Squash Online

Finaledag ved DM: Følg finalerne point for point på SQO.dks facebook-side

April 14, 2013Martin Laursen

Efter en dramatisk semifinaledag både på og uden for banen, hvor skader og dommerpåsættelser stjal showet, er vi nu klar til det som det hele drejer sig om: Finalerne og den endelige kamp om pokalen.

Og som en ekstra service til dem der ikke er så heldige at være til stede i Skinderskovhallen i dag, kan SQO.dk tilbyde live-opdatering i tekst fra begge kampe. Vi vil således sidde klar ved tasterne fra kl. 13.00, og skrive jer gennem kampen point for point. Denne live-opdatering vil foregå på vores facebook-side, så skynd dig ind og “like” vores side, hvis du ikke allerede er fan.

Du finder vores side ved enten at søge på “Squash Online (hjemmeside)”, eller ved at følge dette link: http://www.facebook.com/squashonline

Hos damerne kommer finalen som spået til at stå mellem den store favorit Line Hansen og Sally Skaareborg, der for fjerde gang i træk skal kæmpe Davids kamp mod Goliat. Sally skulle dog igennem noget af et drama igår, da hun skulle komme fra 1-2 i sæt mod Julie Dorn, inden hun sikrede sig pladsen i finalen.

Hos herrerne står vi højst overraskende over for et opgør mellem de to 3/4. seedede, Morten W. Sørensen og Caspar Grauballe, der nok begge øjner en helt fantastisk mulighed for at være den spiller, der bryder Kristian Frosts monopol på titlen. Netop Frost blev i sin semifinale besejret i en højdramatisk kamp af Caspar Grauballe - en kamp der siden hen har givet et ærgerligt efterspil, hvor dommeren og diverse kendelser har fået mere fokus end spillet. Han møder som skrevet Morten W. Sørensen, der gik i finalen uden kamp, da 1. seedede Rasmus M. Nielsen trak sig med en skade.

Programmet for i dag er derfor som følger:

13.00: Line Hansen (Birkerød) - Sally Skaarenborg (Kolding)

14.00: Morten W. Sørensen (Birkerød) - Caspar Grauballe (Herlev)

Bemærkelsesværdigt er det, at vi ikke får en kamp om bronzemedaljen hos hverken damerne eller mændene, da både Bine Lind og Rasmus M. Nielsen har trukket sig. Det betyder at Julie Dorn og Kristian Frost slutter som 3’er til dette års individuelle DM.

Vi ses på vores facebook-side kl. 13.00!