January 24, 2013 — Sebastian Korsgaard
Sport92 har i denne weekend fået æren som vært til årets første Junior Grand Prix, der afholdes fra den 25.-27. januar. Denne gang med ca. 90 forventningsfulde juniorer, som med sikkerhed vil kæmpe for gode placeringer.
DU17/19-rækken er i denne omgang inddelt i tre grupper med fire spillere i hver. Thomas Laursen, Emil Grooss og Christian Steffensen er henholdsvis 1-3 seedet, mens outsidderne i kampen om medaljer består af henholdsvis Sebastian Korsgaard, Niclas Dissing og Emil Vogt.
Grupperne er inddelt således:
DU17/19A1: Emil Grooss, Sebastian Korsgaard og Jens Christian Wegeberg.
DU17/19A2: Christian Steffensen, Emil Vogt og Theis Houlberg.
DU17/19A3: Thomas Laursen, Niclas Dissing og Casper Kloster.
Alle grupperne vil hver især modtage én spiller som skal kæmpe for at blive placeret i de ovennævnte puljer.
SQO.dk anser kampene mellem henholdsvis Emil Grooss og Sebastian Korsgaard, Christian Steffensen og Emil Vogt og Thomas Laursen og Niclas Dissing, som værende de mest spændende og spår derfor følgende:
Emil Grooss og Sebastian Korsgaards kamp bliver med sikkerhed en klassisk løberkamp præget af højt tempo, som nok skal blive interessant. Det er ved at være lang tid siden, at de to spillere har mødtes, men Emil har på det seneste vist gode takter ved bl.a. sidste weekends Challenger, hvor han endte som nr. 2 i A-rækken. Sebastian spiller denne gang på hjemmebane og skal derfor bestemt ikke undervurderes. SQO.dk spår en 3-1 sejr til Skovbakken-spilleren i en meget tæt affære.
Kampen mellem de to holdkammerater Christian Steffensen og Emil Vogt vil formenttlig også blive en spændende en af slagsen. Udover at de to spillere har mødtes mange gange til turneringer, træner de også sammen til dagligt og kender derfor hinandens spil ud og ind. Udfaldet af kampen afhænger derfor meget af, hvem af de to spillere, som rammer dagen. Christian har dog aldrig tabt til Emil til et JGP og har på det seneste vist gode takter, og derfor spår SQO.dk også en snæver 3-1 sejr til Christian.
Storfavoritten Thomas Laursen og Niclas Dissing har mødtes til de to sidste JGP’er, hvor Thomas begge gange har trukket de længste strå i 4. sæt. Thomas vil selvfølgelig forsøge at gøre denne kamp til en endnu kortere affære end sidst, men mon ikke KSK-spilleren vil teste Thomas til det yderste. SQO.dk spår endnu et tæt 3-1 opgør med sejr til Kolding-spilleren.
I PU17/19 ligner Mathilde Lauridsen på forhånd en storfavorit til at vinde rækken. Hun får konkurrence af Birkerød-spilleren Caroline Lyng og sin lillesøster Sarah Lauridsen, imens outsideren Maria Kjærside også vil kæmpe for medaljer. Mathilde står til at skulle spille semifinale mod sin lillesøster, mens Caroline står til at skulle møde Maria.
Mathilde Lauridsen ligner på forhånd en stor mundfuld for Sarah Lauridsen, da Mathildes grundspil og tekniske dygtighed ganske enkelt er for godt for lillesøsteren. Sarah har dog tidligere vist, at hun godt kan være en trussel og skal derfor ikke undervurderes. SQO.dk spår dog en tæt 3-0 sejr i Mathildes favør.
Caroline Lyng og Maria Kjærsides semifinale ligner på forhånd en sejr til Caroline. Birkerød-spilleren har aldrig tabt til Maria i en turneringskamp, og derfor forventer SQO.dk også, at Caroline trækker sig hurtig og sejrrigt ud af opgøret med en sejr på 3-0.
DU15-rækken er også inddelt i 3 grupper med fire spillere i hver. Magnus Laursen, Rasmus Gyde og Jakob Jensen er henholdsvis 1.-3. seedet, mens outsiderne Cornelius Feldt, Kasper Pedersen og Julius Fuglsang vil yde sit bedste for at teste favoritterne. Top 3 virker umiddelbart for stærke i kampen om medaljer – spørgsmålet er bare: hvem af de topseedede, der vil hive guldet med hjem denne gang. Magnus har til de sidste turneringer vist sit talent og snuppet guldet foran næsen på Rasmus, men mon ikke Herlev-spilleren har fået mere blod på tanden siden sidst. SQO.dk spår en snæver sejr til Magnus 3-1, mens Jakob tager bronzen.
I PU15-rækken er Sofie Mygland, Simone Dissing og Elisabeth Zornig seedet henholdsvis 1-3, og SQO.dk spår, at det bliver dem, som skal kæmpe om medaljerne på sidstedagen. Hvem der bliver vinderen, er svært at sige på forhånd, men finalen kunne meget vel komme til at stå mellem Sofie og Elisabeth, som gennem det meste af sidste sæson har vist sig at være for stærke for de andre. SQO.dk tror på en meget tæt sejr 3-2 til Elisabeth grundet hendes gode takter.
Resultaterne fra turneringen kan følges på: http://sport92squash.dk/2013/tournament.php