October 04, 2011 — Kristian Gram
Hej Alle,
mit Navn er Kristian Gram, og jeg vil gerne fortælle Jer en historie om én, som har betydet rigtig meget for mig. Vi kunne jo kalde hende for ÅSK.
Baggrund og Historie Hele grundlaget for ÅSK blev skabt, da Nordisk Film for ca. 30 år siden besluttede sig for at samle de aarhusianske biografer i ét hus. Man kaldte det BioCity. Det blev den på det tidspunkt største biograf i Aarhus, og snart kunne Aarhusianerne se film i ikke mindre end 9 sale. Hver sal blev opkaldt efter en med samlingen lukket biograf i Aarhus. Salen Astra i BioCity gav dermed plads til fødslen af ÅSK, der fik hjemme i de gamle, men nu tomme, pornobiograflokaler på Silkeborgvej 261 i Aarhusbydelen Åbyhøj.
I sine unge dage blomstrede ÅSK virkelig. Hurtigt modnet til at kaste sig ud i konkurrencer var ÅSK således allerede i starten af 1990erne en mastodont på den danske squashscene. Historier, der nu blot er minder, fortæller om repræsentation i samtlige rækker fra mesterrækken og helt ned til G-rækken. Det var i disse tider, at unge spillere som Travor Doig, Kasper Møller, Jens (Lange) Christensen, Mikkel Malcow Møller, Sonny Krag, m.fl. havde deres spillemæssige topniveau. Men det var ikke blot konkurrencemæssigt, at ÅSK tilføjede mangt og meget, også innovativt bidragede ÅSK. Således blev bl.a. det legendariske nøgen-double opfundet i de tidligere 90eres julefrokosttider.
Sonny Krag-æraen Som så mange andre teenagere mødte ÅSK en ung mand, Sonny Krag, og forelskelsen var gensidig. Denne unge mand, der selv dyrkede elitesquash i landets bedste række, stod også fadder til en lang række af ÅSKs børn. Det var således i en symbiose mellem ÅSK og Sonny Krag, at ÅSK voksede sig til at være en af landest toneangivende inden for juniorsquash. Her følger en lille liste med en smule namedropping over juniorspillere der i denne periode blev udviklet, enten i eller med tilknytning til ÅSK: Michael Frilund, Kristian Grooss, Kasper Grooss, Phillip Tran, Kristian DS Nielsen, Lasse Hønge, Anne-Mette Pedersen, Nicolaj Vangaard, Kristian Gram, Mikkel Pedersen. Her har jeg kun medtaget de mest kende, men listen kunne fortsættes med navne, som i deres tid skabte genklang i det danske squashmiljø.
Post Sonny Krag-æraen I slipstrømmen fra sådan en talentmasse måtte selvfølge dukke yderligere talenter op. Således lærte Squashdanmark også navne som Nanna Frederiksen, Kasper Svith, Emil Grooss og Magnus Laursen at kende. Alle er de spillere, der har høstet store sejre i juniorårene. Magnus Laursen er med sine blot 13 år endnu for ung til at kunne gøre sig gældende i de bedste seniorrækker, men de øvrige har allerede debuteret i Elitedivisionen, alle for det kortlivede fusionshold Team Århus, og fortsætter i disse år med at finde fodfæste i den bedste række.
Alderdom og Fald Alt godt får desværre en ende, således også for ÅSK. Den 1. september 2011 blev en sorgens dag for aarhusiansk og dansk Squash. Efter årevis af misligholdelse på sine ældre dage, sagde faciliteterne i den gamle biograf stop. Svigtende vådrumsfaciliteter, mangel på vand og varme, svamp, mug og fugt i væggene, og frontvægge med huller i satte til sidst en stopper for tilgangen af dem, der holder liv i en enhver klub - spillerne, og afsagde dermed langsomt en dødsdom om ÅSK. Stille og roligt forsvandt spillerne. Enten stoppede de helt, eller også søgte de grønnere græsgange. Nogle købt af klubber i byer, andre flyttet til klubber i det aarhusianske, særligt til Skovbakken, som på grund af faciliteterne i ÅSK blev den naturlige hjemmebane for Team Århus, har været en stor aftager af ÅSKs drenge og piger i alle aldre.
De dybere årsager til denne dødsdom, kan der være mange bud på. Sammenlignes situationen for ÅSK med lignende klubber i andre byer, springer den manglende økonomiske støtte fra kommunen i øjene, men også den lange og seje kamp mellem klubben og ejeren af klubbens lokaler kostede uanede mængder af kræfter og i sidste ende medlemmer, såvel motionister som holdspillere. Hvad der på overfladen virkede som en fordelagtig aftale for både ejer og klub, viste sig, da det gik dårligt at holde begge i skak, og aftalen efterlod ingen af parterne med interesse i at rette skuden op. Bundet af en kontrakt, der for begge parter pålagde den anden ansvaret for udvikling, endte det med, at ingen gjorde noget, og måske deri lå dødsdommen virkelig. Da der i sidste ende ikke var mere at kæmpe med, var den eneste mulighed at sælge dødsboet til langt under en pris, som muliggjorde køb af nye faciliteter. Hvis ÅSK skal finde et nyt hjem, må man nu sætte liden til kommunal støtte, der skal komme fra en kommune der i år skal spare 100 millioner kroner og som i de kommende år ikke har tænkt sig at investere i nye faciliteter. Tværtimod har kommunen tænkt sig at sælge bort af kommunalt ejede faciliteter, måske især på kultur og fritidsområdet. Fremtiden tegner ikke lys for ÅSK, og uden lokaler er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før ÅSK blot er et endnu et glædeligt minde i dansk squash.
Medaljer og titler i ÅSK (årstal og antal er desværre gået tabt i tidens spildevand, men følgende medaljer kan ihvertfald huskes, tilføjelse og rettelser modtages gerne)
Hold-DM
DM-Sølv:
ÅSK: Marie-Louise Feddern, Ditte Nielsen. Michael Frilund, Simon Ploug,
Kristian Grooss, Kasper Bodenhoff og Jan Laursen
Individuelt:
Senior DM Sølv:
Michael Frilund, Kristian Grooss, Anne-Mette Pedersen (måske for anden klub?)
Junior DM:
Guld: Phillip Tran 7 gange, Emil Grooss 4 gange, Kristian Grooss, Kasper Svith,
Magnus Laursen (?)
Sølv: Anne-Mette Pedersen, Kasper Grooss, Kristian DS Nielsen
Bronze: Michael Frilund, Nicholaj Vangaard, Nanna Frederiksen
Double:
DM Guld: Ditte Nielsen & Jan Laursen, Marie-Louise Feddern og Simon Ploug, Jan Laursen og Simon Ploug