Squash Online

Uafgjort i Skovbakken

January 13, 2013Kristian De Silva Nielsen

Det blev som forudsagt til 4-4 mellem Skovbakken og KSK i opgøret søndag aften. Der var på forhånd lagt op til en tæt affære, der skulle afgøres på 3.- og 4.-singlen med nøgleopgørene Kasper Svith og Phillip Tran mod KSK’s Mikkel Petersen.

Skovbakken - KSK (herrer) 4-4

Første kryds startede med en forventet sejr til Kristian Frost mod Norman Junge i 3 sæt. På 2.-singlen formåede KSK’s englænder Jack Jago at slå Tobias Pørtner efter en tæt 3-sætter, hvor han hev sit bedste spil frem i slutningen af hvert sæt. Dermed havde KSK et godt udgangspunkt med 2-0, men med Phillip Trans klare sejr over Casper Kloster og da Kasper Svith vandt første sæt mod Mikkel Pedersen, så det lysere ud for Skovbakken. Imidlertid fandt Mikkel den helt rigtige taktik frem i de tre næste sæt og lod ikke Kasper komme tæt på igen. 1-3 efter første kryds.

Andet kryds startede med en rutineret sejr til Skovbakkens Norman Junge mod Jack Jago med 3-1 og en 3-0 sejr til Kristian mod Tobias. Svith havde ingen problemer mod Casper, og nu skulle holdkampen afgøres med dagens mest spændende opgør - Phillip mod Mikkel. Efter at have tabt første sæt bragte Phillip sig relativt komfortabelt på 2-1 mod sin modstander, der var hæmmet af en skade. På ren fightervilje lykkedes det dog Mikkel at redde 4. sæt i hus efter at have afværget matchbolde, men der var ikke mere tilbage i posen, og Phillip lukkede kampen med 11-6 i 5.

Med resultatet 4-4 og Birkerød og Herlev/Hjorten dominerende på de første 2 pladser i slutspillet, ligger OSMK nu nr. 3 med 21 points, mens KSK og Kolding deler 4.-pladsen med 20 points. Skovbakken ligger lige i hælene med 19 points, og der er nu lagt op til en enormt spændende slutspurt med 4 holdrunder igen og kun 2 ledige pladser i slutspillet til 4 hold der alle har en chance.