Squash Online

Birkerød vinder dobbelt guld

April 12, 2015Kristian Frost

Sæsonen 2014/2015 er ved at nå sin ende. Dette års slutspil blev i denne weekend afviklet i Birkerød, hvor hjemmebaneholdene klarede sig bedst.

Fredag aften var der aldrig spænding om hvilke damehold der om lørdagen skulle kæmpe om guldet. Både Birkerød og Kolding slog henholdsvis Herlev og Sport92. Kampene blev overstået forholdsvist hurtigt, mens herrekampene derimod først blev færdigspillet 23.30.

Spændingen hos herrerene var uudholdelig. Semifinalen mellem Birkerød og City Squash var dramatisk lige fra starten. Kristian Frost stod overfor Morten W. Sørensen. På forhånd vidste begge hold at kampen kunne blive afgørende for det samlede resultat. Birkerød havde brug for en god start, og Frost skulle dermed vinde 3-0. Dette skete dog langt fra. Sørensen vandt nemlig det første sæt. De to næste sæt gik til Frost, men Sørensen ville ikke give slip. Sørensen bragte sig foran 7-3 i fjerde, og det lignede at kampen skulle ud i fem sæt. Frost fik kæmpet sig tilbage, og vandt sættet 11/8. Udgangspunktet for Birkerød var dermed ikke ideelt for at nå finalen, mens City Squash var begejstret for resultatet. Mads Korsbjerg skulle ligeledes forsøge at vinde et eller flere sæt i mod walisiske Joel Makin. Der var dog ingen slinger i valsen for waliseren. Makin vandt 3-0, og presset var derfor tilbage på City Squash. Danny Knudsen slog Andy Lambert 3-0, hvilket betød at City Squash selv kunne afgøre om de skulle spille med om guldet. Gus Hansen fik den bedste start i mod svenske Alex Christensson. Pokerspilleren bragte sig foran 1-0, og det lignede at overraskelsen var på vej. Christensson spillede sig flot tilbage i kampen, og vandt de næste tre sæt. Birkerød var dermed klar til finalen med en 3-1 sejr.

I den anden semifinale var der ligeledes dramatik på højt niveau. Første kamp stod mellem Koldings Rasmus M. Nielsen og Herlevs Caspar Grauballe. Det var på forhånd svært at spå om udfaldet, da Grauballe ved sidste Grand Prix slog Nielsen 3-1. Nielsen vidste dog ingen nåde, og efter at have været bagud 0-1 i sæt, kæmpede han sig tilbage og vandt kampen 3-1. Tredje sæt fik dog en dramatisk afslutning, da Grauballe ved et uheld trådte ovenpå Nielsens fod. Uheldet fik store konsekvenser for Herlevdrengen, da han efterfølgende måtte trække sig. Det kan kun understreges, hvor uheldigt og sørgeligt det er for Grauballe, som i adskillige år har døjet med skader. Da Grauballe fik tilspillet sig et sæt i kampen mod Nielsen, lignede det en Herlevsejr. Thomas Laursen bragte dog Kolding foran 2-0 i kampe, da han slog Rasmus Petersen. Da både Grauballe og Petersen havde fået sæt i deres kampe, var det op ad bakke for Kolding. Herlev leverede to flotte kampe til sidst. Christian Jæger kunne intet stille op i mod Thomas Pilak, mens Lau Kiehn gjorde det færdigt med en sejr over Martin Laursen. Herlev var dermed klar til finalen med en sejr på sætscore.

I går skulle det hele så afgøres. Bronzekampene blev spillet kl. 11. På damesiden var der kamp til det sidste. Herlev kæmpede bragt, men Sport92 leverede varen. Ditte Nielsen slog Mette Kohl 3-1 i en yderst seværdig kamp, mens Millie Søndergaard slog Rikke Holm Petersen i den afgørende kamp.

Hos herrene blev bronzekampen afgjort på sætscore. Mikkel Pedersen bragte City Squash foran 1-0, da han slog Christian Jæger 3-0, mens Rasmus M. Nielsen fik til 1-1. Nielsen slog Morten W. Sørensen 3-0. Danny Knudsen slog Martin Laursen 3-0, hvilket betød at Mads Korsbjerg kun skulle bruge 19 point eller 1 sæt i mod Thomas Laursen. Korsbjerg vandt første sæt, og jublen brød løs på lægterne. Korsbjerg bragte sig endda foran 2-0, men Laursen kæmpede sig flot tilbage og vandt kampen 3-2. City Squash fik dermed en tredje plads i klubbens første sæson.

Finalekampene startede kl. 13, hvor Birkerød var storfavorit i begge kampe. På damesiden var der ikke meget spænding. Line Hansen og Caroline Lyng sikrede Birkerød de to nødvendige point for at vinde finalen. Den sidste kamp var dermed en “dead rubber”, men kampen havde faktisk stor betydning for det kommende EM. Mathilde Lauridsen stod overfor Cecilie Mayer. Lauridsen spillede en nærmest fejlfri kamp, og vandt 3-0. Birkerøds damehold vandt dermed klubbens tredje DM for hold på tre sæsoner.

Hos herrerene var der ligeledes ikke stor spænding. Herlev skulle vinde 3.-4. single kampene 3-0 for at have en realistisk chance for at vinde guldet. Christian Steffensen gjorde det uventede og tabte 3-2 til Thomas Pilak. Finalen virkede dermed så godt som afgjort, da Caspar Grauballe ikke kunne spille. De to sidste kampe gik ligeledes til Birkerød, og klubben kunne dermed kalde sig for danske mestre for tredje gang.

Elitedivisionen er dermed slut for sæsonen 2014/2015. Sæsonens sidste begivenhed finder sted i næste weekend, hvor individuelt DM afvikles i Herning.