på listen, men til dette års EM i Herning viste han et niveau som burde retfærdiggøre en noget højere placering på verdensranglisten. Inden for de senere år har Rasmus Møller, Sally Skaarenborg, Morten Wiegandt og Caspar Grauballe også spillet internationalt, men desværre ser vi dem ikke slå deres folder på den internationale scene mere. Jeg håber personligt vi får skabt en udvikling herhjemme, der opfordrer og gør det mere attraktivt for vores unge talenter at spille professionelt. Nu ved jeg ikke om de har planer overhovedet, men spillere som Thomas Laursen, Mathilde Lauridsen og måske om et par år Magnus Laursen, kunne jeg godt tænke mig at se prøve lykken ude i verden.

De danske kvinder, anført af Line Hansen, leverede et historisk flot resultat, da de kom på en tredjeplads ved hold EM i Herning. Med en udemærket lodtrækning, et par squashmæssige overraskelser og fantastisk spil, viste damerne at de er blandt de allerbedste i Europa. Det var en fornøjelse at følge deres EM-færden, og jeg håber det motiverer vores unge piger ude i squashdanmark, til at træne lidt ekstra, for en dag at kunne mænge sig med landsholdet. På herresiden blev resultatet en anelse skuffende. Sidste år rykkede herrelandsholdet ned fra 1. division til 2. division, så i år var målet at kæmpe sig tilbage til ‘the big boy league’. Jeg blev som sagt Caspars erstatning, og med lidt selvretfærdighed, så er den erstatning en kæmpe nedgradering, og derfor stod holdet en væsentligt svagere. Semifinalen, og den afgørende kamp om oprykning, blev noget af en gyser, og som kæmpe antiklimaks på hjemmebane, endte vi med at tabe kampen med blot et enkelt sæt. Med alt taget i betragtning, blev der leveret en brag indsats fra alle leder og kanter, så heldigvis blev de bedrøvede miner hurtigt erstattet med et par matchende røde jakkesæt, som der elegant bidrog til at Danmark alligevel vandt festen, som Rasmus Møller ville havde sagt det.

Dette indlæg er et udtryk for skribents egne holdninger